Real Estates solskins-indierock er ikke så fandens original – men det gør ikke det store på ‘The Main Thing’

4 6
Real Estates solskins-indierock er ikke så fandens original – men det gør ikke det store på ‘The Main Thing’
Real Estate. (Foto: Jake Michaels)

Hvor går man hen som band, når man gennem ti år og fire album har leveret den ene solbeskinnede indierockperle efter den anden? Når man er blevet ældre, fået børn, og midt i det hele på smertelig vis også har brudt med den guitarist, der i høj grad var med til at forme ens lyd? Fortsætter man bare som man altid har gjort, eller søger man nye musikalske veje? På Real Estates første album i tre år gør de lidt af begge dele.

For første gang har medlemmerne inviteret musikere uden for bandet til at medvirke på albummet, ligesom Amelia Meath fra Sylvan Esso synger med på albummets førstesingle og mest åbenlyse hit, ’Paper Cup’. En sang, der ifølge bandet selv også handler om at blive ældre, føle sig fanget i sine rutiner og være usikker på, hvor man skal bevæge sig hen som menneske og ikke mindst kunstner.

De flere instrumenter og stemmer har dog ikke nødvendigvis givet Real Estate flere strenge at spille på. For på størstedelen af albummet lyder de næsten, som de altid har gjort. Tilbagelænet og døsig solskins-indiepop krydret med et godt skud udefinerbar nostalgi. Det gør dog ikke så meget, for netop den genre behersker Real Estate til perfektion, præcis som de har gjort det gennem hele deres efterhånden mere end ti år lange karriere.

Det betyder ikke, at der intet nyt er at komme efter på ’The Main Thing’, for Real Estate prøver at udfordre deres egen formular og søge nye inspirationer.

Det kommer for eksempel til udtryk på den glimrende ’Also a But’, der bryder formularen med et mere dronet og flydende udtryk, hvor guitaren for en gangs skyld træder i baggrunden og lader de andre instrumenter (især keyboardet) stå for den musikalske fremdrift. Altså lige indtil den fantastiske guitarsolo mod slutningen, der fuldstændig skiller sangen ad på en måde, jeg aldrig har hørt fra Real Estate før.

Dette brud med formularen bliver i øvrigt endnu mere bemærkelsesværdigt, fordi det følges op af albummets titelnummer, der lyder præcis som det, du ville finde, hvis du slog guitardrevet indierock op i et leksikon.

Når den slags sange bliver skrevet så godt, som Real Estate ofte gør det, betyder det dog ikke så meget, at det ikke lyder så fandens originalt alt sammen. Tag bare den fremragende ’You’, der med skønne guitarfigurer nærmest lyder som en bittersød vuggevise fra forsanger Martin Courtney til hans barn.

»I can’t imagine what will be / in your earliest memories / just dream your time away / I see no better use for it / for soon, you’ll be awake / then you’ll have to get used to it«.

Her finder både musik og tekst ind til den hverdagsnostalgiske stemning, som Real Estate altid har haft som deres specialitet. En stemning, der rammer et eller andet bekendt nede i ens mave, som man ikke helt kan sætte fingeren på, men alligevel ikke kan undgå at føle.

Desværre gør det sig ikke gældende for alle albummets sange. For sommetider bliver det for formularisk.

På den led kunne man også indvende, at pladen måske er 15-25 minutter for lang. For med en spilletid på 52 minutter er der især i den bagerste ende perioder, hvor Real Estate virker til at køre i tomgang.

Det er behageligt og lyder rart, men det bliver også lidt for mageligt. Her kunne man godt have ønsket sig endnu et brud på formularen til lige at ruske op i sagerne – eller måske bare en mere stram redigering, der kunne have skåret noget af fyldet væk, så albummets unægtelige kvaliteter stod lidt skarpere.

Kort sagt:
På deres femte album leverer Real Estate på vanlig vis tilbagelænet og døsig solskins-indiepop krydret med bittersød hverdagsnostalgi.

Real Estate. 'The Main Thing'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af