Han virker indelukket og tilbageholden, sådan som han sidder dér næsten dukseagtigt i lædersofaen foran mig. Men bag det voldsomt stoiske ydre raser en tyfon af tanker, der over tid er blevet til det netop udgivne debutalbum ’Process’ – et værk fuldt af sorg, bearbejdning og eksistentiel tvivl. Vejen hertil har været lang.
Som feature-sanger begyndte Sampha så småt at gøre sig bemærket i 2011, da han optrådte på numre med sangerinden Jessie Ware. Et par år senere dukkede han igen op som mesterlig gæstevokalist (og medproducer) på både ’Too Much’ og ’The Motion’ – begge fra Drakes succesfulde ’Nothing Was the Same’ – og derudover kan han i dag liste navne som Kanye West og Solange som direkte kolleger.
Ordene vejes tungt, når jeg spørger ind til Samphas liv og interessante musikervirke – så tungt, at han end ikke skænker de anbragte sodavandsdåser og rundhåndede slikskåle den fjerneste tanke, selv om det unægteligt ser fantastisk indbydende ud i mødelokalet på anden sal i Indre By.
Lavmælt fortæller han, hvordan han halvvejs gennem albummets udfærdigelse tragisk mistede sin mor til kræft, og hvad det har betydet for det videre arbejde med den musikalske bundlinje i ’Process’, der stort set ikke har fået andet end ros af anmeldere.
Med jævne mellemrum udbryder den dæmpede sanger et forsigtigt kvæk af latter, når han selv synes, at udtalelserne virker småskøre, for tilsyneladende bryder hans svar med nogle af de gængse forestillinger, mange fans har om ham. Eksempelvis forsøgte han sig med grime som første genre i en tidlig alder. Og havde det ikke været for musikken, ville han betegne sig selv som en hård fyr.
Folk har ofte vidt forskellige begyndelser i musik. Hvordan startede du selv?
»Det var nok, da jeg begyndte at spille klaver i en utroligt ung alder. Jeg begyndte allerede på mine egne sangtekster i 11-årsalderen. Men egentlig rodede jeg altid rundt med forskellige ting endda før det.
Faktisk stykkede jeg mit første beat sammen efter at have gravet en slags præfabrikeret beat-cd op af en pakke farverige cornflakes, hvor man kunne ændre enkelte dele af lydsiden ved at smide halløjet ind i en computer og skrue på melodierne. Et godt stykke tid senere plejede jeg at låse mig inde i en af mine storebrødres soveværelse med musik-softwaren Cubase. Derfra tog det bare fart«.
Så du lagde ud med at være producer og ikke sanger, som du er bedst kendt som i dag?
»Jeg har sunget lige så længe, som jeg har leget med produktioner. Siden barnsben ville jeg ivrigt lufte sangstemmen i skoleteaterforestillinger og lignende ting, men i forhold til omverdenen var jeg altid mere interesseret i at vise mine produktioner frem.
Så da jeg oprettede en bruger på MySpace i sin tid, var det under dæknavnet Kid Nova. Jeg havde ikke et billede af mig selv oppe eller noget som helst, og da havde jeg kun smidt en enkel sang med vokal op. Resten var instrumentale tracks, da produktion dengang var mit klare fokus«.
Er det stadig det?
»Ikke lige så meget som dengang, da verden ser ud til at have ændret mit eget syn på mit sangtalent. Folk ser mig mere som en sanger nu til dags, og det har jeg vel i en eller anden grad omfavnet«.
Begrænser det dit musikalske output at fokusere på sangtalentet frem for producerrollen?
»Det ville det nok have gjort, da jeg var yngre, men i dag graviterer jeg ret naturligt mere mod sangerrollen end producerrollen.
Sagen er dog, at der stadig er en side af mig, som langt størstedelen af verden endnu ikke har set – den ligger i mit iTunes. Jeg har så mange instrumentaller og beats, som jeg ikke aner, om folk nogensinde kommer til at høre.
