Sorrys slackerrock er som din ven, der sender memes om at være deprimeret
Slackerrock er et begreb, der bliver brugt med jævne mellemrum i musiksnakke, uden at det for alvor er opfattet som en egentlig genre. Det er ikke en egentlig strømning, og æstetisk indkapsler begrebet alt fra Becks tidlige lo-fi-folkeksperimenter over Mac DeMarcos tilbagelænede jizzjazz til Courtney Barnetts rablende singer/songwriter-eskapader.
Alligevel er det et brugbart begreb, for det siger en del om et albums personlighed, at det besidder god gammeldags slackerattitude. Henslængte vokaler, løssluppen, skramlet instrumentation og stribevis af køligt leverede dissonanser skaber netop denne stemning på ‘925’, debutalbummet fra britiske Sorry, der indtil i mandags skulle have spillet på årets Roskilde Festival.
Stort set hver eneste linje på ‘925’ føles som om, den leveres med den ypperste sarkasme. Det er ikke et album, der præsenterer dig for et gribende følelseslandskab, du svøber dig selv ind i. Rettere forsøger det ganske beskedent at underholde dig i knap tre kvarter med skarp sangskrivning, finurlig æstetik og en personlighed, der, selv om den er distanceret, også er charmerende.
At slackerrock-begrebet er så løst defineret, gør, at Sorrys lyd ikke rigtig behøver at læne sig op af etablerede forbilleder for at ramme den tilsigtede stemning. Og Sorry har da nogle kort i ærmet, der får dem til at føles friske i en tid, hvor det til tider kan føles som om, der ikke længere er nye måder at genopfinde rockmusikken.
I modsætning til mangt et andet band, der har måttet leve med slacker-mærkatet, er der faktisk en del drama i Sorrys lyd. Tag de bombastiske strygerpassager på ‘In Unison’, de maniske blæsere på ‘Heather’ og de oprigtigt ængstelige tekstbidder på ‘Snakes’ – isoleret kunne disse ses som det ypperste melodrama, men de er omgivet af interjektioner, underminerende sprogbrug og en noget nær konstant sarkastisk tone hos forsanger Asha Lorenz.
‘925’ er som din ven, der sender dig memes om at have en depression. Du er ikke helt sikker på, hvor meget, der er fis, og hvor meget, der er alvor – men det vækker i hvert fald en emotionel resonans, fordi det rører ved noget oprigtigt ubehageligt.
Men præcis som et vellykket depressions-meme får Sorry på ‘925’ skabt noget underholdende ud af at have det skidt. Albummet føles aldrig deprimerende, og det er netop grundet den ironiske distance, der altid er til stede. Det er lidt af en disciplin at lave letfordøjelige rocksange, der samtidig indkapsler den allermest desillusionerede side af ungdommen – men Sorry formår det faktisk langt hen ad vejen.
Med tiltag som morbide linjer a la »As the sun sets, I really wanna run into it« (‘As the Sun Sets’) eller det konstante skift i groove på ‘Rock ‘n’ Roll Star’ gør Sorry desperation og nihilisme sjov. ‘925’ er ikke nogen stor, poetisk skildring af sorg og ensomhed, men rettere et spejl for enhver lytter, der føler, at verden er af lave, så man lige så godt kan grine sig igennem den.
Men af netop den årsag har Sorry også svært ved for alvor at gøre lytteoplevelsen engagerende. Jeg kan nyde den kreative sangskrivning, den charmerende attitude og de spændende lydsammensætninger, men jeg kommer ikke mere beriget ud af lytteoplevelsen, end da jeg startede albummet.
Derfor er slacker-attituden hos Sorry på én gang deres største styrke og største svaghed. For mens det netop er det, der gør, at de så effektivt kan indkapsle en generationsnihilisme, er det altså svært at blive helt investeret i et følelsesunivers, selv musikerne har en ironisk distance til.
Kort sagt:
Sorrys sarkastiske slackerrock har på papiret ikke den mest muntre indstilling til livet, men gruppens stærke sangskrivning gør alligevel ‘925’ til et særdeles letfordøjeligt album.