Verden er i politisk opbrud. Donald Trump er USA’s nyeste præsident, og raceskellet i guds eget land ser ud til at være på sit højeste i lang tid. Men rådvildhed og massiv systemkritik af det amerikanske samfund ser også ud til at fordre en ny form for kreativ blomstring i verdens nok største genre for tiden, hiphoppen.
Artister som Anderson .Paak og Chance The Rapper signalerer et nyt lys i mørket, og hiphoppen forsøger at give et billede på, hvordan Trump overhovedet kunne slippe afsted med sejren. I det hele taget ser rap ud til at have genfundet sin politiske stemme og samfundsrelevans efter årtier med dvaletilstand og fortærsket selvfedme.
Som følge heraf bragte vi i sidste uge en liste over de 10 vigtigste sange i den nye bølge af politisk hiphop, men det er også vigtigt at kigge tilbage på, hvilke klassiske numre, der lagde kimen for det politiske vækstlag, genren nyder godt af i dag – og som altså stadig er relevante i 2016.
1. Grandmaster Flash & the Furious Five ‘The Message’ (1982)
Forfaderen til alle politiske hiphopsange. Mere end en specifik kritik er Grandmaster Flashs legendariske track med Melle Mel og Duke Bootee på vokal et snapshot af et afroamerikansk samfund i opløsning og dyb fattigdom midt i et af verdens rigeste lande. Det trøstesløse billede, der bliver malet, dannede i høj grad skole – blandt andet for de mange populære hood-film som ’Boyz in the Hood’, der hittede op igennem 90’erne.
Selv næsten 35 år senere er det de færreste hiphoppere, der ikke kan rappe med på »Don’t push me ’cause I’m close to the edge / I’m trying not to lose my head / It’s like a jungle, sometimes it makes me wonder how I keep from going under«.
2. N.W.A ‘Fuck tha Police’ (1988)
N.W.A gjorde sig fortjent til tilnavnet ‘the world’s most dangerous group’ og fik FBI på nakken, da de i 1988 udsendte ’Fuck tha Police’. Hiphoppen havde både været politisk og konfronterende før, men ikke med så stor en indsats og så hårdt et statement.
Den iøjnefaldende titel var ekstremt effektiv, men nummeret var mere end et nihilistisk slogan: Det var udtryk for en generation af unge sorte, hvis tålmodighed i forhold til racediskrimination fra politiet var opbrugt, og som tog til genmæle med nådesløs brutal åbenmundethed. Nummeret var medvirkende til at føde gangstarappen, men dets hævntørst og vrede er måske aldrig blevet matchet.
3. Public Enemy ‘Fight the Power’ (1989)
»Elvis was a hero to most, but he never meant shit to me, see / straight up racist, that sucker was simple and plain / motherfuck him and John Wayne«.
Public Enemy havde i den grad allerede markeret sig som en trussel mod det etablerede system med albummet ’It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’ året forinden. Men det var med den dobbelte fuckfinger til to af det hvide Amerikas mest elskede kulturelle koryfæer og et omkvæd, der var til at råbe med på, at Chuck D og resten af gruppen for alvor tilkæmpede sig den status af Amerikas ‘public enemy number one’, de så brændende ønskede sig.
4. Ice Cube ‘Alive on Arrival’ (1991)
Ice Cubes mesterværk ’Death Certificate’ fra 1991 er én lang krigserklæring mod det amerikanske samfund og et opråb til Cubes sorte brødre om at vågne op og gribe deres pistoler. Numre som ’I Wanna Kill Sam’, ’Black Korea’ og ’Horny Lil’ Devil’ er blandt de mest hardcore frontalangreb i hiphophistorien og flirter med decideret racisme.
Alligevel er det et lidt mindre radikalt nummer, der ved gentagne gennemlytninger gør det største indtryk. På ’Alive on Arrival’ viser Ice Cube, hvorfor han er en af rappens bedste fortællere med en fængslende førstepersonsberetning om en fiktiv version af sig selv, der efter at være blevet ramt af et skud dør i venteværelset på hospitalet, fordi det inkompetente og racistiske system har mere travlt med at afhøre ham end at behandle ham. Ice Cubes apatiske fortællerstemme får det stadig til at løbe en koldt ned ad ryggen 25 år senere.
5. Dr. Dre ‘The Day the Niggaz Took Over’ (1992)
Midt i de tunge hashtåger, der indhyller Dr. Dres ’The Chronic’, ligger dette nummer om Rodney King-opstanden i Los Angeles, der tidligere samme år havde sat byen i undtagelsestilstand.
