Palma Violets
Hold op, hvor bliver man tørstig af at høre Palma Violets. Ikke kun fordi det er svært ikke at skråle sig raspende hæs, når de ærkebritiske stadionomkvæd ruller sig ud, men også fordi ’Danger In the Club’ er et album, der simpelthen lyder så meget af bytur, at munden uvægerligt løber en lille smule i vand.
Briterne, der udsendte debutalbummet ’180’ i 2013, tilføjer ikke meget nyt til deres portefølje, der stadig byder på et effektivt og veludført, men også en kende regelret sammenkog af skramlede rockhelte som The Clash, Television Personalities og i nyere tid, The Libertines eller The Vaccines.
Der lægges fra land med hvad der lyder som en telefonoptagelse af et par fulderikker, der af karsken bælg skråler den gamle og halvlumre vise ‘Sweet Violets’, inden albummet for alvor åbner med et drengerøvsbrag på den veloplagte ‘Hollywood’. »Fresh fish – I got it!«, råber frontmand Aelxander ’Chilli’ Jesson i karakteristisk, fjollet stil i mens bandet buldrer derudaf med alle knapper skruet op på ti. Løjerne fortsætter ufortrødent på de følgende numre og især titelsangen, der med sin vuggende stemning og temposkift i det obligatoriske ’oh-oh’-stykke er en fest, man gerne vil med til.
Bedst som man troede, at Palma Violets var en one-trick pony, overraskes man imidlertid af noget, der kunne minde om en eftertænksom ballade midtvejs på albummet. »I’m sorry, man, for how I treated your love«, bræger Jesson på ‘The Jacket Song’, og man ser for sig, hvordan der langsomt falder ro over pubben imens de første drukmåse så småt begynder at vende snuden hjemad.
Herfra begynder det samtidig også at blive lidt usammenhængende for bandet, der nok godt kunne have undværet de sidste par pints og i stedet være sprunget direkte til lukkeren ‘English Tongue’, der byder på albummets vel nok stærkeste omkvæd: Et fodboldkor, der virker ligeså skræddersyet til en eftermiddag på lægterne med endnu et 0-1-nederlag i vente som til det efterfølgende gravøl med armene om hinandens skuldre og fællessk(r)ål til den lyse morgen.
Kort sagt:
Den charmerende pubrock på London-drengenes ‘svære toer’ slingrer, med enkelte tissepauser, i sikker stil hele vejen ned på baren og hjem igen. Det er ikke et album, der vil revolutionere dit verdensbillede, men samlingen af sange er er charmerende, festlig og dejligt uforpligtende som en tur i byen, man ikke rigtig gider hjem fra.
Læs anmeldelse: Palma Violets ‘180’