EDMeditation i Royal Arena: Kygos koncert var mere zen end eufori

Kygo er ikke som de andre EDM-dj’s. Faktisk er han tæt på at være modsætningen af den typiske, bro-agtige dj-type, der fistpumper, mens testosteronpumpende beats brager ud over festivalstepperne.

Kygo er blød. Han knytter ikke næven, når hans sange dropper. Han løfter allerhøjst en enkelt finger op i luften. Men oftest står han bare med halvlukkede øjne og et zenbuddhistisk smil i ansigtet og føler musikken.

For i den norske producer og dj’s verden er der ingen hårde kanter, truende elementer eller stødende forstyrrelser. Kygos musik er ét stort, meditativt retreat, hvor sentimentale sange om kærlighed væves sammen med de ’tropiske’ lyde, der har navngivet genren tropical house, som Kygo har grundlagt.

Er du bange for, at tredje verdenskrig er lige rundt om hjørnet? Er du bekymret for, hvad der sker med flygtningekrisen? Har du fået akut panik, fordi du kom til at lytte til det seneste Justin Timberlake-album?

Bare rolig: Kygo er her for at kurere din angst.

Det oplevede jeg, da jeg søndag aften slæbte mig ud til Royal Arena gennem den mørke vinterkulde. Arenaen blev over næsten to timer ført igennem en næsten terapeutisk søndagssession, der hensatte publikum i en tranceagtig dovenskab.

Koncerten peakede ikke, den bevægede sig ikke i nogen retning. Kygo lod det ene nummer efter det andet skylle ud over salen, men i stedet for at opildne menneskemassen, var det mere som om, musikken omsluttede os. Lidt på samme måde som træthed indhyller din krop, lige før du falder i søvn.

På den store skærm bag dj-tårnet (ja, Kygo stod i et stort tårn) var der screensaver-agtige visuals af rummet og closeups af enten Kygos bløde hænder, der masserede et keyboard, eller hans ansigt, der aldrig forlod sit afklarede Buddha-udtryk.

En lang række exceptionelt middelmådige vokalister skiftedes til at synge vokalpartierne af sangene, og der var selvfølgelig gode doser af ild, konfetti og røg fra scenen. Der kom da også en reaktion fra salen, da hits som ’Stole the Show’, ’It Ain’t Me’ og afslutteren ’Firestone’ blev spillet. Andre gange fik Kygo vist sine evner på klaveret, og der var endda et miniorkester med blandt andet violinister, der pludselig dukkede op på scenen.

Men på trods af det store postyr, var den gennemgående følelse mere en salgs kropsløs zen end begejstret eufori.

Der er noget sært fascinerende ved, at Kygo er blevet så stor med den her dybest set ufarlige musik, der behager mere, end den begejstrer. Han har bragt en sentimental energi og attitude ind i en genre af testosteron-bros. Men samtidig er der også noget lidt sært ved at være til Kygo-koncert. For hvad er det for nogle følelser, han vækker?

Det er nok primært nostalgi og feriefantasi. Turnéen hedder ’Kids in Love’, efter Kygos seneste udgivelse, og romantiserer ung, svunden kærlighed. Tropical house, som Kygo er synonym med, er i sin essens en fantasi om et drømmerferie-resort i lydform. Begge dele er fundamentalt eskapistiske fantasier.

Når man lytter til Kygo, drømmer man sig væk.

Den slags virkelighedsflugt er nok ikke en livsanskuelse, der er holdbar i længden. Men til en mørk og angstfuld søndag aften var det helt fint.

Læs også: Kygos trope-cocktail egner sig ikke til en placering i den musikalske kostpyramide