De har lavet to af årets indtil videre bedste album og drømmer om at skrue tiden tilbage til 60’erne, hvor studier som Motown og Stax havde egne husorkestre og fokus var på musikalske evner. Læs stort interview med Natalie Prass og NorthSide-aktuelle Matthew E. White.
Det er mere end tre år siden, men når Natalie Prass fortæller om indspilningerne til sit debutalbum, står mange ting stadig klart. Hun taler passioneret om de to måneder, hun tilbragte i Richmond, Virginia, hvor hun arbejdede tæt sammen med sin gamle ven Matthew E. White i hans hjem, der dengang også lagde lokaler til hans studie og pladeselskab Spacebomb.
»Studiet var oppe på loftet dengang. Der var ikke noget varme eller nogen aircondition, og det føltes, som om man kunne falde igennem gulvet. Men der var fantastisk deroppe«, fortæller den amerikanske sanger og sangskriver, da jeg fanger hende på en fælles Skype-linje med White.
Hun boede i et gæsteværelse hos en ven, og første gang, hun kom forbi studiet, havde hendes storskæggede barndomsven, der også co-producerede albummet, lagt en kogebog til hende, fordi hun elsker at lave mad, samt en kalender bestående af flere printede A4-ark klipset sammen. Hver dag var planlagt i forhold til, hvornår de forskellige musikere kom.
»En dag kom violinisterne, så harpespilleren, og så en hel dag med en valdhornspiller«, fortæller hun begejstret som et barn, der lige er blevet sluppet løs i en slikbutik.
Prass’ klare, lyse stemme lyder det meste af tiden, som om den er på nippet til at bryde ud i grin, og hendes gode humør smitter af på White, hvis latter føles mere som den fra en tilfreds far, der hygger sig med at lytte til sin datters anekdoter. White er i Stockholm og er iført et stort, rødt tørklæde og en dynejakke, som er han forberedt på, at der også er koldt inden døre i Skandinavien. Han udstråler overskud, også selv om Skype-forbindelsen til Prass på den anden side af Atlanten, er noget ustabil.
Glæde er også en vigtig del af Prass’ musik, for selv om tekstuniverset cirkler om ulykkelig kærlighed, som hendes klassisk smukke vokal formidler med melankolsk præcision, så sprudler instrumenteringen af overskud. Horn og strygere udbygger lydbilledet og tegner fortællingerne tydeligt op omkring Prass’ klaverspil. Og netop hornsektionen gør det let at trække paralleller til den lyd, der for snart tre år siden gav Matthew E. White et mindre gennembrud med debutalbummet ‘Big Inner’ – og det er faktisk også meningen.
White drømmer nemlig om at spole tiden tilbage til 60’erne, hvor studier som Stax og Motown havde dygtige studiemusikere tilknyttet og skabte et hav af tidens største album på tværs af genrer. Og 2015 er året, hvor han for alvor håber at sætte Spacebomb på det musikalske landkort. Udover Prass’ debutalbum, der udkom i januar med stor kritikerapplaus til følge, har han selv lige udgivet sit andet album, ‘Fresh Blood’.
Begge plader dyrker den specielle husorkestermodel og signaturlyd, der knytter sig til Spacebomb, som i dag er vokset ud af loftsrummet i Whites hus. Det nye studie ligger dog inden for gåafstand, og selv om der er blevet plads til et par behagelige sofaer og borde, så er det stadig intimt og velkendt, for Whites kreativitet trives bedst i trygge rammer, anfører han.
Skråsikker tro på egne evner
I en tid hvor meget musik indspilles i soveværelser på bærbare computere, virker det økonomisk urentabelt at satse på at holde et studie kørende med fast tilknyttede musikere. Men White arbejder ud fra, hvad der giver mening i forhold til at skabe de rammer, han og holdet bag studiet og pladeselskabet trives bedst under.
»Jeg er udmærket klar over, at det ikke er gængs praksis nu om stunder at hyre et sæt faste studiemusikere, når nu man kan klare det meste selv med alskens elektroniske hjælpemidler. Men jeg er sådan en ‘byg selv’-type, og i stedet for at brokke mig over tidens vilkår, vil jeg hellere vise, at tingene kan gøres anderledes«, siger han og pointerer den kollektive skaberkraft, der opstår, når dygtige musikere samles i et tætpakket lokale.
»Det handler om at kommunikere og udveksle ideer ved at sidde og kigge hinanden i øjnene. Det er den proces, vi tilstræber, når vi arbejder. Det er et spørgsmål om energier og om at få alles input til naturligt at befrugte hinanden. Vi har udviklet et musikalsk sprog, som jeg tror, vi kan anvende i samarbejde med en hvilken som helst kunstner«, siger han og påpeger, at samarbejdet med Natalie Prass netop var et sådant lykketræf.
