Kellermensch på Spot Festival: Et ultra-passioneret, men afbrudt samleje

Det var et triumferende comeback for Kellermensch, da de lørdag aften atter engang kunne stå på de skrå brædder i Musikhusets Store Sal, efter at have betvunget selvsamme scene i 2014. Fra første strofe af den for bandet ellers atypiske ballade ‘How to Get By’ havde frontmand Sebastian Wolff publikum i sin hule hånd.

Fra denne soloperformance af Wolff foldede bandet sig herefter ud i den gungrende ‘Mediocre Man’, turboladet af strygerkvintetten Who Killed Bambi, der havde indtaget et hjørne helt til venstre på scenen, som tilførte ekstra dybder og lag i bandets voldsomme, lidenskabelige mørkemandsrock. Og banddynamikken live blev for udenforstående hurtigt tydelig: Det ellers stillestående band giver rigeligt plads og rum til, at halvbrødrene Wolff kan buldre rundt i manegen – Sebastian som den flammende indpisker, konstant i følelsernes vold og til fare for grejet på scenen, og bassisten Claudio som en rastløst pacende tyr, der truer med at spidde én på halsen af sit instrument.

Allerede fra tredje nummer, ‘Rattle the Bones’, var grænserne mellem band og publikum brudt. De forreste rækker havde rejst sig fra sæderne, mens Sebastian Wolff kravlede rundt i rækkerne bag dem krængede sin sjæl ud. ‘The Day You Walked’ indledtes af et støjinferno, Wolffs guitar røg over skulderen, mens koncerten nåede sit højdepunkt med den intenst sammenbidte ‘The Pain of Salvation’.

Her knækker filmen så også. For selv om Who Killed Bambis strygere føjede velgørende smukke nuancer til albumåbneren ‘Bad Sign’ fra deres nylige comeback, så er det så uforløste nummer også en dum måde at ende en på samme vis desværre ufrivilligt uforløst koncert på. »Vi har lige én mere. Vi spiller én mere«, lød det målbevidst fra Sebastian Wolff, men han måtte efterfølgende slukøret sande, at bandets tid var udløbet, og at der ikke kunne dispenseres.

35 minutter er, som vi skrev i går, mere eller mindre standard på Spot Festival, men ikke meget at rutte med for et mastodontband som Kellermensch, der, især når man tæller strygertillægget med, må være lidt et logistisk projekt at få til at stråle i en så komprimeret festivalsetting.

Bandet kunne have planlagt bedre, men det forekommer stramt at booke deciderede trækplastre som dette for derefter ikke at kunne finde ti, endsige blot fem yderligere minutter i budgettet til at afslutte seancen ordentligt. Måske var Spot-folkene blevet overemsige efter Kellermenschs 2014-performance, som gik langt over tid, og resultatet netop derfor denne gang blev et coitus interruptus, der var ultra-passioneret og rasende godt – mens det varede.

Læs også: Status: Fire tanker om årets Spot Festival – på godt og ondt