KOMMENTAR. »Det ligger i kulturen og i strukturen omkring det at lave musik, at jeg bliver mindre talt til«.
Ordene om ubevidst bias er Jadas og falder i første episode af The Voice-podcasten ‘Dronning’, da hun bliver spurgt ind til sin oplevelse af at være kvinde i musikbranchen.
Sammen med vært Julie Rahbek har den danske popstjerne i tre kvarters tid indgået i en personlig og åbenhjertig samtale om alt fra hjertesorg til aktivistiske bedsteforældre. I podcasten, og helt generelt, fremstår Jada som et menneske med både integritet, selvtillid og empati. Kombineret med hendes succes som musiker vil jeg derfor mene, at hun skulle have rimelig gode forudsætninger for at brænde igennem i en hvilken som helst kontekst.
Men i udsendelsen lærer vi noget andet. Selv Jada – som senest har udgivet den James Bond-maksimalistiske single ‘I’m Back’ og flashet en speciallavet seng med sit eget logo på til Zulu Awards 2021, hvor hun desuden vandt prisen som Årets Artist – oplever at føle sig usynlig blandt branchens mænd.
»Det er bare sindssygt svært at få credit for sit arbejde som kvinde stadig i musikbranchen«, fortæller hun i ‘Dronning’ og bliver så konkret om problemet:
»Jeg udgiver en ny sang, og så spørger de manden ved siden af mig: Ej, hvordan fandt I på det dér beat? Du ved da ikke, om det var mig, der fandt på det beat. Det er røvirriterende«.
#MeToo og sexisme i musikbranchen har været velbeskrevet i de danske medier de seneste måneder. Jadas erfaringer med at blive overset og nedvurderet alene i kraft af sit køn er derfor ikke ny viden, og erfaringerne er i deres essens dybt deprimerende. Men hendes vinkel er en lidt anden. Og sammen med to andre vigtige skridt fra branchens aktører giver popstjernens ærlige udtalelser i ‘Dronning’ mig fornyet håb for et dansk musikliv uden sexisme.
1. Poppens største stjerner taler højt om #MeToo og sexisme
Nej, det er jo ikke overraskende, at Jada oplever sexisme som musiker. Selvom undersøgelser viser, at sexisme, krænkende adfærd og overgreb især går ud over kvinder lavt i alle former for hierarkier, har vi at gøre med et fænomen, som florerer på tværs af status- og succesbarometre.
Jada har ikke helle, skønt hun er et etableret navn, og skønt flere af branchens mænd (med hendes egne ord) er hendes gode venner. For den type sexisme, hun italesætter, er kulturelt betinget og næres af en flere 1000 år gammel nedarvet tradition for at betragte kvinden som mindreværdig og uden agens. Og Jada er som bekendt en kvinde.
Tidligere har kolleger som Lydmor, bassisten SigneSigneSigne fra nu opløste Nelson Can, Kill J og Goldie 6is offentligt sat ord på lignende oplevelser af, at deres køn spænder ben for dem i musikprofessionel sammenhæng. Fra den mandlige producer, der inviterer dig ud, når I er i studiet, til den mandlige kritiker, der hellere vil anmelde dit outfit end din koncert.
Jada er blot endnu en stemme i dette kor. Men hendes position og vilje til at tale højt om #MeToo er en kraftfuld cocktail i en tid, hvor unconscious bias for mange stadig er et svært håndgribeligt spøgelse. Og med sine udtalelser skriver hun sig ind i en nyere tendens, hvor poplandskabets største stjerner overtager stafetten fra de mindre etablerede navne.
På sit glimrende nye soloalbum, ‘It’s a Process’, behandler Coco O. (som forresten er gæst i den anden episode af ‘Dronning’) med en insisterende ærlighed sit virke som kvindelig kunstner i klemme i strukturer, der tilgodeser mænd.
