10. Anderson .Paak ‘Come Down’
Der er mange nævneværdige højdepunkter på Anderson .Paaks ‘Malibu’, men festbomben fik alligevel sit gennembrud for at være, ja, en festbombe. Derfor ‘Come Down’ på denne liste. Som et sted mellem Kendrick Lamars heftige, melodiske flow og James Browns energisk-sensuelle funk-croon finder vi en selvsikker Paak, der med overlegen attitude dominerer den overmåde groovy lydside af sitrende percussion-loops, kølige basgange og jamrende guitar. Hvis det her ikke er en fest, du har lyst til at være med til, så skal du sgu blive hjemme.
9. David Bowie ‘I Can’t Give Everything Away’
‘Blackstar’ kommer til at gå over i historien som en af de mest forbløffende, på den mest poetiske vis selvbevidste og passende afskedssalutter, en musiker nogensinde har begået. Nogle omtalte det endda som, at Bowie ‘designede sin egen død’. Så vidt gik det dog nok ikke, men på hans sidste stik, albumlukkeren ‘I Can’t Give Everything Away’, er det svært ikke at tænke ind i ligningen, at han nok i et eller andet omfang var klar over, at timeglasset var ved at rinde ud. Et tordnende smukt dolkestød i hjertekulen.
8. Anohni ‘Drone Bomb Me’
At Anohni på ‘Drone Bomb Me’ bevæger sig ind i et elektronisk funderet lydlandskab, der ligger umanerligt fjernt fra den orkestrale skønhed hos Antony & the Johnsons, er det mindst spektakulære ved sangen. Opfordringen, eller snarere bønnen, der ligger i titlen, synges fra en lille piges synspunkt, efter uhyrlighederne i Syrien – eller en anden af klodens betændte krigszoner – har taget livet af hendes familie. »Let me be the one that you choose from above«, lyder Anohnis skælvende stemmeføring hen over blåtonede synths på årets mest rørende nummer.
7. Chance the Rapper feat. 2 Chainz & Lil Wayne ’No Problem’
Den politiske hiphop er vendt tilbage i fuldt flor, men det er vigtigt at have noget modvægt til den alvorlige, men nødvendige diskurs. Er der noget, Chance the Rapper excellerer i, må det være positive hiphop-vibes, og den gode stemning er i højsædet på ‘No Problems’, der midt i al sin sorgløse, tilbagelænede karakter samtidig er en højt hævet langemand til alle de pladeselskaber, som bare skal lade Chance være i fred. Kan I ikke se, hvor sjovt han har det uden jer?
6. A Tribe Called Quest ’We the People…’
Han kommer let til at stå i skyggen af de andre musikalske mastodonter, som også døde i 2016, men tabet af Phife Dawg i marts kastede i hvert fald lange skygger over A Tribe Called Quests længeventede comeback i efteråret. Det nye album lyser dog med et friskt, samfundsrevsende bid vejen frem for hiphop-pionererne, og singlen ‘We the People…’s dystre forudsigelser, hvor Q-Tip med trist heliumvokal opremser alle de, der nu desværre sikkert står for skud, når en vis orange herre kommer til magten, rammer lige ned i tidsånden.
5. Mitski ‘Your Best American Girl’
Japansk-amerikanske Mitski er endnu en musiker, der i 2016 bidrog med spændende vinkler på raceproblematikken i USA. ‘Your Best American Girl’ fra albummet ‘Puberty 2’ sætter på bombastisk vis strøm til budskabet om at opleve misbilligelse som en etnisk minoritet i Guds eget land, men på samme tid opnå afklaring med og endda stolthed af sit ophav. Guitarerne suser om kap med Mitskis indlevende vokal i et omkvæd, der er svært at ryste af sig.
4. Solange ’Cranes in the Sky’
Solange demonstrerede stor gennemslagskraft med enkle virkemidler på dette års bedårende race- og identitetsudforskende album ‘A Seat at the Table’. Højdepunktet indtraf i form af sjæleren ‘Cranes In the Sky’, hvor Solange hen over insisterende strygere og markante trommer skiftevis tyer til nøgtern opremsning og billedskønne metaforer for at bearbejde et forlist forhold. En fornem popsang, der har været med til endegyldigt at frigøre Solange fra det højtråbende efternavn Knowles.
