Han rumsterer i Londons undergrund. Et sted, han bevidst dramatiserer som evigt mørkt, hvor stofferne flyder, og genrer muterer til abstrakte, forvrængede kompositioner, der er så langt fra gængse popstrukturer, man kan komme. Hvor dancehall, noise, grime, grunge og r’n’b mødes i et elektronisk og maskinelt miks, der er lige dele foruroligende og svært at sidde stille til.
Gaika lyder som ingen anden og nægter at lade sig definere – hverken af genremærkater, racestereotyper, eller af hvad der anses som værende normalt.
Da produceren og rapperen sidste år debuterede ud af det blå, mystisk og maskeklædt, med mixtapet ‘Machine’, var mange hurtige til at kategorisere ham som endnu et medlem af den voksende grime-renæssance på grund af hans Brixton-opvækst og det flow, som han bruger til at formidle sine trøstesløse fortællinger om samfundets skyggesider. Men for den normbrydende multikunstner, der har en baggrund i alt fra filmkunst til grafisk design og som musikpromoter på flere London-klubber, er genrer som en spændetrøje.
»Jeg har altid været tiltrukket af det, andre ikke lyttede til. Den dag i dag er jeg fuldstændig ligeglad med, hvad der ligger på hitlisterne, og derfor er det lidt trist, at grime vender tilbage nu. Grime har ikke udviklet sig. Det er præcis det samme, der var fremme for 15 år siden, og så bliver det en underlig nostalgi, fordi folk har besluttet, at nu skal grime være the shit. Hvorfor ikke bryde grænserne og lave noget nyt i stedet?«, spørger Gaika fra sin lejlighed i den engelske hovedstad.
Han er skarp, selv om det over Skype-forbindelsen ligner, at han lige er vågnet, og snakker i en uafbrudt strøm om alt fra filosofiske overvejelser om døden til politivold. Man mærker, at det vigtigste for ham er at udfordre.
Gaika insisterer dog på, at hans musik ikke er politisk. Han er ikke en samfundskritisk rapper eller gadepoet, men fortolker i stedet verden, som han skævvredet opfatter den. På sit nye mixtape med den bevidst tvetydige titel, ‘Security’ (lyt nederst), bruger han natklubben som allegori over livet (»man står i kø og venter på at blive lykkelig, hvorefter alle dine penge bliver taget fra dig, så snart du kommer ind«, som han nådesløst beskriver det), og ligesom førstesinglen ‘PMVD’ er lyden gennemgående klubbet og dancehall-klingende, så man er nødt til at danse, selv om budskabet er koldt. Gaika er her ikke for at please eller spille efter popkulturens konventioner, men står hellere i opposition til den.
»Rigtig mange musikere bruger alt for lang tid på at lytte til andres musik, feste og bekymre sig om at være populære i stedet for at skabe noget meningsfyldt. Det bruger jeg ikke tid på. Jeg laver ikke musik for at blive rig eller få opmærksomhed, men for at udtrykke mit væsen. Så længe man har det som mål som kunstner, er man med til at rykke ved grænserne«.
Gaika spiller til Rust og Le Fix’ Distortion Club-fest onsdag den 1. juni.
Læs også: Når Nørrebro og Vesterbro lukker: Her er Distortions bedste efterfester
Læs også: Her er Distortions 15 vildeste gadefester
Læs også: Distortion ifølge Drux fra Droz Daily Steezin: »Jeg har set rigtig mange tage den nemme vej«