At gå til hiphopkoncert i dag er ikke det samme, som det var engang. Det slår Kristian Karl, Soundvenue-musikskribent og vært for hiphop-podcasten Standard, tydeligt fast i tirsdagens artikel om »generation moshpit«, der skildrer den bølge af rappere, der i de seneste år har skabt en generationskløft i hiphop, og som har trukket et nyt publikum med ind i genren og skabt et nyt socialt kodeks for koncerterne.
For hvor man før i tiden stod med armen i vejret til en hiphopkoncert, er der i dag fuld fart på med moshpits og stagediving i et ukontrolleret kaos.
Som alle andre genrer går hiphop også igennem processer af udvikling, opbrud og fragmentation, og vi skal altid huske at byde nyt blod velkommen. Særligt det, der udfordrer konventionerne og giver nye perspektiver på genren. For det er det, der skubber kulturen og udviklingen frem.
Men nutidens hiphopkultur og dens tilegnelse af moshpitten, som man kender det fra særligt punk- og metalkoncerter, synes alligevel ikke helt uproblematisk. Det er der for mig at se en række årsager til.
Moshpitten rykker ind i mainstream
Som det pointeres i samtalen med booker John Madsen i det nye afsnit af Standard, »hvornår blev hiphop så punk?«, så er moshpitten knyttet til den amerikanske hardcorescene, som særligt trivedes i USA’s metropolbyer i 80’erne, før den også blev del af metalgenrens undergrundskultur.
Ofte tilskrives hardcore og dens store tilslutning blandt utilpassede unge en særlig politisk betydning som en musikalsk reaktion imod social armod, fattigdom, vold og hjemløshed. Den aggression og rastløshed kom til udtryk i det kropslige kaos, man kunne rende ind i til koncerter, hvor moshpits såvel som stagediving, crowdsurfing og den såkaldte »wall of death« var (og er) en fast bestanddel af den sociale omgangsform.
Moshpitten er i både hardcore og metal en kollektiv, kropslig og aggressiv måde at markere sit terræn af på. Det er et brud på de sociale normer, og det er en udtryksform, der binder subkulturen sammen og inkluderer, samtidig med at den ekskluderer. Det er en måde at signalere, at dette er et særskilt rum, hvor nogle ikke er velkomne, et budskab, der også kommunikeres gennem musikkens støj, aggression og hurtige tempi. Det er en modkultur – en kultur for de få og ikke de mange.
Men hvad sker der, når moshpitten rykker ind i mainstreamen, der per definition må ses som musik for de mange? Mister den sin betydning?
Det kommer selvfølgelig an på, hvordan man ser på det. »I 2018 er man ikke længere kun koncerttilskuer – man er deltager«, skriver Kristian Karl i sin kommentar. »Moshpitten ophæver mig/dem-opdelingen i publikum, og det samme gør stagedivet for opdelingen mellem publikum og artist. De adskilte aspekter af koncerten bliver en helhed«.
Dette kunne lige så vel være blevet skrevet af en begejstret rockjournalist omkring hardcore i 1981, hvilket siger noget om den position, som hiphop har indtaget i dag som en arvtager for den rock og punk, der i stor stil er fraværende i mainstreammusikken. Men hvor moshpitten i både punk og metal var et socialt og kulturelt udtryk i en undergrundsbaseret DIY-kultur, der søgte at omgå musikindustriens måde at kapitalisere på bands og publikum på, så er vi med hiphop i 2018 rykket helt ind i selvsamme kapitalismes maskinrum.
Moshpitten ophæver måske mig og dem-opdelingen i en festrus, der kan synes at være egalitær og ligestillet, men den gør det uden den subversive ideologi, der tidligere fulgte med. Den antikonsumerisme, som kom til udtryk i DIY-kulturen, bliver til en aktiv konsumerisme i den moderne hiphop, og sådan kunne en rapper som 6ix9ine tage 350 kr. for en koncert, der inkluderede blot 25 minutters musik, uden at det i sig selv vakte stor kritik.
