Freddie Gibbs & Madlib

Freddie Gibbs er en klassisk gangsterrapper, og Madlib er en meget uortodoks undergrundsproducer. Gibbs har lige præcis ét flow, som han til gengæld har perfektioneret, mens Madlib eksperimenterer og varierer sin produktionsteknik så ofte, at man knap kan følge med. Et fællesalbum mellem de to undergrunds-skikkelser lød som en lovende idé.

Og det er det også i praksis. På debuten, ’midwestgangstaboxframecadillacmuzik’, rappede Gibbs over Dr. Dre-inspireret klassicisme, og siden har han forsøgt sig med alt fra østkyst-boom bap til trap på mixtapes i samarbejde med henholdsvis Statik Selektah og Young Jeezy. Men de her Madlib-beats er tæt på at være det bedste lydunderlag indtil videre, og når Gibbs rapper, bliver produktionerne netop en slags underlag, for han hamrer henover de fintfølende produktioner hårdt, rytmisk og uden hensyn for beatets nuancer. Hans stemme lyder som en mindre rå DMX eller en mindre udfarende Tupac. Meget klassisk gangster-agtigt, altså.

Madlibs beats bliver nærmest et dekorativt baggrundstapet, hvilket også skyldes, at den normalt avantgardistiske producer er ukarakteristisk konservativ her: Der er ingen eksotiske samples eller mærkelige tribaltrommer. Produktionerne har en varm tyngde, der afslører den veldokumenterede Dilla-inspiration, men sample-teknikken er langt fra forbilledets komplekse lydpuslespil – oftest er det simple og melodiske loops, der ikke overrasker, men behager. Det er overraskende lettilgængeligt og imødekommende fra en producer, der normalt gør en dyd ud af at være ukonventionel.

Man fornemmer, at duoen har fundet en velfungerende skabelon: Madlibs yndige, melodiske beats får modspil af Gibbs  hårde, ru vokal, og således bliver ’Piñata’ et ekstremt vellydende, men også noget forudsigeligt album.