3. Frank Ocean ‘Pink + White’
Frank Oceans indadvendte mesterværk ‘Blonde’ svømmer over af mindeværdige øjeblikke, og ‘Pink + White’ er blot ét af dem. Imens det magelige tempo indlemmer nummeret i albummets på mange måder underspillede helhed, skiller det sig i de fleste andre henseender faktisk ud.
‘Pink + White’ lyder nemlig af den soldyrkende og mere tilgængelige Frank, vi forelskede os i på albumforløberen ‘Channel Orange’. Med sine varme tangenter, smægtende strygere og ikke mindst Beyoncés kælne baggrundsvokaler er nummeret som en forførende drøm om bølgeskvulp, palmer, der vajer i vinden, og hedonistiske fristelser. Men så stikker ‘den nye’ Frank alligevel hovedet frem, for bag den ubekymrede grundtone lurer melankolien i den forudseende linje: »It’s all downhill from here«.
2. Beyoncé ‘Formation’
I 2016 påtog popstjernerne sig i uhørt grad minoriteternes stemme. Men ingen gjorde det mere stålsat og overbevisende end Beyoncé, der i starten af februar varslede en helt ny æra med kampråbet ’Formation’ – for popmusikken og for sangerinden selv.
Væbnet med Black Panther-symboler og et patronbælte om brystet væltede hun først internettet og dernæst Superbowl med den aggressive hymne. Produktionen gjorde indtryk med sit dovne Mike Will Made It-beat, de flertallige rytmeskift og kække blæsere, imens teksten udløste regulær måben, forargelse og tilmed en ‘Saturday Night Live’-sketch. Her erklærer Beyoncé sin kærlighed til sin »negro nose with Jackson 5-nostrils« side om side med lån fra sort slang og citatværdige one-liners som »I got hot sauce in my bag, swag« og »I slay«. Et kampråb for sort kultur og et lysende bevis på Queen Beys fortsatte dominans såvel som politiske opvågnen.
1. Kanye West ‘Ultralight Beam’
Kanye proklamerede i tidernes morgen, at ‘The Life of Pablo’ ville være et ’gospel’-album. Det manifesterede sig ikke rigtigt, og albummet blev i stedet et herligt og underfundigt miskmask.
‘Ultralight Beam’ alene er dog det tætteste, man kommer på rendyrket gospel-rap som nyfunden genre, og nummeret var på egen hånd skyld i den ud af kroppen-oplevelse, som et Kanye-album plejer at give som helhedsoplevelse med egen agenda.
‘The Life of Pablo’ ‘manglede’ nemlig den røde tråd, som Kanye før har henrykt med, men albummet står i retrospekt som én lang række af mere eller mindre banebrydende produktioner og sangkonstruktioner – fra ‘Wolves’ og ‘Fade’ til ‘Waves’ og ‘Famous’.
Men ‘Ultralight Beam’ er alligevel noget helt for sig. Et underspillet hiphop-track, som på trods af sin sløve fremgang ender helt oppe under skyerne, så selv os mindre kirkeglade danskere må hæve hænderne over hovedet og synge ’praise’ efter bedste evne. Der er så meget sjæl i det her. Og så mange faktorer, der gør det til årets bedste track – både dem vi rent faktisk kan høre, og dem, der omringer det hele.
Det her var for alvor stedet, hvor Kanye og Chance smedede lænker sammen. Chicago-mesteren og den unge lærling, der på to sublime album i år har skubbet kirken ind i hiphoppen. Og så var Chances besættende, rørende og intense gæstevers formentlig årets bedste rap-vers i en sådan grad, at der er blevet snakket om det (næsten) ligeså meget som dengang, Nicki Minaj gik bersærk på ‘Monster’. Et monumentalt nummer, der både i form og indhold er et lille mirakel.
Læs også: Årets 10 bedste danske sange