Årets 15 mest markante musikvideoer

Der har været fuld knald på de helt store narrativer, festlige indslag og tankevækkende dybsindigheder i musikvideo-landskabet 2015. Vi har været igennem excentriciteter fra David Bowie, politiske mærkesager fra M.I.A. og ikke mindst legendariske dansetrin fra Drake. Her har vi fundet frem til årets 15 allermest markante musikvideoer fra året, der gik.

1. David Bowie ’Blackstar’

Lytter man til ‘Blackstar’, er det svært at have fantasi til at forestille sig en musikvideo, der kan yde nummerets excentricitet fuld retfærdighed. Men her formår David Bowie i selskab med instruktør Johan Renck (der desuden står bag serien ‘The Last Panthers’, som selve nummeret oprindeligt er skrevet til) at indfri alle forhåbninger om en visuel pendant.

Billedsiden til ‘Blackstar’ er et eksperimenterende eventyr mellem surrealisme og symbolisme, hvor der leges med et utal af uhyggelige scenarier og skælvende karakterer, der hver især fremstår fuldkommen besatte. Mest besat af dem alle er Bowie selv, der gennem videoen skildrer tre forskellige karakterer: Først den blinde, plagede og vanvittige person med bind for øjnene, dernæst den flamboyante, swingende joker af en galning og sidst, men ikke mindst, den visionære præsteskikkelse med ‘Blackstar’-bogen i hånden og vind i håret.

Renck og Bowie har ladet fortolkningen af den lille kortfilm være op til dens publikum – og med både korsfæstede fugleskræmsler, rituel eksorcisme, prædikener og underkastelse er der rigeligt at tage fat på for den flittige fortolker. Bowie har dog afsløret, at halen, der sidder på en af filmens kvinder, var på egen opfordring, da han syntes, den var »kind of sexual«.

Listen fortsætter på de følgende sider…

2. Kendrick Lamar ‘Alright’ / ‘These Walls’

Lige så kaotisk og intenst som Kendrick Lamars mesterværk ‘To Pimp a Butterfly’ kan synes, præcis lige så tilsvarende kaotiske og intense er de eksperimenterende musikvideoer, der har fulgt det. Stemningerne svinger fra det dybt alvorlige og samfundskritiske til det højstemte, småskøre og top-festlige.

Med ‘Alright’ hæver Lamar sig (bogstaveligt talt) over verden og alle dens modbydelige uretfærdigheder (heriblandt i særdeleshed det amerikanske politisystem) med det messende mantra ‘we’re gonna be alright’, der lægger sig som et overjordisk håb over al dyb gru. Håbet dør dog brutalt, idet Lamar selv ganske symbolsk falder fra hånden af en hvid politimand.

Som den utilregnelige joker, den gode Lamar nu engang er, slår han en helt anden og helt fuldkommen vanvittig stemning an i videoen til ‘These Walls’. Her inviteres vi på one-take-lignende vis med til fest i et alle tiders rave-inficeret galehus, hvor der hverken skortes på kvinder, kendisser eller komik. Blandt alskens humpe-tunge udskejelser og lallede absurditeter finder vi desuden Lamar levere et par ekstatiske og bundfjollede ‘Hit the Quan’-dansetrin i selskab med skuespiller Terry Crews (i vred, vred version).

3. Rihanna ‘Bitch Better Have My Money’

I et årtis tid har vi været velvidende om det faktum, at RiRi er en såkaldt ‘good girl gone bad’. Men med ‘Bitch Better Have My Money’ kan vi hermed konkludere, at hun er en bonafied badass.

Der er sex i luften, halv- og helnøgne damer, booze og gennemført bad bitches – og for at toppe hele affæren af, er der selvfølgelig også vores alle sammens præmietyr: Mads Mikkelsen. Dog kunne vi for nyligt konkludere, at han måtte lide en mindst lige så bitter skæbne, som man kunne have frygtet. Men hey, så kunne han da bare have givet RiRi de penge, dér.

4. M.I.A. ’Borders’

M.I.A. har sjældent været bleg for at skilte med sine holdninger og politiske overbevisninger. Med urokkelig overbevisning og passioneret entusiasme har både De Tamilske Tigre, Palæstinakonflikten, menneskerettigheder og racisme gennem tiden været på den M.I.A.’ske dagsorden, og med ‘Borders’ tager hun bladet fra munden vedrørende flygtningekrisen i både lyd og billede.

De ulykkelige omstændigheder skildres i hvert et billede og ses malet i hvert et ansigt på de hundredevis af flygtninge, der på umenneskelig vis forsøger at komme i land, kravle over hegn og på anden måde at finde frihed og fred. Kritikken er ingenlunde til at tage fejl af. Som hun sagde i et interview med Stephen Colbert, da hun blev spurgt om, hvad hun syntes om USA: »I min optik er der ingen lande. Du ved – det er ligesom, at vi alle er ét, vi bor alle på denne planet«.