Det afhænger af, hvilken zone jeg lige befinder mig i, men jeg holder mig stadig travlt beskæftiget med produktion af den ene eller anden art. For eksempel co-producerede jeg hele ’Process’ med Rodaidh McDonald (hofproducer og lydingeniør hos pladeselskabet XL Recordings, red.)«.
Dit navn blussede op i 2013, da du lagde stemme til to Drake-sange. Før det havde du også gjort dig bemærket via samarbejder med SBTRKT og Jessie Ware, der begge er kendt for elektroniske tendenser. Hvorfor lige den lyd?
»Det gav bare mening på en eller anden måde. Hvis man kender til den engelske musiks landskab ved man, at elektronisk lydende musik altid har boblet i undergrunden – her mener jeg både grime, garage og så videre. Og så opstod det som en mere eller mindre naturlig følge, at jeg prøvede mig frem som sanger over produktionerne.
Faktisk begyndte jeg med grime omkring 13-14-årsalderen – det var min foretrukne genre dengang. Men så begyndte jeg at forestille mig, hvordan skønsang ville lyde over lydsiderne i stedet for hårdtslående rap-linjer. Samtidig lyttede jeg en del til folk som Stevie Wonder, der jo også havde forankring i elektronisk musik. Han var allerede dengang en crooner ligesom jeg er nu«.
Hvordan opstod samarbejdet med SBTRKT?
»Han hørte min tidlige musik gennem MySpace. På daværende tidspunkt var han allerede i stald hos Young Turks (engelsk pladeselskab, red.). Vi fandt ud af, at vi boede ret tæt på hinanden i London, så han kontaktede mig bare over MySpace. Resten er historie. Han boede små tre metrostationer væk, så jeg plejede at tage om til ham og brygge på noget godt. Det var vist hver anden tirsdag eller noget i den stil, hvor jeg havde gjort det til en vane at nedskrive sangtekster i selve metroen på vej hen til hans hus«.
Går du sådan til værks med musikken den dag i dag?
»Ja, nogle gange. Men særligt dengang havde jeg brug for et virvar omkring mig i en eller anden forstand, måske for bedre at kunne fokusere, da mit eget sind er alt for støjende. Derfor har jeg brug for, at min omverden er tilsvarende støjende for at kunne abstrahere.
Men ja, det var i hvert fald sådan, samarbejdet med SBTRKT opstod. Oprindeligt udarbejdede vi bare beats i det små, og senere forsøgte jeg mig med vokal over selvsamme beats. Hver eneste sang, jeg synger på med SBTRKT, har jeg co-produceret«.
Og så løb du ind i Drake…
»Han hørte det, jeg havde lavet med SBTRKT for Young Turks. Young Turks havde indledt et professionelt forhold til Drake og hans canadiske crew, hvor de indbyrdes sendte hinanden beats fra tid til anden. De endte så med at sende ham et af mine beats, hvor tanken oprindeligt var, at han ville bruge det til ’Take Care’-albummet, hvilket er sindssygt at tænke tilbage på i dag, eftersom folk var ret ligeglade med mine produktioner dengang.
Jeg husker tydeligt momentet, hvor jeg får en e-mail omkring midnatstid. Jeg var så meget oppe at køre over det, at jeg gik ned og vækkede min mor: »Mor, mor, mor! Drake har tænkt sig at bruge et af mine beats!« – og min mor var bare sådan: »Hvem er Drake?!«
Han endte desværre ikke med at bruge beatet, men vi holdt kontakten løbende derfra. Noget tid efter fløj han mig til Toronto«.
Hvad tog du med dig efter at have arbejdet med sådan en enorm stjerne?
»Dengang var det jo en ufatteligt mystisk verden for mig. Jeg følte, at det var sådan en hemmelig verden, hvor man ikke aner, hvad der foregår, og på det tidspunkt havde jeg ingen erfaring med store stjerner. Det slog mig efterfølgende, hvor normale OVO-gutterne egentlig er, men samtidig også, hvor talentfulde og hårdtarbejdende de er. Det var fantastisk i den forstand, at deres foretagende slet ikke er særlig stort anlagt. Drake har et ret nedbarberet team, som alle er tæt knyttet.
