1. Grimes ’Realiti’
‘Realiti’ blev skrottet til Grimes’ kommende, fjerde album, og blev derfor udgivet som en enkeltstående svale tidligt på ugen. Hvilket umiddelbart afleder to reaktioner:
1. Hvor er det dog ærgerligt, at det her lille popmesterstykke med trance-undertoner, Kate Bush-fraseringer og knasende synths ikke får en ordentligt udgivelse.
2. Hold kæft, hvor må det kommende album være sublimt, hvis ‘Realiti’ rent kvalitetsmæssigt ikke er kvalificeret. Selv om sandheden nok nærmere er, at canadiske Claire Bouchers vision for helheden har skiftet sig, siden nummeret blev undfanget i 2013.
Hør stærke numre fra blandt andre Mew og Sufjan Stevens på de følgende sider.
2. Tame Impala ’Let It Happen’
Det er sjældent, at en sang på otte minutter føles for kort, men ‘Let It Happen’ er en rejse. Ind i din egen bevidsthed, ud i rummet, rundt i Kevin Parkers enestående hjerne, der her tager Tame Impalas udtryk til hidtil uanede, episke højder. Synthmelodien er fuldstændig frydefuld uimodståelig, mens trommerne marcherer taktfast og Parker stenet messer løs, som lå han en forårsaften og kiggede på stjerner. En betonsolid forsmag på australiernes tredje album, der lander senere på året.
3. Sufjan Stevens ’Should Have Known Better’
Det hidtil mest rørende udspil, vi har hørt fra Sufjan Stevens kommende album ‘Carrie & Lowell’, der er opkaldt efter sangskriverens mor og stedfar. Moren Carrie forlod Sufjan i en helt ung alder, og deres forliste forhold bliver blandt andet berørt i hans længere interview med Pitchfork.
»When I was three, three maybe four / she left us at that video store / be my rest, be my fantasy«, synger Sufjan over den akustiske guitar og et blidt englekor, og det er umuligt ikke at blive rørt over de uforløste følelser, der følger med. Carrie døde nemlig i 2012.
»I should have known better / nothing can be changed / the past is still the past / the bridge to nowhere / I should have wrote a letter / explaining what I feel, that empty feeling«.
4. Haelos ’Earth Not Above’
Da vi tilbage i oktober skrev om Haelos debutnummer ‘Dust’ var der ikke meget at sige om den hemmelighedsfulde London-trio. Nu er der kommet lidt mere info – de hedder Arthur, Lotti og Dom! Og så er de blevet signet af det mere end velrenommerede pladeselskab Matador, der altså står for at udgive deres kommende debutalbum på et endnu ufastlagt tidspunkt.
Så ja, der er stadig ikke særligt meget at sige om Haelos, men musikken taler nu også for sig selv: ‘Earth Not Above’ er elektroniske funderet, men ulmende og cinematisk fremfor drevet af tempo. Det er stemning over fremdrift, og der er noget lidt triphoppet over lydlandskaberne og de storladne strygere, der flyder bagved Lottis papirstynde falset.
5. Mew ’Water Slides’
Mew er en enhed – specielt nu, hvor Johan Wohlert er tilbage i kampopstillingen – men Jonas Bjerre lyser alligevel op i sin helt egen liga på den anden single fra kvartettens kommende album ‘+ -‘. Omkvædet er slet og ret ikke til at komme udenom, hvor Bjerres falset (i takt med titlen) fraserer sjælefuldt og vuggende op og ned og ind og ud af lydbilledet som en vandrutsjebane.
6. Ben Khan ’1000’
Mens Tinashe, FKA Twigs og Kelela for tiden giver den som opdaterede versioner af Aaliyah, Janet Jackson og resten 90’er-slænget, er Ben Khan en slags Prince til den digitale tidsalder. ‘1000’ fra den 22-årige brites kommende ep af samme navn er nemlig indbegrebet af computerfunk – slibrigt og kælende, men samtidig synthtungt og maskinelt. Det er som to MacBooks, der går til den på lagnerne.
7. Daughn Gibson ’Shatter You Through’
Jeg har et lidt ambivalent forhold til Daughn Gibson. Truck-driverens geniale debutalbum ‘All Hell’ fra 2012 var halvt Burial, halvt croonende cowboy, og der var noget mytisk over ideen om, at amerikaneren ud over at køre landet tyndt brugte tiden på at lave de her dystre, betagende fortællinger.
Allerede året efter kom efterfølgende ‘Me Moan’, hvor magien synes forsvundet og Gibson virkede uinspireret. Duede hans talent virkelig kun til ét godt album? Nu har han holdt en lille pause, og til juni udkommer hans trejde album, ‘Carnation’, der udfra førstesinglen ‘Shatter You Through’ virker til at blive noget lidt andet. Her er drilske strygere, og Gibson synger i et lidt mere afmålt toneleje end den tidligere hørte og ganske voldsomt brummende baryton.
8. Kendrick Lamar ‘King Kunta’
Kendrick kalder sig selv for kongen, og der er svært at argumentere imod Compton-rapperen, når man lægger øre til den overlegne ‘King Kunta’. Trommerne er gangster-hårde, men tracket er på den anden side ekstremt groovy med »we want the funk«-kor, scratch og elektrisk guitar, der legende ligger under Kendricks lyriske salver, der blandt andet jorder konkurrencen ved at fokusere på ghostwriting i denne her fine brug af ordet ‘bars’: »I swore I wouldn’t tell / but most of you share bars like you got the bottom bunk in a two man cell«.
Læs også: Sidste uges Top Tracks – med blandt andre Mø, Karl William og Kanye West