Kendrick Lamar har netop givet et sjældent interview til Vanity Fair – den Pulitzer-vindende rapper har da også travlt, især nu hvor han er medlem af Oscar-akademiet, så det er ganske forståeligt, at han ikke har tid til mange interviews længere. Men Vanity Fair lokkede ham til at gøre det, og det er et ganske massivt et af slagsen.
I interviewet kommer de blandt andet ind på den meget omdiskuterede episode fra maj, hvor Kendrick inviterede en hvid fan på scenen til at rappe ‘m.A.A.d. City’, men stoppede hende, da hun rappede n-ordet. Kendrick siger følgende om n-ordet:
»Lad mig sige det så simpelt som muligt: Jeg har levet på denne jord i 30 år, og der er så mange ting, jeg har hørt en hvid person sige, at jeg ikke kunne gøre. Få gode penge. Købe et hus i en storby. Så mange ting – ‘det kan du ikke’ – uanset om de siger det langt fra mig eller helt tæt på. Så hvis jeg siger, at det her er mit ord, så lad mig have dette ene ord, please lad mig have det ord«.
Interviewet kommer også ind på den store bedrift, at han som den første rapper – ja endda den første musiker, der hverken laver klassisk eller jazz – har vundet Pulitzer-prisen i musik. Kendrick har dette at sige om bedriften:
»At blive omfavnet i den akademiske verden […] er noget, der burde være sket for hiphop for lang tid siden. Det tog lang tid, før folk omfavnede musikken – altså folk uden for vores fællesskaber og kultur – før folk så det som ikke blot vokale tekster, men så, at det her er reel pinsel, det er reelle sår, det er sandfærdige historier fra vores liv, på plade. At hiphop nu får den anerkendelse, den fortjener, det er ikke blot godt for mig, men det får mig til at være tryg omkring hiphop generelt. Lyrikere som 2Pac, Jay-Z, Rakim, Eminem, Q-Tip, Big Daddy Kane, Snoop… Det fortæller mig, at folk rent faktisk lytter grundigere, end jeg forventede«.
Læs hele interviewet HER.