Lykke Li – vellydende snoozefest

De emotionelt stærke sange blev ikke forløst under en søndagskoncert på lidt for sikker grund.
Lykke Li – vellydende snoozefest
Foto: Marcus Andreassen

Det begyndte ellers ganske lovende med bølger af hvid røg pulsende ud i salen under introens svalende synthstrøm, hvorefter ‘I Never Learn’ effektivt satte koncerten i gang.

I en faconsyet, ’Cat Woman’-lignende læderjakke smøg Lykke Li sig divaagtigt rundt på scenen. Som en rastløs baggårdskat, der går sine egne veje, er det primært ensomheden modsat tosomheden, som dyrkes i den svenske sangerindes univers. Og når tosomheden italesættes i de wall-of-sound-draperede arrangementer, er det den dysfunktionelle variant. Der er skrevet meget om, hvordan Li svælger i sorger, og omend materialet fra hendes seneste breakup-album dominerede settet, tog tristessen ikke teten under aftenens koncert.

‘Silent My Song’ og ‘Get Some’ dyrkede effektivt dynamikken mellem en varieret perkussiv puls og leadvokalen og korstemmerne med Lykke Lis stemme positioneret knivskarpt i lydbilledet.

Udfordringen var dog at ruske liv i et stivbenet og småsløvt søndagspublikum. Flere sange formåede ikke at forplante sig i salen og bidrog til følelsen af snoozefest, omend en vellydende af slagsen. De noget anonyme musikere (fraregnet den fysisk ekspressive trommeslager) og en fåmælt frontkvinde efterlod også indtrykket af, at det var søndag på scenen, og koncerten var business as usual.

Der åbnedes for en mere elektronisk udadvendthed med et cover af Drakes ‘Hold On, We’re Going Home’ på en Fever Ray’sk klangbund af effektindsvøbte beats og et sfærisk tonelandskab, samt en medrivende ‘Little Bit’.

Læs interview: Lykke Li: »Jeg ville ønske, jeg var et bedre menneske«

En snert af symbiose mellem scene og gulv indfandt sig også under ‘I Follow Rivers’, hvorimod en opfordring til fællessang i ‘Never Gonna Love Again’ faldt til jorden. Den storladne ballade, som rammer det gyldne popperfekte snit, var ellers blandt aftenens højdepunkter sammen med de orientalskklingende vokaler i ‘Rich Kids Blues’ og scenen indhyllet i blodrøde nuancer.

Det var rørende at høre Li give sig i kast med en afdæmpet udgave af Lill Lindfors’ melankolske ‘Du är den ende’, der besidder samme tematiske paradigme, som befolker Lykke Lis eget materiale – blot på hendes modersmål: »Du är den ende, som får mig att drömma / den ende som anar, vad tårarna gömma«.

På trods af momenter af denne karat, hvor man mærkede nerven bag den topprofessionelle eksekvering, kunne man dog ikke ryste fornemmelsen væk af en optræden på lidt for sikker grund, hvilket desværre resulterede i en manglende forløsning af de emotionelt stærke sange.

Læs også: Otte martrede musikere: Myte eller virkelighed?

Læs også: Lykke Li på vores liste over årets mest markante musikvideoer

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Koncert. Store Vega. Koncert Store Vega. Setliste: I Never LearnSadness is a BlessingJust Like a DreamNo Rest for the WickedSilent My SongHold On, We're Going Home (Drake cover)Little BitSleeping AloneGun ShotI Follow RiversNever Gonna Love AgainRich Kids BluesGet SomeDu är den ende (Lill Lindfors cover)Heart of Steel
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af