Modsat blandt andre Ice Cubes mere eksplicit politiske skildring af konflikten svælger dette nummer i det kaos, der rasede, og fejrer brandene og plyndringen med en nihilistisk begejstring. Det bliver det ikke mindre hardcore af!
6. KRS-One ‘Sound of da Police’ (1993)
Blastmaster KRS-One besidder en af rappens mest larmende stemmer, og aldrig har han brugt den så godt som her, hvor den brager udover et barrikadesmadrende beat i fire minutter. Lyden af nummeret i sig selv er lyden af kaos og oprør, perfekt eksemplificeret ved det ikoniske omkvæd, hvor KRS gengiver lyden af politisirener.
Men teksten er også sprængfarlig: Politiet bliver sidestillet med opsynsmænd fra slavetiden, og KRS underminerer hele ordensmagtens legitimitet med linjer som »There can never be justice on stolen land«. ’Sound of da Police’ kan stadig blive hørt buldre fra demonstrationer rundt omkring i dag.
7. Nas ‘If I Ruled the World (Imagine That’) (1996)
Nas’ andet album, ’It Was Written’, præsenterede ham som en tilbagelænet, cool ghetto-mafioso. Derfor har det altid virket meget mærkværdigt, at den storhittende førstesingle med Lauryn Hill peger i en helt anden retning i en tid, hvor politisk hiphop generelt var begyndt at blive en sjældenhed.
Som en hiphop-variant af John Lennons ’Imagine’ drømmer Nas om en verden, hvor alle folk kan leve side om side i fred, og hvor der aldrig er nogen, der løber tør for hverken Armani-kluns eller tjald. Naiviteten får heldigvis lidt kant af det tredje vers, hvor Nas perspektiverer utopien over for den verden, han ser omkring sig.
8. Ras Kass ‘Nature of the Threat’ (1996)
På bekostning af mere berømte tracks får vestkystrapperen Ras Kass et wildcard her på listen som repræsentant for undergrunden, simpelthen fordi ’Nature of the Threat’ er et nummer uden sidestykke i hiphophistorien. Over knap otte minutter og uden omkvæd eller andre forstyrrelser udreder Ras Kass menneskets kulturelle og biologiske evolution med en pseudo-akademisk metodisk tilgang, der blandt andet omfatter citater fra den tyske filosof Arthur Schopenhauer.
Alt sammen for at bevise, hvordan det ligger i den hvide mands natur ikke at sky nogen midler for at bibeholde sin magt over andre racer. Undergrundsklassikeren er uden tvivl et af de mest ambitiøse i raphistorien, og det er stadig genstand for heftige diskussioner, selv om man med rette kan sætte spørgsmålstegn ved argumentationens validitet.
9. 2Pac ‘Changes’ (1998)
‘Changes’ var kraftigt medvirkende til at skabe myten om 2Pac som en Ché Guevarra-agtig revolutionshelgen. Selv om den først udkom to år efter hans død, og i øvrigt var et remix af en seks år gammel demo, er det nummeret, der klarest indkapsler 2Pac’s passionerede politiske stemme. Fra hans lidende selvmordstanker som et resultat af den håbløse elendighed omkring ham, over skarp kritik af Reagans war on drugs til stolte referencer til Huey Newton fra Black Panther Party.
’Changes’ er ikke et socialrealistisk snapshot a la ’Brenda’s Got a Baby’, det er et forandringsskrig på linje med Sam Cookes ’A Change is Gonna Come’, men med langt mere usikkerhed i italesættelsen af håb. Det er også værd at lade sig imponere af producer Deon Evans, der med sin patosfyldte indpakning formåede at fremhæve snertet af optimisme og gøre det tungsindige nummer klar til hitlisterne.
10. Mos Def ‘Rock N Roll’ (1999)
Det mindst vellykkede, men med afstand mest omtalte nummer på Mos Defs klassiske debutalbum ’Black on Both Sides’. Mos Def forlanger rockmusikken tilbage fra den hvide mand, der har stjålet den og uretmæssigt gjort den til sit eje. Argumentationen er simpel: »Elvis Presley ain’t got no soul / Little Richard is rock n’ roll / you may dig on the Rolling Stones, but they ain’t come up with that shit on their own«.
Ikke den mest gennemførte bevisførelse, særligt ikke fordi den afsluttende punkrock-sekvens, der skulle være nummerets triumferende finale, er tåkrummende kikset. Men nummeret skabte i den grad debat – og så ser vi i øvrigt igennem fingre med, at det ikke er et rendyrket hiphopnummer, da Mos faktisk synger teksten.
Se hele vores tema om politisk hiphop HER.
Læs også: Hør de 10 vigtigste sange i den nye bølge af politisk hiphop