Lil Xan prøvede og prøvede, men han kunne ikke starte en fest i et halvtomt Amager Bio
Det er nemt at hade Lil Xan. Han ligner den ufarlige forstadsversion af Soundcloud-rap. Den hvide møgunge, der har fået ansigtstatoveringer og popper Xanax, fordi det er sejt. Selv hans navn virker som en karikatur – en autentisk rapper fra miljøet ville næppe kalde sig noget så åbenlyst som Lil Xan.
Alligevel har California-slackeren fået en større karriere, end mange havde troet muligt, og den unge rapper har faktisk også en række solide sange på cv’et.
Hittet ’Betrayed’ er en druggy misbrugsballade, som vi kender dem fra Lil Uzi Vert eller Lil Peep, mens det tidlige hit ’Slingshot’ er en god efterligning af Florida-scenens punkrap a la Ski Mask the Slump God eller tidlig Lil Pump. Den nyere sang ’TreeSap’ er fantastisk produceret, og den vagt elektroniske ’Color Blind’ med Diplo har været et mindre hit.
Alt det for at sige: Lil Xan er ikke nødvendigvis den totale fiasko, mange ville ønske han var. Men til sin første københavnske solokoncert i Amager Bio virkede han i dén grad som en andenrangsrapper i den allerede døende Soundcloudrap-bølge. Det var en koncert, hvor hver sang slog endnu et søm i kisten for Lil Xans karriere.
For det første var der ikke engang halvt fyldt i den halvstore sal på Amager. Det behøver selvfølgelig ikke at forhindre en god koncert. I hvert fald ikke under normale omstændigheder. Problemet er bare, at den slags hyperenergiske koncerter, som generationen omkring Lil Xan giver, i høj grad er afhængige af respons fra publikum. Både fordi moshpits og generelt kaos er en central del af showet. Men også fordi de fleste helt unge rappere i den generation stort set ikke har nogen livevokal.
De helt store rappere fra den nye hiphopbølge, som Lil Pump eller 6ix9ine, kan leve af energi alene, når de spiller udsolgte koncerter på Store Vega. De kaster med vand og crowdsurfer, og så gør det mindre, at de ikke rigtig kan rappe live. Men mindre artister, som Lil Mosey eller YBN Nahmir, har også vist, hvor fladt det føles, når en mindre artist, med færre hits, mister pusten foran halvtomme sale.
Her var Lil Xan desværre mere Mosey end Pump. Hans hypeman opfordrede stort set konstant publikum til at smide hænderne op, og dj’en brægede »Xanarchy!« gang på gang for at skabe fællessang. Lil Xan selv fyrede den ene vandflaske efter den anden udover publikum. De prøvede hårdt. For hårdt, nærmest: Det hele var en særdeles forceret affære.
Det lille publikum gjorde ellers sit bedste. Men det var som om, det store, tomme gulv bag dem trak stemningen ned – som et badekar uden prop, som man bliver ved med at hælde vand i. Samtidig var menneskerne i Amager Bio altså for få (og for små) til at færdiggøre linjerne i Xans vers, som han hele tiden bad dem om. Fællessangen lød meget tynd.
Måske var det for at skjule manglerne fra vokalerne fra sal og scene, at backtracket var skruet op til helt grotesk høje lydniveauer. Produktionerne bragede afsted så højlydt og diskant, at det nærmest skar trommehinden i småstykker.
Rapperen selv prøvede ellers bravt at levere et stærkt show, dog med ret kiksede resultater. Den lille rapper fløj rundt på den meget store scene – så meget, at han hele tiden mistede pusten. Lil Xan prøvede også at demonstrere sin punkattitude ved at tænde en smøg midt i koncerten. Og han forsikrede endda publikum om, at de var det bedste publikum på turneen indtil videre.
Men Lil Xan havde også brug for publikum, for han kunne på ingen måde bære sangene alene. Manden på scenen blev konstant forpustet og måtte på et tidspunkt afbryde en a cappella-intro, fordi han var for træt. Det lød nærmest som om, han glemte teksten. På et senere tidspunkt afbrød den angiveligt så rowdy kunstner et stagedive, fordi han ikke ville miste sin hue – og det var efter, han havde fået publikum til at love, de ville gribe ham: »Bare rolig, jeg vejer ikke så meget«.
Det var ikke specielt vellykket, og det var heller ikke specielt punk.
Alt var dog ikke skidt. Lil Xan havde jo energien, og nogle af sangene fungerede også. Det tidlige hit ’Who Are You’ og ’Wake Up’ startede koncerten på den helt rigtige måde, ’The Man’ havde en tung, næsten XXXTentacion-agtig stemning, og nye sange som ’TreeSap’ og en uudgivet sang ved navn ’Whip It’ viste lovende nye veje for Xan-manden.
Men for at være helt ærlig, så leder jeg efter små succeser i en dybest set mislykket koncert. For udover de allerede nævnte problemer, var showet også bare alt for langt. Til sidst tyndede selv det dedikerede publikum ud.
Og det var ikke fordi, der ikke var ting, der kunne skæres fra. Havde vi for eksempel virkelig behøvet at høre Lil Pumps remix af ‘Betrayed’ – efter at vi havde fået originalen? Og behøvede vi endnu en XXXTentacion- og Lil Peep-tribute? Det virker efterhånden mere som et billigt koncertgreb end som ægte hyldest til de afdøde kunstnere, når rappere ruller dén ud (og altid spiller samme XXXTentacion sang, når de gør det).
Til sidst, efter over en times koncert, tog rapperen sin kæreste Annie med på scenen, og så gav han hele publikum high fives, mens ’Pink Roses’ spillede. Det var en sympatisk afslutning, og Lil Xan virkede heller ikke på noget tidspunkt arrogant eller ugidelig. Men han virkede heller aldrig som en rapper, der havde formatet til at udfylde den scene, han stod på.
Kort sagt:
Unge hiphopkoncerter med rappere som Lil Xan lever af energien fra publikum. Så da California-kunstneren stod foran et halvtomt Amager Bio, var det et skidt varsel, og den ansigtstatoverede rapper bag hits som ’Betrayed’ havde hverken stemmen eller personligheden til at spille den halvtomme sal op.
Læs også: 10 unge rappere, du skal holde skarpt øje med i 2019