Deptford Goth – følelser, r’n’b og humor

Ganske fåmælt indtog britiske Daniel Woolhouse aka Deptford Goth den intime scene på et fyldt Ideal Bar med sin tungsindige og synthbårne electropop. Uden introduktion og med sænket blik åbnede den indadvendte englænder koncerten med ordene »Darkest day ever seen« fra sangen ’Objects Objects’. Understøttet af en ligeså tung og dyster bas var tonen lagt. Troede man.

Eksskolelæreren var ikke alene på scenen, og ved hans side sad landskvinden, cellist Rhosyn, hvis smukke og stilfærdige cellospil var med til at skabe en højtidelig, nærmest tårefremkaldende stemning. Der var ingen tvivl om, at der var følelser på spil – og de ægte af slagsen – da Woolhouse intenst bøjet over sit keyboard krængede sine følelser ud, som blev de født på stedet til melodiske og dragende beats i numre som ’Bloody Lip’ og ’Guts No Glory’.

 Læs anmeldelse: Deptford Goth ‘Life After Defo’

Desværre gav Ideal Bars rum ikke Woolhouses storslåede inderlighed mulighed for at folde sig optimalt ud. Lyden var lav, og det afgørende rørende og smukke ved Deptford Goths r’n’b-inspirerede pop nåede aldrig det transcenderende niveau, som der lægges op til.

Til gengæld blødte den først så sky musiker op undervejs, og kom med tørre humoristiske kommentarer mellem numrene, hvortil han selv på et tidspunkt tilføjede: »Så får I også lidt comedy i aften«. Ligesom han selv, grinede publikum, lettet over den kontrast som humoren var til det depressive univers, han synger om. En befriende virkelighedsperspektivering, der gjorde de ulykkelige kærlighedsballader bedre egnet til den hyggelige stuestemning. Daniel Woolhouse er ikke deprimeret, men en fantastisk sanger, der kræver de rette omgivelser.