Rent kreativt har de øret tæt til jorden hele tiden. Og ja, han var bare vildt talentfuld og på sådan en fascinerende facon. For eksempel var der nogle af mine demoer, han havde hørt, hvor han lagde mærke til de mest diminutive detaljer, som ingen andre ville opdage. I den forstand har han en bemærkelsesværdig musikalsk hukommelse, som virkelig tog mig med storm«.
Du har længe arbejdet på dit debutalbum ’Process’. Hvilken betydning ligger bag titlen?
»Selve ordet ‘proces’ kom faktisk først til mig for enden af albummets tilblivelse. Det gik op for mig, hvor vigtigt det har været for mig at kunne udtrykke mig både gennem lyd og vokal og have et værk, jeg i sandhed kan kalde for mig eget. Bag pladen ligger en svær proces, deraf navnet, fyldt med sorg, da min mor gik bort halvvejs inde i albumforløbet.
Som menneske er jeg faktisk ikke meget for at tale om tingene. Jeg foretrækker at dvæle ved tanker med mig selv, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg netop ikke behøver at snakke om disse ting med nogen, fordi jeg bedre kan lide at udtrykke mig gennem musikken. I mødet med musikken har jeg ofret både hjerte og sjæl.
Og så indså jeg, hvor afgørende en proces alt dette har været for mig, for hvis jeg ikke havde den, kan jeg godt fremstå følelsesløs, kold og hård. Som voksen lærer man at undertrykke følelser og komme videre med ting i livet, men det er ikke en ubetinget god ting, selv om det ofte er nødvendigt«.
Musik er altså et helle for dig rent emotionelt?
»I hvert fald til tider. Nogle gange er det lige så meget en overspringshandling som det er en tilpasningsmekanisme. Det var det ofte i mine yngre dage, men i dag er det jo mit levebrød.
Nogle gange har man ikke brug for musik, nogle gange har man bare brug for at sidde med følelsen og granske sin eksistentielle situation. Men andre gange er musik netop et helle, som jeg søger til, hvis mine følelser er ekstreme. For eksempel plejer jeg altid at ty til Donny Hathaways ’Someday We’ll All Be Free’, hvis jeg virkelig er vred over et eller andet. Den sang får mig altid til at slappe helt og aldeles af, og det er der intet andet end musik, der kan få mig til.
Det er ligesom, når man er 50 minutter inde i en film og den emotionelle musik slår ind, og pludselig giver det hele mening, fordi det rammer alle de følelsesmæssige tangenter«.
På ‘Process’ virker det til, at du for alvor har fundet din helt egen lyd. Har det været svært?
»Til dels. Jeg er under alle omstændigheder bevidst omkring det faktum, at jeg forsøger at skille mig ud. Jeg vil mene, at jeg har en helt klar måde at gøre tingene på, når det kommer til musik. Og faktisk vil jeg betegne mig selv som en maksimalist i den forstand. Ofte presser jeg en del forskellige lyde ind i en produktion blot for at se, om jeg kan sammensætte en velfungerende struktur ud af det, eller om det ikke giver nogen mening i sidste ende.
Derfor kan det også være noget af et arbejde at lytte til min musik for nogle mennesker. Nogle tænker måske ’Der foregår da ikke meget her’, men det gør der skam. Når jeg laver musik, er halvdelen af tilblivelsen naturlig, og den anden halvdel er bare mig, der går: ’Nej, det her lyder for meget som dit, det her lyder for meget som dat’.
I sidste ende tror jeg det er meget naturligt at ville skille sig ud«.
Sampha spiller i Store Vega den 16. marts. Debutalbummet ‘Process’ er ude nu.
Læs anmeldelse: Sampha ‘Process’