Darling Don’t Dance: ‘Pediophobia’ er et rasende velsmurt rockalbum om moderskab
Det kan virke lidt spøjst at debutere med et så velmodtaget og helstøbt albumudspil, som danske Darling Don’t Dance formåede i 2012 med ‘City Ghosts’ – for derefter nærmest at forsvinde ud i det blå i fem år.
Forklaringen er heldigvis lige så ligetil og menneskelig, som den er sympatisk: Der gik børn i den. Og oplevelsen med netop det at blive mor er simpelthen også det lyriske omdrejningspunkt for meget af den sene efterfølger med titlen ‘Pediophobia’.
Heldigvis er alt ved det gamle, når det kommer til Darling Don’t Dances kollektive næse for den fine, grungede rockmelodi – hvis da ikke den ligefrem er blevet bedre med alderen – og minialbummets otte numre er næsten alle præcis så medrivende, som man måske husker dem fra deres hånd.
De to åbnende numre – titelnummeret og ‘My Body Is A Cave’ – bærer begge budskabet stolt udenpå ærmet: Det er ikke altid en dans på roser at blive mor. Det er svært ikke at beundre Julie Vestergaard Nissen for den ærlighed, det må have krævet at bringe det på banen og det mod, der stråler ud af ‘Pediophobia’ som helhed.
For moderskabet er ikke just et emne som tit tackles iklædt knasende tunge guitarer og ekspansive, velproducerede rock-gevandter, og det er ærligt talt forfriskende at få sådan en fortælling stukket i snuden, fremfor de sædvanlige rockklichéer, som man kan fodre svin med.
Nissens vokal er i tilgift modnet med alderen, så den nu konkurrerer direkte med hendes egen og Maria Hammelsvangs dobbelte guitarangreb i råhed og styrke, og i det hele taget virker bandet paradoksalt som havde de tilbragt det sidste halve årti på landevejen fremfor mølposen – så velsmurte er de soniske takker på tandhjulene, man kan høre arbejde under numre som ‘Ultrasound’ og ‘Empty Handed’. Og fraregnet den lidt vel søgende og uforløste ‘Is This For Real?’ er det en fornemmelse, der løber som en rød tråd gennem udspillets samtlige 28 minutter.
Darling Don’t Dances kvindelige medlemmer kan altså efter dette – med oprejst pande –virkelig bære prædikatet som vaskeægte, bogstavelige rockmamaer. Og den danske rockscene har sjældent haft mere brug for dem.
Kort sagt:
Darling Don’t Dance vender efter et halvt årti i mølposen tilbage med et rasende velsmurt minialbum, som tilmed tackler et i rockverdenen ellers ret så sjældent emne som moderskab på den lyriske front. ‘Pediophobia’ demonstrerer præcis den kollektive næse for den fine, grungede rockmelodi, man måske kender bandet for, og tilsætter en befriende ærlighed fra vaskeægte, bogstavelige rockmamaer. Det er både forfriskende og modigt.