»Vi kunne ikke have skabt et så stærkt album uden Natalies sangskrivning. Sangskrivningen skal altid være fundamentet. Men jeg tror på, at vores måde at arbejde på kan skabe grobund for noget særligt. Vi arbejder meget holistisk. Det handler om at parkere sit ego uden for døren. Når vi træder ind i studiet sammen, skal vi få det bedste frem i sangene«.
Hvis han virker selvsikker – på grænsen til det skråsikre – hænger det måske sammen med den tiltro til noget så basalt, men ofte overset, som evner. White taler med forventning om Spacebomb og fremtiden, fordi han ikke ser grund til at tvivle. Han ved, at han og kollektivet grundlæggende har fat i noget rigtigt, og han ved, at de er, nå ja, pissegode.
En rigdom af referencer
Whites sangskrivning er ifølge ham selv et opkog af amerikansk musik fra det 20. århundrede. Den henter liv fra en rytmesektion, blæsere og strygere (der var 30 musikere krediteret på ‘Big Inner’), der trækker på r’n’b, jazz og tropicalia, som tilsammen giver et varmt, analogt udtryk, hvor selv livets mørke og smertefulde erfaringer er formidlet med smittende livsappetit.
Hans nye album, ‘Fresh Blood’, indeholder adskillige hippie-tenderende sangtitler, der dækker over en interesse for den spirituelle side af livet og kærligheden. White er søn af et missionerende ægtepar, der i hans barndom rejste rundt i Filippinerne for at kristne lokalbefolkningen. Den baggrund spiller en rolle i hans tekstunivers, hvor musik og spiritualitet er to sider af samme sag. Der er med andre ord også et element af glohed gospel i hans musik.
‘Fresh Blood’ er en naturlig videreudvikling af udtrykket på debutalbummet, men kendetegnet ved en både mere ekspansiv og koncentreret vision end sin forgænger. Simpelthen fordi bandet er blevet bedre, fastslår White. Og han er blevet mere personlig i sin sangskrivning. Men det er primært musikken, der tæller. Hans mål er, at Spacebomb kan lave musik med samme organiske fylde og naturlighed som de bedste husorkestre fra 60’erne og 70’erne.
»Det var de samme musikere, der spillede på ‘Pet Sounds’, ‘Bridge Over Troubled Water’ og på de bedste ting med The Righteous Brothers. Alle de plader var pionerarbejder på hver sin måde. Folk var i stand til at arbejde minutiøst og indforstået med forskellige former for materiale. De var dygtige nok til at gøre det, men de havde også den nødvendige fornemmelse for broderskab og kollektiv stolthed til at skabe noget af blivende værdi. Det er den værdi ved at kende hinanden og sit instrument til bunds, som jeg savner i meget af nutidens musik«.
Måske kan Spacebomb ligefrem blive startskuddet til en slags revival for både den musik og den husorkestermodel, selskabet benytter sig af?
»Ja, hvorfor ikke? Det ville være fedt, hvis flere fulgte vores eksempel. Heldigvis har vi nogle års forspring, så vi vil fortsat være de bedste, uanset hvad der sker«, siger han og griner afvæbnende.
Tre års ventetid
Udgivelsen af Natalie Prass’ debutalbum er ifølge White en »virkelig big deal«. De to kendte hinanden fra deres high school-tid i Virginia Beach, hvor White, ifølge en grinende Prass, erstattede hende i det band, hun spillede i. Han var simpelthen en mere troværdig hippie end hende selv, fortæller hun om det flower-power-forelskede band, der aldrig helt værdsatte Prass’ forkærlighed for at bære en Sid Vicious-t-shirt.
White bemærker, at han husker Prass’ t-shirt og hendes skrigende orange jeans bedre end den musik, der kom ud af anstrengelserne. Prass griner samtykkende. Selv om White tydeligvis er den, der naturligt fører ordet, så er den indbyrdes kemi og respekt tydelig. Og fortællingerne fra den fælles fortid udvikler sig hurtigt til en omgang verbal pingpong. Jeg anstrenger mig for at følge med. Vi kommer dog tilbage til en form for udgangspunkt, nemlig deres fælles kærlighed til navne som The Impressions, Diana Ross, Dionne Warwick og Ray Charles.
Efter college flyttede Prass i slutningen af 2008 til Nashville for at prøve kræfter med musikken, men hørte tre år senere gennem en ven, at White syslede med at starte sit eget pladeselskab i Richmond. Hun sendte ham en demo, og så gik det hurtigt.
