Queens of the Stone Age – solid arbejdssejr

»Now that’s Copenhagen: Fucking awesome! I wish you could see what we see. This is beautiful«. Værdsættelsen af det danske publikum var til at tage og føle på hos Josh Homme, da Queens of the Stone Age nærmede sig klimaks i en over to timer lang seance.

Koncerten blev skudt massivt i gang med to sange fra hovedværket ‘Songs for the Deaf’: ‘You Think I Ain’t Worth a Dollar, but I Feel Like a Millionaire’ og ‘No One Knows’. Men den effektive åbning til trods, kunne man ikke undlade at bide mærke i, at Homme & Co. virkede en smule uoplagte. En tilstand, som heldigvis blev vendt i takt med at koncerten skred frem.

Ørkenrockerne skulle åbenbart lige vågne, for efter fem numre pløjede det støvede rocklokomotiv sig solidt og kraftfuldt gennem settet. Forrygende udgaver af ‘Fairweather Friends’, ‘If I Had a Tail’, ‘Little Sister’ og ‘Better Living Through Chemistry’ viste bandets progressive samspil, ligesom Hommes solistiske ekskursioner i sidstnævnte satte en tyk streg under hans format som guitarist.

Mangt en koncertgænger har harceleret mod akustikken i Forum, men denne aften var lydforholdene særdeles fint balancerede. Klaveret var tydeligt separeret fra guitarerne, der var punch i rytmesektionen, hvor særligt bassen havde godt med juice. Endelig lå Hommes vokal klart og distinkt fremme i mixet.

Det var ikke vanvittigt højt. Til gengæld kunne man give sig hen til musikken, som kun blev skæmmet af en strømafbrydelse midt i ‘My God Is the Sun’, hvor al lyd ud i salen røg i cirka 20 sekunder. Og bandet gjorde en god figur på scenen. Michael Shuman tumlede energisk rundt med bassen, og guitarist Troy van Leeuwen havde gang i den instrumentale legestue med både tohalset Fender Jazzmaster og noget, der lignede en digital theremin.

Setlisten var fornuftigt skruet sammen med sans for de dynamiske forløb, QOTSA excellerer i. En god vekslen mellem tunge stoner-klodser og de pianodrevne ‘…Like Clockwork’, ‘The Vampyre of Time and Memory’ og den lummert liderlige ‘Make it wit Chu’, hvor der var dømt fællessang i salen.

Under ekstranumrene bekendtgjorde den karismatiske ginger, at han havde lyst til at spille lidt endnu, hvilket resulterede i pragtfuldt langstrakte versioner af ‘I Appear Missing’ og ‘A Song for the Dead’.

Læs også: 12 ting du ikke vidste om Queens of the Stone Age

Det var en aften, hvor Queens of the Stone Age lagde en anelse uengagerede fra land, men gennem en gradvis build-up skabte crescendoer af format og overskud, mærkbart vitaliserede af et begejstret publikum.