Vores førstehåndsindtryk af Eminems nye album ‘Kamikaze’ – sang for sang

Eminem har netop udgivet surprise-albummet 'Kamikaze'. Det lyder som én stor fuckfinger til alle, der kritiserede 'Revival'-albummet fra sidste år, og så disser Marshall Mathers også en række yngre rappere. Her er vores førstehåndsindtryk af 'Kamikaze'.
Vores førstehåndsindtryk af Eminems nye album ‘Kamikaze’ – sang for sang
Eminem. (Foto: Facebook / Eminem)

‘Revival’ var ikke et godt album. Vi gav det faktisk kun en enkelt stjerne. Sådan var der mange, der havde det med Eminems niende studiealbum, og det er ikke gået ubemærket. Slim Shady har lagt mærke til de negative reaktioner. Og han er pænt sur over dem.

Derfor: ‘Kamikaze’. Et nyt album, der både er en afregning med alle kritikerne og en bredside mod alle de nye rappere med deres ansigtstatoveringer, deres mumblerap og deres mange stoffer.

På den ene side kunne det virke som om, det her er Eminems Clint Eastwood-moment, hvor han vralter ud på altanen med en shotgun, fyrer et par skud op i luften, og råber af de unge, at de skal skride væk fra hans græsplæne. Men på den anden side har Eminem jo altid været bedst, når han var trængt op i en krog. Eller, sagt med andre ord: Når han var skide fucking sur.

Det er en spændende og meget uventet udgivelse, der er landet i vores skød denne fredag. Vi har lyttet til Eminems ‘Kamikaze’ hele morgenen og nedfældet vores førstehåndsindtryk. En fuld anmeldelse følger i næste uge.


1. ’The Ringer’

’The Ringer’ sætter i dén grad en aggressiv tone for albummet. Det over femethalvt minut lange nummer starter med, at Eminem siger, at han har lyst til at slå hele verden i ansigtet, og så går han ellers i gang med at angribe alle sine kritikere, disse blandt andet 21 Savage, Vince Staples, Iggy Azalea, Lil Xan, Lil Pump og Lil Yachty og i det hele taget antænde én stor frustrations-eksplosion.

På en god måde! Det her er Eminem i battlerap-mode over et minimalt, tungt beat, der forhåbentlig antyder, at Dr. Dre har fået lov til at præge albummet mere end på ’Revival’ fra tidligere i år. I det hele taget virker det her som et svar på ’Revival’-modtagelsen. Eminem er sur, og det er ikke nødvendigvis et dårligt tegn.

PS. Er det ikke lidt spøjst, at den her diss af alle de nye rappere foregår over et beat, der er produceret af Soundcloudrap-producerstjernen Ronny J?


2. ’Greatest’

Eminem er stadig sur. Og denne gang går der kun fem sekunder af sangen, før nogen bliver bedt om at sutte hans pik: »Motherfuckers talkin’ crazy, sayin’ I should quit / I fuckin’ tell them make me, eat a fuckin’ dick«.

Derfra er sangen igen en stor fuckfinger mod alle kritikere, der har været efter ham. Beatet er stadig tungt og minimalt som på ‘The Ringer’, men produceren Mike Will Made It injicerer det med en anelse trap-dynamik. Det passer ret godt til Eminems all-in-angreb på alt og alle – og så er det en sjov reference, når Eminem bruger Kendricks flow fra det Mike Will-producerede ’Humble’ til at kanalisere sin frustration: »’Revival’ didnt go viral«!

Det her har måske ikke den totalt nyskabende stil og energi fra de tidlige albums, men det er imponerende at se den 45-årige Eminem angribe de her beats, som om han stadig har alt at bevise.


3. Lucky You’

Joyner Lucas starter sangen, og minder os om, at han nogle gange lyder rigtig meget som Big Sean. I sit vers fyrer han så op for et maskingeværshurtigt flow, der minder os om, at han også kan lyde rigtig meget som Eminem.