5. Autre Ne Veut ‘World War Pt. 2’

Med ‘World War Pt. 2’ har Autre Ne Veut begået en video, der er mindst lige så uhyggelig, som den er smuk. Nøgen, skaldet og sårbar spiller den amerikanske avantgarde-singer/songwriter, der bag sit franske alias går under navnet Arthur Ashin, selv hovedrollen i videoen, hvor han med smerte og inderlighed omklamres af en dybt skræmmende baby-lignende skikkelse, der henleder tankerne på en hybrid af et dæmonisk foster og ham den klamme gule mand fra ‘Sin City’.

Som om den nøgne koala-klyngende skikkelse ikke var uhyggelig nok i sig selv, står den i musikvideoen desuden for de desperate smertensudbrud, der bevæger sig ind og ud af nummeret. Der er ganske enkelt tale om en video, der i al sin skønhed, grimhed og gru vil hjemsøge sin seer. Længe.

6. Vince Staples ‘Señorita’ / ‘Norf Norf’

Da ‘Señorita’ blev sat i verden, var standarden om noget slået an for Vince Staples’ langspillerdebut, ‘Summertime 06’. Den høje standard blev kun bekræftet af nummerets billedside, der kredser om præcis samme bidende intensitet og ildevarslende uhygge, som nummeret selv skaber.

Hvert et sort-hvidt billede kunne næsten gøre sig som kunstfotografier, hvor lyset og mørket leger med den dystopiske grundstemning, der er tyk af samfundskritik. En stemning, der går igen i den lige så både hårde og tankevækkende billedside til ‘Norf Norf’, hvor det amerikanske politivæsen og retssystem får en bid af Staples’ skarpe tunge.

7. FKA Twigs ’Melissa’

Tahliah Barnett er som en uudtømmelig inspirationskilde. Hun har mere æstetisk sans i sin lillefinger, end mangen af hendes konkurrenter formår at frembringe i fuld figur. Hun har allerede af gentagne gange taget pusten fra sine seere med smukke videoer, eksperimenterende scenarier og forførende dansetrin, og med ‘M3LL155X’ (‘Melissa’) gør hun det nok en gang.

Videoen til ‘M3LL155X’ er et sanseligt samsurium af ep’en af samme titel. Numrene ‘In Time’, ‘Figure 8’, ‘I’m Your Doll’ og ‘Glass & Patron’ væves yndefuldt sammen, mens Twigs formidler sin lyd, som hun gør det bedst: I hypnotiserende dansetrin og i udfordrende, eksperimenterende billeder, former og farver. En på alle måder bevægende og medrivende oplevelse alle seksten minutter.

8. Drake ’Hotline Bling’ / ’Energy’

»Da vi lavede den her video, sagde Drake: ‘Jeg vil have det her til at være sjovt’. Sjovt, sjovt, sjovt. Det var buzzordet, og det fokuserede vi på. Og du må indrømme, at det ser sjovt ud«. Således lød det fra instruktøren, Director X, om videoen til ‘Hotline Bling’. Og indrømmet – det ser sjovt ud.

Med ‘Hotline Bling’ lagde Drake både sit soft boy– og bad boy-image til side, mens han gik all in på gennemført pragtfulde dansetrin, der skulle gå hen og blev et af årets absolut mest meme-ificerede og parodierede affærer.

… og nu vi er ved parodierne, så må og skal Drakes famøse video til ‘Energy’ også nævnes af den simple årsag, at det er 100 procent pragtfuldt at se den canadiske hjerteknuser give den hele armen som både Oprah, Miley Cyrus og Barack Obama.

9. Reptile Youth ’Arab Spring pt. 1 & 2’

Der males med nuancer fra hele farvepaletten på billedsiden til Reptile Youths ‘Arab Spring pt. 1 & 2’. Vi mærker forelskelsens forlette skønhed, ensomhedens dybe smerte, intens vrede og en lykke, der frem for alt er lunefuld.

Videoen er instrueret af Daniel Kragh-Jacobsen, der i projektet har fanget nummerets stemningsfulde følsomhed med en spændende, eksperimenterende dualisme for øje. Mads Damsgaard Kristiansen, der nu er ene mand under Reptile Youths faner, spiller selv hovedrollen i musikvideo-kortfilmen overfor en charmerende Fanny Louise Bernth.

10. Tyler The Creator ‘Buffalo’

Tyler The Creator giver absolut ikke en fuck. Med fandenivoldsk attitude, en stor portion gennem-upædagogisk humor og galoperende anarkistisk legesyge har han både forarget og henrykt af flere omgange – og med videoen til det hårdtslående ‘Cherry Bomb’-track ‘Buffalo’ gør han det i særdeleshed igen.

