Marina and the Diamonds
Hun kørte debuten, ‘The Family Jewels’, hjem på charmerende personlighed og potentiale, men allerede nu to år senere crasher Marina Diamandis med sit andet album. 12 sange der styrer hendes electropop og insisterende falset direkte ud på mainstreamens dancepop-motorvej med al dens forudsigelighed og storhedsvanvid.
Godt nok forsøger Marina at pakke det hele ind som et storstilet konceptalbum om bagsiden af den amerikanske drøm. En idé der dog er lige så klichéfyldt som resultatet og ikke formår at bringe mange andre pointer på banen end fortærskede lyriske billeder af teenagepiger med bulimi, skønhedsprinsesser og ulykkelige forelskelser.
Jeg kan til enhver tid tilgive selvhøjtidelige, patetiske tekster, hvis de leveres til gudsbenådet pop. Men det er desværre heller ikke tilfældet. For Marina har fået filet kanterne af af så store producere som Katy Perrys samarbejdspartner Dr. Luke. Tilbage er beats, der tramper af sted, insisterende, diskante synth og Marinas falset, som hun stadig helst leverer som en operasangerinde.
Læs anmeldelse: Marina and the Diamonds ‘The Family Jewels’
Tre af albummets første fire tracks – ‘Bubblegum Bitch’, ‘Primadonna’ og ‘Homewrecker’ – er ganske enkelt så enerverende i deres påtrængende, speederen-i-bund-attitude, at det kræver en vis standhaftighed overhovedet at lade albummet spille videre.
Og selv om der er tilforladelige vers undervejs – som på Diplos produktionsbidrag ‘Lies’ – så ødelægger de fleste omkvæds overproduktion numrene. Middelmådige numre som ‘Teen Idle’ og ‘Fear and Loathing’ ender som højdepunkter og tiltrængte pusterum, hvor Marina sætter tempoet ned og lader synthen være et supplement i stedet for en hidsig festindpisker, hvilket passer bedre til hendes højtragende vokal.