Produktionen starter minimalt og lidt trap-inspireret (danner der sige et mønster her?), men bliver minimalistisk og klaver-drevet, når Eminem dukker op. Ikke at den afdæmpede produktion beroliger Shady. Han disser folk, der bruger ghostwritere (*host* Drake *host*), og så har han den her skudsalve til de nye rappere: »Because half of these rappers have brain damage / all the lean rappin’, face tats, syruped out like tree sap«.

Angrebet fortsætter altså. Hey, og så er der endnu en Kendrick reference: »I got spite inside my ’DNA’«.

PS. Disser han nu Drake over et beat af dennes producer Boi-1da? Hvad foregår der?


4. ’Paul – Skit’

Paul Rosenberg er tilbage! Intermezzoerne med manageren plejede at være et fast indslag på Eminems album. Den her gang er det en telefonsvarerbesked, hvor Hr. Rosenberg (som altid) siger, at det her album ikke er en god idé. Det er ok sjovt.


5. ’Normal’

Det her er vist endnu en af Eminems jaloux sange om ekskærester, der er ham utro. Det er velkendte temaer, og sangen starter stærkt nok, indtil beatet til sidst bliver helt cirkus-agtigt, og Marshall Mathers bruger et par af den slags karikerede, fjollede flows, han er blevet glad for på sine sene år. Det lyder som en sang, han har lavet bedre før.


6. ’Em Calls Paul – Skit’

Eminem ringer tilbage til Paul, og forklarer, at han er sur på folk, der har kritiseret ham. Som om vi ikke havde forstået det efter cirka fem sekunder af det her album.


7. ’Stepping Stone’

Eminem i historiefortæller-mode! Det er altid spændende når den fjollede Slim Shady giver plads til den eftertænksomme Marshall Mathers, og her får vi hele historien om D12. Inklusive Eminems dårlige samvittighed over, at have glemt medlemmerne lidt, samt reflektion over, at gruppen døde, da vennen Proof blev dræbt.

Det er en nostalgisk og lidt sentimental sang, lidt som ’Like Toy Soldiers’ fra 2004-albummet ’Encore’. Men hvad sker der lige for det omkvæd? Eminems forfærdelige sangstemme får mig (jeg troede ikke det var muligt) til at længes efter Ed Sheeran, der i det mindste fik den her slags tungsindede melankoli til at lyde nogenlunde acceptabelt på ’Revival’-nummeret ’River’.


8. ’Not Alike’

Okay, vent lige lidt, hvad i alverden sker der her!?

Det lyder som om, Eminem bruger et beat af tidens mest efterspurgte unge producer Tay Keith (manden bag BlocBoy JB og Drakes ’Look Alive’) til at gøre nar af mumblerap. Det er ren parodi, Mathers fyrer op for her, inklusive adlibs som »aye«, »gang« og »skrrt«, og et omkvæd, der er en decideret karikatur af et Migos-flow.

Til sidst disser Eminem endda måske Young Thug. Jeg siger ’måske’, for jeg har ærlig talt ingen anelse om, hvad den her ordbogsoplæsnings-agtige passage går ud på: »Shunk, bug soldier / tongue, shrub shoulder / one month older / sponge, mob, colder / none, rug, hoaster / lug, nut coaster / lung, jug roaster / Young Thug poster / unplugged toaster«.

En weird sang, der på en måde parodierer både tidens anti-lyriske hiphop og Eminems alt for snørklede lyriske stil.


9. ’Kamikaze’

Det her nummer står krediteret under navnet ’Fall’, men vi er ret sikre på, at det er en fejl, for det her må være sangen ’Kamikaze’. Det ord er nemlig centralt i omkvædet, og også i sangens tema, hvor Eminem rapper om at smadre ind i fjender som selvmordansgriber-fly.

Det føles til gengæld lidt som om, at albummet er ved at afspore. Eminems arrighed er igen mere frustreret gammelmandsvrede end ægte, følelsesladet raseri. Og den her produktion er noget af det underligste, EDM-lænende cirkus-rap, jeg nogensinde har hørt. Til gengæld er her vist endnu en reference til Drake og hans ghostwritere: »window cracked bumpin’ your reference tracks / you collab on a referent rap«.


