Jarv Is er et forrygende comeback for tidligere Pulp-frontfigur

5 6
Jarv Is er et forrygende comeback for tidligere Pulp-frontfigur
Jarv Is.

Jarvis Cocker har ikke lavet et album i 10 år. Jeg havde personligt fået det indtryk, at han havde affundet sig med et efterliv som radiovært, ghostwriter og i mærkelige cameos i Harry Potter-film. Med Cockers nye projekt Jarv Is og debutalbummet ’Beyond the Pale’ er der nu til gengæld i dén grad kommet noget, som bør få armene i vejret hos enhver fan af intelligent popmusik – herunder alle, der har savnet Pulp, britpoppens mest slidstærke band.

Jarv Is blev født som et liveprojekt bestående af Jarvis Cocker og et attraktivt backingband bestående af medlemmer fra blandt andet det eksperimenterende musikkollektiv Bas Jan. Man mærker livescenens energi på albummet, men det er samtidig en stor lykke, at sangene blev indspillet og fæstnet i albumform til eftertiden, som det sker på ’Beyond the Pale’.

Åbningsnummeret, ’Save the Whale’ lyder som Leonard Cohen i hans maksimalt dystre, Nostradamus-agtige periode omkring ’I’m Your Man’ og ’The Future’: »Take the foot of the gas, cause it’s all downhill from here«, synger Jarvis Cocker med en hviskende, livstræt baryton. Det kammer næsten over i Cohen-pastiche, med bedårende kvindevokalkor i øm call-response, men det lyder fantastisk.

Den mere dynamiske ’Must I Evolve’ er mere Pulp-agtig med sin energiske krautrock-disco. Men det lyder på ingen måde som en nostalgisk britpop-øvelse, selvom lyrikken udtrykker uvilje mod forandring.

Der er et friskt hold musikere til at ånde Jarvis Cocker lige i nakken. ’Am I Missing Something’ har et keyboard-riff, der ormer sig ind i din bevidsthed. Nummeret lyder som en henslængt, organisk udgave af Kraftwerk og føles som en ældre slægtning til den klassekrigeriske ’I Spy’ fra Pulp-mesterværket ’Different Class’. Men ’Beyond the Pale’ er ikke et album, hvor man vemodigt tænker på kunstneren i hans storhedstid. I stedet bliver jeg gang på gang forbavset over, hvor rigtigt det føles at have Jarvis Cocker tilbage med sange om FOMO og ekkokamre i 2020. 

Her og der føles albummet næsten for meget som et værk, der rimer på livet i håndsprittens år: ’House Music All Night Long’ er en øm kærlighedssang, som næsten kun Jarvis Cocker kan skrive dem, med en smuk akkordrundgang, der øjeblikkeligt placerer nummeret i samme liga som Pulps største sange. Nummeret er skrevet før COVID-19, men man kniber sig selv lidt i armen, når der synges: »Saturday night, cabin fever in house nation/This is one nation under a roof…/Listening to house music all night long/And all day too«. Måske er Jarvis Cocker kommet til at skrive coronakrisens svar på ’Common People’?

’Sometimes I am Pharaoh’ er albummets mørkeste, mindst elskelige nummer med et afstraffende trommeanslag i centrum og tættere på comedown-fornemmelsen, der huserede på Pulp-albummet ’This Is Hardcore’. Det er næsten postpunk!  ’Swanky Modes’ er derimod lounget, tilbagelænet og har en svag caribisk brise. Således når ’Beyond the Pale’ vidt omkring på kun syv sange og føles som en færdigstøbt enhed, der kan blive stående side om side med Pulps albums.  

Pulp blev dannet i 1978. Jarvis Cocker er midt i 50’erne. Alligevel har hans nye album mere til fælles med et purungt britisk band som Sorry end med Bob Dylans ’Rough and Rowdy Ways’.

’Beyond the Pale’ er endnu en milepæl fra en mand, hvis berømmelsesmæssige højdepunkt ligger 25 år tilbage i tiden. Jarvis Cocker må 40 år inde i sin karriere indse, at tiden er løbet fra radioværtrollen og de mystiske filmroller. Hvis der er nogen retfærdighed til, bliver han snart et efterspurgt navn på koncertscenerne igen. Når vi igen får lov at lytte til andet end ’house music’.


Kort sagt:
Højaktuelle ’Beyond the Pale’ er fuld af stærke sange og rammende observationer.

Jarv Is er et forrygende comeback for tidligere Pulp-frontfigur. Album. Jarv Is. 'Beyond the Pale'. Album. Rough Trade Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af