Cancer – alvor og atmosfære

Et velbesøgt Voxhall var vidne til det nye projekt Cancer, hvis bagmænd består af When Saints Go Machine-forsanger Nikolaj Vonsild og Chorus Grant-frontfigur Kristian Finne Kristensen. Der var dømt alvor og atmosfæriske ballader, men også spilleglæde og dedikation fra de involverede.

Kristensens rumklangsmættede guitarrundgange forlenede hele tiden musikken med retning, men ellers var der fokus på Vonsilds blåtonede vokalforedrag, der blafrede som et lys i mørket. Sjældent har Vonsilds fraseringer lydt mere som Antony Hegarty, men klædeligt blandet op med en dybere klang, der forankrede sangene som nøgterne registreringer snarere end blot patosfyldte udsagn fra orkanens øje.

Læs live-anmeldelse: When Saints Go Machine på Spot Festival

Musikken tilførtes en god fornemmelse for spænding og dynamik via de indlagte elektroniske sekvenser, både i skikkelse af droner og mere rytmisk hidsende momenter. Der var i det hele taget noget filmisk intensiverende over Cancers musik, som om musikken var en del af et større narrativ, en undergangsvision af en slags.

I Spot Festivals eget program nævnes kunstnere som Ingmar Bergman og Povl Dissing som inspirationskilder. Det var måske ikke tydeligt lørdag aften, men ved nærmere eftertanke syntes musikken skabt og kommunikeret som en form for lydspor til en fortælling, hvis rammer og implikationer publikum (endnu) ikke kender til. Bergmans insisterende alvor kombineret med Dissings sans for fortolkning og iscenesættelse.

Læs også: Se hele vores dækning af Spot Festival

Der var skønhedspletter, men de trak ikke ned for helhedsoplevelsen. Tværtimod var de befriende skrammer på det tungt draperede lærred, som udgjordes af den endnu ikke fuldt formidlede rammefortælling. Vi fik en forjættende flig af Cancers vision, men vi har (heldigvis) endnu meget til gode.