Marybell Katastrophy
Amygdala. Er man ferm til hjerneforskning eller bare en sucker for søgeimperiet Google, så bliver fremmedordet på få minutter omdannet til ’hjernens håndtering af frygt og forsvarsreaktioner’. Marybell Katastrophys musik er hverken specielt faretruende eller frygtindgydende, men danskerne nærer uden tvivl en musikalsk kærlighed til sindets mange kontrastfuldheder. En kærlighed, der har en pokkers effektiv indflydelse på deres lydunivers.
Vi befinder os i et velkendt landskab af legesyge, kunstneriske electro-eksperimenter med rødder i den klassiske poptradition, hvor melodierne hurtigt fænger. I forhold til kvartettens debut er dette dog et mere strømlinet album, hvor der forsigtigt, men pænt er ryddet op i de mere kringlede teknologi-fascinationer, electro-sabotager og alskens Nintendo-effekter. Heldigvis, for det giver fornuftigt bedre plads til vokalen.
Åbneren ’Heavy Industry’ lægger dommedagsdystert ud med varslende stortrommer og færgehornslydende arrangementer, der sender skibene direkte mod afgrunden. Frontvokal Marie Højlunds lyse stemme bryder fornemt den alvorsfulde introlydmur ned, og sender på flere skæringer noget uventede, men smukt komplementerende omkvæd af sted. Her er netop en håndfuld sange bygget op af kontraster, hvor man som lytter kommer til at gennemgå det meste af følelsesregistret på under fire minutter. Electro-pop-perlerne ’There’s No Rhino In This Toom’, ’Seven’ og ’Dexter II’ omfavner især særlige overraskelsesmomenter, energiballoner og luneomvæltninger, som er indbegrebet af pladens højdepunkter.
En lidt anden ting er så selve helheden. Numrene komplementerer ikke helt tilstrækkeligt hinanden så lytteroplevelsen fremstår flydende, men isoleret fra hinanden er der overvejende festfyrværkerier blandt. Som Højlund synger det i ’Every Eye A Sun’:
»They say dynamite comes in small packages«.