Viet Cong – en frydelig opvisning i powerpoppet postpunk
Der var noget herligt afvæbnende ved, at Viet Cong lavede en impromptu lydprøve på scenen umiddelbart inden koncerten begyndte. Denne uprætentiøse attitude skulle blive en rød tråd gennem koncerten. »I’m gonna charm you«, proklamerede forsanger/bassist Matt Flegel selvsikkert.
Han viste sig at være lidt af et sludrechatol med funny bones. Den offentlige lydprøve til trods døjede guitarist Daniel Christiansen med et genstridigt kabel, og Mike Wallace måtte justere lilletrommestativet til synlig frustration. For at løsne stemningen jokede Flegel derfor: »Let’s take this opportunity to make Mike take his shirt off. You guys wanna see this, trust me«.
Bandets kvaler på scenen forplantede sig heldigvis ikke lydmæssigt i salen, hvor instrumenter og vokal var fint velafbalanceret i forhold til hinanden. ‘March of Progress’, ‘Continental Shelf’, ‘Silhouettes’ og ‘Bunker Buster’ ramte således kraftfuldt de smilende og taknemmelige ansigter foran Loppens lave scene.
Læs anmeldelse: Viet Cong ‘Viet Cong’
Et virkeligt aktiv i Viet Congs lyd er Scott Munros kreative arbejde på 12-strenget guitar, som denne aften skinnende igennem i det kriminelt iørefaldende åbningsnummer ‘Throw It Away’ og ‘Oxygen Feed’. Her ledtes tankerne i retning mod George Harrison i The Beatles, hvilket såmænd blot understreger styrken i kvartettens melodimateriale.
Koncerten sluttede med en hypnotiserende ‘Death’, hvor den episke sangs accentuerede rytmik blev leveret med total kropslig indlevelse. En solid salve powerpoppet postpunk pisket ind i legeme og sjæl.
Viet Cong leverede ganske enkelt den type koncert, spækket med nerve, selvtillid og charme, som kun et fremstormende band kan.
Læs også: Walk in silence: Ni essentielle postpunk-album fra den dystre rocks guldalder