»Da jeg hørte Natalies sange, var jeg solgt på stedet. Jeg vidste, det var noget særligt. Og jeg kunne med det samme høre, hvor godt hendes sange ville passe ind i Spacebomb-regi«, fortæller White.
Identifikationen gik begge veje, og Prass følte sig i trygge hænder hos White og co.
»Albummet blev til som en sand kollaboration. Jeg havde det sidste ord i forhold til alle de ideer, der kom på banen, men jeg behøvede stort set ikke protestere en eneste gang, for jeg elskede den retning, sangene tog«, fortæller hun om indspilningerne af albummet, der kombinerer barokpop-arrangementer med en soulet pigegruppedynamik og slutter af med sangen ‘It Is You’, der kunne være på soundtracket til en Disney-film fra 40’erne.
White vidste, at de havde skabt lidt af en juvel, da Prass tog tilbage til Nashville. Han ville derfor ikke risikere, at albummet ikke fik den opmærksomhed, det fortjente. Han ville vente. Hele strukturen omkring Spacebomb skulle være på plads først.
»Spacebomb var ikke mere end antydningen af en idé på det tidspunkt, så det, at Natalie stolede på os, var utroligt. Ingen af os havde et cv, der berettigede hendes store tiltro til os«, forklarer White.
Derfor skyldte han også Prass at søsætte projektet på bedst tænkelige vis. Det tog tre år, før det kom så vidt. White bevarer en påfaldende zen-agtig facade, mens han lytter til, at Prass taler om den lange ventetid, der – det indrømmer hun gerne – har været frustrerende.
»Jeg ville bare have albummet ud, så folk kunne høre det. Omvendt stolede jeg på drengene. Og jeg kunne sagtens forstå deres argumenter i forhold til at få opbygget en organisation, der ville kunne håndtere at markedsføre mine sange«.
I mellemtiden har hun blandt andet levet af at fabrikere tøj til hunde (!), fungeret som backingsangerinde for ungdomsidolet Jenny Lewis og skrevet og indspillet to hele album i Nashville uden Whites opulente arrangementer.
»Den slags ville koste alt for mange penge i Nashville«, fastslår hun og understreger dermed en af attraktionerne ved Spacebomb: At det er billigt, eftersom folk er involveret, fordi de brænder for det.
»Vi startede projektet, fordi vi ville profilere den lokale musikscene her i Richmond, hvor der er et utroligt rigt musikliv. Det betyder, at vi for meget få penge kan hive en masse mennesker ind, fordi vi kan trække på den talentmasse, der er her. De får erfaring og eksponering ud af det, så alle parter er glade«, fortæller White, der blandt andet brugte studerende fra Virginia Commonwealth University til at indspille Prass’ album.
Fremtidsforhåbninger
Matthew E. White tror på sin idé både som musikkollektiv og som forretningsplan, og han havde is i maven i forhold til at vente med at udgive Prass’ debutalbum. Så hvad er næste skridt?
»Vi har et kæmpe potentiale og vil opnå store ting. Det handler om, at vi skal dygtiggøre os som musikere og så fastholde den nysgerrighed og det mod, der ligger i kernen af Spacebomb«, forklarer han og bliver straks mere konkret: »Jeg kan sagtens se os arbejde inden for adskillige genrer, for eksempel hiphop. Det er ikke sådan, at vi stirrer os blinde på en eller anden 60’er- eller 70’er-fetich, selv om vi er nostalgiske i forhold til den tid«.
White nævner Beyoncé og Kanye West blandt dem, han gerne vil arbejde med, men øverst på listen står Kendrick Lamar.
»Han er min favoritkunstner lige nu. Jeg ser virkelig et kæmpe potentiale inden for moderne hiphop, og jeg tror, vi har meget at bidrage med på den scene«.
Prass ler bifaldende. Hun er stor Janet Jackson-fan og har blandt andet indspillet Jacksons ‘Any Time, Any Place’ som b-side til singlen ‘Bird of Prey’. Det var før, Kendrick Lamar brugte samme sang på ‘Poetic Justice’, indskyder White med kendermine. Prass ser Jackson som en vildfaren stjerne, der godt kunne bruge White som sparringspartner. Men planlægger hun selv at indspille i Richmond igen?
»Noget siger mig, at drengene får travlt fremover, men selvfølgelig vil jeg gerne lave noget mere med dem,« fastslår hun. »De er freaks på den fede måde«.
Læs også: Grace Jones: Fem grunde til, at du skal se 80’er-ikonet på NorthSide