Så kan det godt være, at moderne hiphop fremstår som en »fandenivoldsk ungdomsbevægelse«, der har hele verdens opmærksomhed, men udefra ligner det nu mest en bevægelse reserveret en ung og velbjærget middel- til overklasse, der aktivt køber sig ind i konsumerismens selvforstærkende loop for at livetransmittere det på de sociale medier.
Opretholder den nye generation status quo?
Hiphop har altid været politisk i og med, at genrens sprog og udtryk har talt de undertryktes sag. Men hvordan viser det sig, og hvem kommer det til gode i Danmark i 2018?
Da jeg under sidste års Roskilde Festival hørte mumblerapperen Playboi Carti, en af den nye generations store og slørede talerør, var jeg overrasket over den energi, der blev lagt for dagen. Carti kunne ikke få nok volumen ud af anlægget eller nok energi ud af sit publikum. Hans hvide t-shirt med den legendariske hardcoregruppe Black Flags velkendte logo bevidnede desuden, at han kendte til baggrunden for den punkattitude, som han fremviste i sin optræden.
I min anmeldelse gav jeg koncerten de klassiske fire stjerner – som en anerkendelse af, at Playboi Carti leverede sit materiale habilt, at han var opsat på at få publikum med, selv om det var festivalens sidstedag, og fordi hans punketos trods alt var et alternativ til den store fællessangsseance, som Arcade Fire havde gang i samtidig på Orange Scene.
Men koncerten efterlod mig også med tvivl: For hver gang det tætte publikum foran Apollo-scenen tog sig en lille slapper, blev de mødt med aggressive råb og opfordret til enten at moshe eller skride, mens øredøvende pistolskud lød fra dj-pulten. Misogynien fik desuden frit løb i sangteksterne, hvilket måske kunne forklare det store fravær af kvinder og en dominerende tilstedeværelse af unge mænd i publikum – hvoraf nogle så mere coked up ud, end hvad godt var – og et enkelt sted førte det endda til en mindre slåskamp mellem to publikummer, der kæmpede om Cartis iturevne t-shirt.
Det er nok den form for vildskab og det ukontrollerede kaos, som mange finder attraktiv ved hiphop lige nu, men et relevant spørgsmål må også være, om den vildskab finder sted på bekostning af noget, der er mere værdifuldt.
Hvis Playboi Cartis koncert – eller 6ix9ines, for den sags skyld – er et eksempel på den nye hiphopkultur, hvor egalitær og inkluderende er den så egentlig? Ender den moderne hiphop med at opretholde status quo mere end at udfordre den? Skal moshpittene og punkindflydelserne ses som en reel videreførelse af en punkideologi, eller er det blot et forbigående modefænomen? Er de her nye rapstjerner, deres musik og den nye koncertkultur det tætteste, vi kommer på en reel og bred modkultur i dag, og hvis de er, hvad er de i så fald en bevægelse imod?
Det er ikke nødvendigvis lige til at svare på – og det kan eller skal måske heller ikke besvares i nuværende stund – men et bud er, at den moderne hiphop i sin iver efter at fremstå ung, frisk og farlig har tilegnet sig moshpitten og rykket den helt ind i centrum af mainstreamkulturen, hvilket på samme tid er med til at udvande og ophæve dens betydning som modkulturelt udtryk. Det punk i den nye Soundcloud- og mumblerap er lånte fjer – et klæde, der dækker over, at der ikke er meget mere end festlig hedonisme og ungdommelig energi at komme efter hos de her kunstnere.
Og det er vel fint nok. Men så er det også bare et spørgsmål om tid, før de bliver overhalet af nogen, der gør det bedre – eller måske vildere.
Læs også: Generation moshpit: Hvordan en ny bølge af rappere og fans har ændret hiphopkoncerten
Læs også: De 10 bud: K-phax’ guide til de unge, rowdy hiphopkoncerter
Lyt til podcast: Koncert-special i Standard Ekstra: Hvornår blev hiphopshows så punk?