YG serverer velkendt vestkyst-fastfood på ’Stay Dangerous’
Det her kunne risikere at blive en meget kort anmeldelse. For YG’s nye album lyder egentlig bare præcis, som man forventer, at et YG-album skal lyde. Meget mere er der næsten ikke at sige.
For siden vestkystrapperen noget uventet slog bredt igennem i 2014 med albummet ’My Krazy Life’, har han stabilt kværnet solide vestkyst-tracks ud. Han udviklede lyden med den faste samarbejdspartner DJ Mustard, der dengang var hiphoppens hotteste producer, og sammen skabte de en unik blanding af klassisk westcoast-gangstarap og moderne lyd. Det var g-funk til trap-æraen.
Dén lyd har YG holdt sig til siden, og det gør han også på det nye album ‘Stay Dangerous’. Det føles måske ikke helt så nyskabende længere, og DJ Mustards succes er falmet lidt de senere år. Men opskriften fungerer i bund og grund stadig, og på ’Stay Dangerous’ følger makkerparret den endnu en gang til prikke og serverer den velkendte vestkyst-fastfood, vi kender og elsker.
Nogle af sangene indkapsler alt det, der gør stilen så speciel. Singlen ’Suu Whoop’ er én stor euforisk slagsang, der lyder som en hær af Bloods-bandemedlemmer, der drager afsted – ’Suu Whoop’ er et udbredt Bloods-udtryk, der efterligner lyden af en politibil. Det minimalistiske ’Bulletproof’ er til gengæld et perfekt eksempel på blandingen af g-funk-lyde og traptrommer, som YG mestrer til perfektion – den hjælpes desuden godt på vej af en energisk gæsteoptræden fra makkeren Jay 305.
Også resten af gæsteoptrædenerne fungerer, fordi folk som ASAP Rocky (’Handgun’), 2 Chainz, Nicki Minaj (’Big Bank’) og YoungBoy Never Broke Again (‘666’) ikke dominerer sangene, men finder deres egen plads i YG’s univers. De er gæsteoptrædener med tryk på gæst.
Ikke overraskende er det dog alligevel gæsterne fra vestkysten, der passer bedst ind. Den grove Mozzy på ’Too Brazy’, ovennævnte Jay 305 og den som altid suverænt smooth-snakkende Ty Dolla Sign på ’Power’ lyder alle som naturlige karakterer i det her miljø; som gamle venner og bekendte, man møder, mens man kører gennem Los Angeles’ gader i YG’s lowrider.
Der er ikke en eneste dårlig sang på ’Stay Dangerous’, men albummet lider måske en smule af, at det aldrig rigtig skifter stemning eller overrasker. Det tætteste vi kommer på innovation er det hurtigere flow på ’Cant Get In Kanada’ eller den ikke vanvittig vellykkede fortolkning af Right Said Fred på ’Too Cocky’.
Ellers er det her en samling effektive sange i et velkendt univers. Man kunne godt bruge lidt flere sange som afslutteren ‘Bomptowns Finest’, der knytter an til historiefortællingsnumrene i det mere selvbiografiske ‘My Krazy Life’. Eller måske bare nogle af de flowskift, der var på 2016-albummet ‘Still Brazy’.
Det farlige ved at kende en opskrift udenad er jo, at man glemmer at forny sig. Og det er da også sigende, at det stærkeste moment på albummet er den nærmest maniske forelskelse, der pludselig eksploderer på ’Power’: »If you home, answer the phone / if you gone, answer the phone / if you wanna be alone, them I’ma let you be alone / but let me know if you ain’t fuckin’ with me no more, answer the phone!«
Det er et uventet og intenst øjeblik, hvor noget ægte og voldsomt vågner på et album, der ellers mest nøjes med at glide gennem vestkystuniverset på autopilot.
Kort sagt:
YG og hans faste samarbejdspartner DJ Mustard serverer velkendt vestkyst-fastfood for os på ‘Stay Dangerous’. Albummet er en solid stiløvelse i den blanding af g-funk og trap, der er deres signaturlyd, og selv om albummet aldrig for alvor overrasker, fungerer opskriften stadig.
Læs også: 6ix9ine Instagram-beefer med YG: »Sut min fucking…«