Tyler, the Creator skruede op for sceneshowet i Royal Arena – men ikke ned for nærværet
KONCERT. Jeg respekterer virkelig Tyler, the Creators dogme om altid at være alene på scenen. Det gør, at han føles ufatteligt nede på jorden sammenlignet med andre superstjerner – samtidig med at han også som entertainer altid har været i stand til at fylde de store scener ud.
Det har ført til storcharmerende stunder på NorthSide og Roskilde Festival, men da jeg onsdag aften drog mod Royal Arena med festfyrværkeriet ‘Chromakopia’ i ørerne, kunne jeg mærke, at jeg drømte om noget større denne gang. Noget, der levede op til de enorme armbevægelser og de konceptuelle ambitioner, det album lægger for dagen.
Koncerten i Royal Arena blev det bedste af begge verdener. Tyler var hele vejen igennem alene på scenen, men der var samtidig skruet godt op for sceneshowet, især hvad gjaldt kulisser, kostumer og rekvisitter.
I den ende, hvor Royal Arena normalt har en scene, var der denne gang blot placeret en stak grønt belyste containere, der bar teksten »Chromakopia«. Da koncerten startede, blev de øverste af disse containere løftet, og Tyler stod klar iført samme maske, hårpragt og grøntfarvede dukkekluns, som man kender fra ‘Chromakopia’s artwork og promovideoer.
Her marcherede han på stedet til tonerne af ‘St. Chroma’, og idet en båndet Daniel Caesar spurgte »can you feel that fire?«, blev der fyret op for fyrværkeri. Eminent overensstemmelse mellem lyrik og live-produktion.
Herfra serverede han en pæn sjat ‘Chromakopia’-hits, og han gav den gas som performer. Han rappede fremragende og bevægede sig altid med bevidsthed om, hvor det medrivende lysshow mon var på vej hen – han nærmest hidkaldte pyroteknikken med sine armbevægelser under ‘Noid’.
Men mest overraskede det mig, hvor godt Tyler dansede. Flere gange kastede han sig uden besvær over helt Michael Jackson-kanaliserende bevægelser, blot tilsat noget ‘Looney Tunes’-sprælskhed, der fik det til at passe ind i Tyler, the Creators farverige univers.
Under ‘Judge Judy’ sænkede en bro sig fra arenaens loft, og en lille scene, der var placeret midt ude i publikum, blev løftet. På broen opildnede Tyler til højlydt fest under ‘Sticky’, hvor han rappede med nærgående intensitet og bevarede samme energiniveau under samtlige båndede gæstevers.
Som symbolsk afslutning på denne ‘Chromakopia’-del af sættet smed han masken, da vi nåede den sårbare ‘Take Your Mask Off’, før han bevægede sig over til den lille scene, der nu var blevet beklædt med hængende tæpper oplyst sådan, at de lignede et hus med fire vægge. Scenen var indrettet som en lille stue med et keyboard, en liggesofa, et stuebord, en reol og så videre.
Da scenen blev sænket, blev disse vægtæpper fjernet, og man blev dermed inviteret med indenfor i Tyler, the Creators private rammer. Han klædte også om til et mere afslappet outfit end den storladne ‘Chromakopia’-uniform, så vi kunne mærke den jordnære og knap så iscenesatte Tyler.
Det lille værelse bød også på en vinylsamling og en pladespiller. På den måde blev publikum selv taget med ind i valget af sange, der skulle spilles. Storskærmene viste, hvilke plader han bladrede igennem, og når han nåede en af sine egne, kiggede han lidt på den, før han satte den på pladespilleren i midten af scenen. Så vidste man på forhånd, hvorvidt de næste par minutter ville byde på favoritter fra ‘Igor’, ‘Goblin’, ‘Wolf’ eller ‘Flower Boy’.
Denne ikke-kronologiske, men klart opdelte sætliste var som en helt intim pendant til Taylor Swifts ‘Eras Tour’ – dog tilsat noget rowdiness, som kun Tyler ville kunne få til at hænge sammen med en velindrettet dagligstue.
Han var virkelig i kontakt med sit publikum. Hans udelte begejstring for ‘Seven Nation Army’s lålå-sang var uimodståelig – især fordi han påstod, at han ikke anede, hvad publikum sang, men at han alligevel var vild med det. Han fortalte, at han havde det som forældre, der var blevet slæbt med til hans koncert af deres børn. De anede formentlig ikke, hvad Tylers musik var for noget, men han antog, at de nok var vilde med, hvad de hørte.
Selv da han for en stund måtte cutte musikken til ‘IFHY’, da en uansvarlig fan havde kastet en telefon på scenen, fik han gjort seancen underholdende. Publikum fortsatte med at rappe, da musikken cuttede, og da dette ophørte, svarede Tyler drilsk: »Hvorfor stoppede I? I kunne have fortsat!«.
Og da han uddelte skældud til mobilkasteren, var det med det perfekte blandingsforhold mellem humor og alvor: »Du ville have at jeg skulle filme mig selv? Du er en fucking idiot! Jeg kunne være faldet over den! Nej, lad være med at klappe, lyt til mig! Alle sammen, råb buh af this bitch!«.
Da Tyler, the Creator efter sofaseancen bevægede sig tilbage ad broen og sidenhen tilbage til containerscenen, bandt han fornemt sløjfe på hele seancen. På ‘Thought I Was Dead’ leverede han et ualmindeligt stærkt a cappella-vers, hvor hans stemme besad en urkraft, der ledte tankerne hen mod både Louis Armstrong og James Brown. Og under et særligt forpint vers på ekstranummeret ‘I Hope You Find Your Way Home’, mindede hans levering snarere om Kendrick Lamars dybt ubehagelige ‘U’.
‘Chromakopia’-showet tog de styrker, Tyler allerede har demonstreret under sine tidligere danmarksbesøg, og løftede det til et nyt niveau. Det var kolossalt og orkestreret, men også løssluppent og nærværende.
Kort sagt:
Tyler, the Creators koncert i Royal Arena var både en kolossal arena-produktion, hvor rapperen føltes larger-than-life, men en stor del af tiden kom han også helt tæt på publikum. Disse to sider af koncerten havde hver deres styrker, og det det resulterede i en overdådig helhedsoplevelse.