Der er ingen tvivl om, at Odd Future-rapperen har en mening eller to, han lader skinne klart igennem de uhyggelige billeder, hvor han iklædt først hvid maling, dernæst en t-shirt med et nynazistisk, antihomofobisk symbol, jagtes af en vred og voldsom pøbel. Den uhyggelige stemning afbrydes dog ganske pludseligt, hvorpå videoen transformeres om til et 70’er-lignende tv-show, i hvilket den skingrende Tyler med flødefuld mine og for fulde pasteller charmerer sig igennem r’n’b-balladen ‘Find Your Wings’, der ligeledes er hentet fra ‘Cherry Bomb’. Et humoristisk og bindegalt stemningsskifte af rang.

11. Missy Elliott ’WTF (Where They From)’

Missy, Missy, Missy. I comeback-gamets ædle sport har Missy Elliott hermed givet sine hiphop-konkurrenter baghjul. Iklædt glitrende tracksuits og attitude som ti vilde ghetto-gals rocker hun i ‘WTF (Where They From)’ som sædvanlig en omgang skarpe linjer, beats, dansetrin – og af Gud ved hvilken årsag også et segboard (hvorfor hun nu kan prale af at være den eneste på denne jord, der har set nogenlunde cool ud på et sådant).

Foruden en række råseje dansere i vilde, futuristiske omgivelser flankeres Missy også af Pharrell Williams, der har leveret et vers til nummeret. I selve videoen medvirker han dog kun som en marionetdukke, men ikke desto mindre er visittet både velplaceret og underholdende.

12. Tame Impala ‘The Less I Know The Better’

Kender du det, når du overværer en omgang hed oralsex i omklædningsrummet, og den mandlige part pludselig erstattes af en massiv gorilla? Muligvis (forhåbentlig) ikke. Men skulle du være nysgerrig omkring, hvordan et sådan scenarie ville udspille sig, har Tame Impala svaret i deres dybt obskure musikvideo til ‘The Less I Know The Better’.

Den ulykkelige kærlighedshistorie, der fortælles i selve nummeret, akkompagneres på billedsiden af absurde sexfantasier, farvestrålende gymnastikdragter, surrealistiske animationer og gorilla-associationer på hormonernes forlystelsespark: High school. Og det er præcis lige så underligt, som det lyder. Hvis ikke mere.

13. Stromae ‘Quand C’est?’

Stromae er mere end blot skingre ‘Alors on Danse’-dansegulvsbaskere. Det slås fast med syvtommersøm i den dystre og dybt tankevækkende ‘Quand C’est?’, hvor den belgiske rapper og sanger udforsker det allestedsnærværende og på alle tænkelige måder uhyggelige emne: Kræft.

Den sort-hvide billedside illustrerer kunstfærdigt og dybsindigt den smerte og frygt, man måtte forbinde med den frygtelige sygdom med en sådan intensitet og elegance, at det er umuligt ikke at blive berørt af. Særligt i slutningen af videoen, hvor vi efterlader Stromae livløs og alene på scenen.

14. Will Butler ‘Anna’

Det kan da godt være, hun var god i ‘Birdman’. Men i ‘Anna’ er hun nu altså ret så formidabel. Til tonerne af Arcade Fire-medlemmet Will Butlers drilsk legesyge soloskæring danser Emma Stone sig småskør på et fornemt krydstogtskib med en håndfuld rytmiske matroser og dramatiske styrmænd.

Stilen er musical-storladen og underholdende, stemningen vanvittig og Stones persona både charmerende og direkte psykotisk. Dansetrinene er desuden koreograferet af den succes- og talentfulde Ryan Heffington, der også kan bryste sig af at være det dansable geni bag Sias ‘Chandelier’-video.

15. Grimes ‘Flesh Without Blood/Life in the Vivid Dream’

Det bliver en kold dag i Helvede, når Grimes skorter på fantasi og farvelade. I den excentriske sangerindes ånd er der i dobbeltmusikvideoen til ‘Flesh Without Blood’ og ‘Life in the Vivid Dream’ nemlig knald på både fest, farver og hæmningsløs vildskab.

Som den rendyrkede art angel, Claire Boucher alle tider har gjort sig som, skifter hun kunstfærdigt ham undervejs. Det ene øjeblik er hun en fornem victoriansk madame, det næste en blodtørstig psyko-engel, der bader sig i pengesedler, blod og rosenblade. Om de fantasifulde karakter-spring udtalte frøken Boucher for nyligt i minidokumentaren ‘Art Angel’: »Teknisk set har jeg ikke kontrol over hendes narrativ længere – nu eksisterer hun ret meget i popkulturen. Grimes som person kan ikke repræsentere mere end et par enkelte ideer. Derfor begyndte jeg med at udvikle karakterer, som var virkelig abstrakte fra hvem, jeg er, og hvordan, jeg er«.

Uanset persona er én ting sikkert: Der er både fascinerende og foruroligende i Bouchers pop-eventyrland.

Læs også: Musikårets 10 sjoveste tv-øjeblikke – mean tweets og Timberlake som nedtrykt lime

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af