James Ferraro

Sushi. Sjældent har en albumtitel været så rammende. Navnet på den minimalistisk stramme, frådseriprovokerende og samtidig eksotiske fiskespise og hofret for den moderne velfærdsstatsborger siden midt-90’erne, passer nemlig ret så godt på James Ferraros hyperdigitale, musikalske samtidsbillede.

Den løjerlige excentriker med de mange aliasser fra Californiens Venice Beach-område har længe været fascineret af samfundsborgernes overforbrug af materielle goder. Sådan var det sidst med konceptalbummet ‘Far Side Virtual’, hvor Ferraro langede ud efter kapitalismens medfølgende luksusafhængighed. Og skal man dømme efter sangtitler som ‘Baby Mitsubishi’, ‘Jet Skis and Sushi’, ‘Bootycall’ og den tungt slæbende åbner ‘Powder’, der med sine enerverende ‘blob blob’-lyde og trøstesløse, syntetiske hihat-effekter slider små ridser i de ellers så blankpolerede, digitaliserede overflader, er samtidskritikken stadig et omdrejningspunkt for computersmeden.

Man kan næsten høre de plirrende kasseapperater og svirpende dankorttransaktioner bag de dubbede synthmure, klub-beatsne, vokal-opklippene og de pitchede 90’er-samples. Mørket suger for alvor en ind på dystre numre som ‘E 7’ og ‘Playin’ Ya Self’. Faktisk vælter associationerne på det nærmeste ind over en. ‘Sushi’ er alt andet end en hurtig snack, man lige gnasker i sig.

Snarere virker albummet til at være det lydlige billede på netop den moderne storforbruger i en personlighedsløs og overfladisk kosmopol, med alt hvad det indebærer af impotens, misbrug, overdesignethed, ensomhed og sortsyn – det er næsten så det bliver lidt for meget! ‘Sushi’ er alt andet end behageligt og det er ikke altid lige let at fordøje. Men okay, hvem har også sagt at det skulle være let, ligetil og sorgløst?