10. ’Fall’

Spotify kalder den her sang for ’Kamikaze’, men det er nok snarere ’Fall’. Det er i hvert fald de ord, Justin Vernon synger på omkvædet i fuld autotune-mode. Jep, autotune: Selvom Eminem flere steder angriber autotune-rap, er det tilsyneladende ok, hvis Bon Iver-kunstneren gør det.

Men det her er faktisk (ved første lyt) den stærkeste sang indtil videre. Beatet er minimalistisk, med en subtilt dansende synth-melodi, og Eminem giver et ufiltreret indblik i sine følelser omkring kritikken af ham.

Han omtaler ’Walk On Water’-singlen som »’Walk on Water’-gate«, disser Joe Budden og DJ Akademiks for at have kritiseret ham, og truer endda med at »fuck Pitchfork with a corkscrew«. Derudover disser han Tyler, the Creator, fordi han havde kritiseret en Eminem-sang, samt beder Grammy Awards om at »go fuck themselves«. Tyler-angrebet har desuden en decideret ubehagelig homofobisk tone.

Sangen er primært et angreb, men den slutter så med en opremsning af artister, Eminem rent faktisk kan lide: »Don’t tell me ’bout the culture / I inspire the Hopsins, the Logics, the Coles, the Seans, the K-Dots, the 5’9’’s«.

Hopsin? Seriøst?


11. ’Nice Guy’

Alle de seneste Eminem-albums har sange som det her. Fuldstændige wtf-momenter, hvor man undrer sig over, hvad fanden han tænkte på – og som regel ikke på den gode måde.

Det her beat lyder lidt som en Eminem-kopi af Tay Keiths lyd, versene handler om en ekskæreste som Eminem ender med at smække i hovedet med et baseball-bat. Jesse Reyez hjælper til med omkvæds-rollen, som ellers har været reserveret til Skylar Grey de seneste år. Her er et uddrag af Eminems linjer på omkvædet: »suck my dick, you fucking suck, bitch / suck my dick, you fucking suck, man«.

Og her så lige en reminder om, at Marshall Mathers er 45 år gammel.


12. ’Good Guy’

Albummet slutter med et højdepunkt. Eminem ruller sine (stadig imponerende) fortælleskills ud, og fortæller videre om det usunde forhold fra ’Nice Guy’, men denne gang over et elegant, stemmesample-baseret beat, og med et flow, der virker tættere på de umiddelbare rim fra gamle dage. Det her lyder umiddelbart som en af de mest følsomme Eminem-sange i mange år, men uden de pompøse rockrap-beats og stadionstore omkvæd, der har plaget hans seneste mange udgivelser.


13. ’Venom’

Når nej, albummet er ikke slut endnu! Der er også en slags bonusnummer i form af ’Venom’, en sang fra soundtracket til filmen af samme navn. Den her sang er typisk for den sene Marshall Mathers. Et bombastisk, vagt rock-orienteret beat (produceret af rapperen selv) buldrer afsted, mens Eminem hakker rim afsted, der er imponerende komplekse, men som egentlig ikke fortæller nogen historie. Det er ikke en forfærdelig sang, men det er nok heller ikke en sang, jeg kommer til at sætte på igen.

Det er lidt en ærgerlig afslutning, for ’Kamikaze’ virker ellers som Eminems mest spændende album i noget tid. Der er stadig akavede flows, overgjorde omkvæd og overflødige sange. Men her er også sange som ’Good Guy’, der endelig viser os mennesket Marshall Mathers igen, eller ’Fall’ og introen ’The Ringer’, der viser os en Eminem, der går ret frygtløst i krig mod alt og alle.

Nej, han er ikke den samme kunstner han var engang. Hvert ord han siger, har ikke længere den altgennemsyrende intensitet som i start-00’erne. Men her prøver han i det mindste igen, og skaber nogle sange, der har mere gnist end vi ellers har hørt fra ham på det seneste.

Læs også: Se alle producerne på Eminems nye surprise-album ‘Kamikaze’

Læs også: Nyt Eminem-album ude nu: ‘Kamikaze’

Læs også: Eminems cover til ‘Kamikaze’ hylder legendarisk hiphop-album

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af