Vindahl

Sjette nummer på Vindahls debutalbum, ‘Glimpse of Your Face’, rummer alt det gode og dårlige ved albummet. Det er ironisk, underfundigt og så ulideligt catchy, at P3 sætter den i A-rotation om et par uger, men samtidig bagstræberisk og let for øret.

Ronni Vindahl er producer, og hans debut er en rigtig producer-plade i den forstand, at den myldrer af tekniske ideer og lyder lidt bedre, end sangene egentlig er gode. Mest er de halvgode. De første 45 sekunder af ‘Glimpse of Your Face’ er så stemningsfulde med klokke-synths og en snurrig bas, at omkvædet føles reelt traumatiserende – som at blive nikket en femdobbelt skalle af et gendannet boyband.

‘Serendipity’ er også en moderne plade. Den refererer et hav af genrer. Her er synths, der skælver af båndsalat som hos Beach House, svensk 90’er-indie-guitar, ‘Red Afrika’-rytmer fra 80’erne, kælne Prince-temaer, komprimeret falsetsang og tommelfingerbetjente basstrenge. Men Vindahl skaber ikke selv ny lyd, og hans stemme overstråler ikke de mange referencer med en egen karisma.
Klogt har Vindahl ladet gæster optræde på albummet, og det er Jenny Wilson, der stakåndet, cool og skinger får lov at synge pladens bedste sang, ‘The Question’.

‘Serendipity’ betyder lykketræf. Lytterens luner må afgøre, om mødet med Ronni Vindahl bliver lyksaliggørende. Man kan forestille sig, at hånden ufrivilligt er stødt på et tørt stykke efterladt boblegummi under stolesædet. Der er to muligheder: Enten går man ud og afspritter hånden. Eller også overgiver man sig med et skuldertræk til tilfældet og propper Vindahl i munden.