»In this world constructed by men / there’s no realistic way for justice to win / I’m not here to ask for permission / I say revolution is the only way in«, synger hun blandt andet om den machokultur, der tidligere fik hende til at føle, at hun ikke var noget uden Quadron.
Også Fallulah, der desuden er kvinden bag initiativet Hej Søster, udgav for nylig singlen ‘Gemstoned’, der med hendes egne ord er et opgør med patriarkalske værdier.
Det er kort sagt blevet mainstream at synge og tale om #MeToo-temaer. Og forstå mig ret: Det er kun en god ting.
2. Vi er ude over den kollektive ansvarsfralæggelse
Da 97 kvindelige musikere i efteråret 2020 italesatte sexismeproblemet på forsiden af Politiken, var branchen ikke just villig til at tage ansvaret på sig. Ad flere omgange lød den samme sang:
Skævheden i musikudbuddet skyldes, at pladeselskaberne udgiver færre plader med kvinder, plæderede radiokanalerne. Radiokanalerne er tilbageholdende med at spille musik af især lidt ældre kvinder, argumenterede pladeselskaberne.
Noget tyder dog på, at vi nu omsider er ude over den kollektive ansvarsfralæggelse.
På Talk Town-festivalen i København i forrige uge mødtes ledende redaktionschef hos DR, Kasper Tøstesen, direktør Lasse Lindholm fra musikselskabernes brancheorganisation IFPI, forkvinde Anna Lidell fra sangskriverforeningen DJBFA og marketingchef Karen Vincent fra SheCanPlay og Warner Music i en debat om diversitet i branchen. Her var lutter selverkendelse blandt panelets mænd, understøttet af meldinger om konkrete tiltag for mere diversitet – mere om dem om lidt.
Som Tøstesen så rammende udtrykte det, har aktørerne henover vinteren stædigt stirret hinanden i øjnene med hver deres selvretfærdige argumenter og ventet på, at de andre skulle blinke. Nu er vi videre.
3. Branchens aktører rykker på konkrete tiltag og er klar til at undersøge den komplekse side af sagen
På Talk Town fortalte Kasper Tøstesen, at de hos DR aktivt forsøger at rette op på kønsbalancen i radioen ved at afholde workshops om bias og italesætte, at hver enkelt vært har et ansvar. De har ligeledes oprettet en kildebank med kvinder og er bevidste om problematisk sprogbrug, herunder at sløjfe de unødvendige suffikser (‘sangerinde’ osv.).
Anna Lidell kunne fortælle, at en række forbund har forenet sig i Sekstetten, som har formuleret ti mål for at komme sexisme og ulighed til livs. Hos IFPI har de nedsat en arbejdsgruppe (en politisk kliché, but still). Og måske mest opløftende var Karen Vincents beretninger fra community’et SheCanPlay, der hvert år udvikler og klæder et nyt kuld kvindelige artister på til livet i musikbranchen.
Blandt andre Mercedess og Bathsheba har deltaget i SheCanPlays workshops, som på forbilledlig vis illustrerer, at indsatsen imod den kønslige ubalance (også) skal ske i vækstlaget ved at opmuntre unge kvinder til at turde musikken. Her sker en reel forandring.
Ingen kan undslippe sin egen diskursivitet, lød det fra Lasse Lindholm i en lang monolog om, hvordan tiøren er faldet for ham og hans mandlige kolleger hos IFPI. Lindholms oplæg gav mig indtryk af, at aktørerne nu også er parate til at undersøge det komplekse aspekt af #MeToo, der ikke kan løses med DJØF-agtige excelark over morgendagens målsætninger. Den del, der handler om sociale dynamikker, indgroede fordomme og ubevidst forskelsbehandling. Den del, Jada italesætter i ‘Dronning’.
Vi er langt fra færdige med at snakke om det faktum, at kvindelige artister må kæmpe for at blive krediteret for deres egen musik og slås med følelsen af enten at være usynlige eller smålige. Selvom Jadas ærlige udmelding og Coco O.’s direkte sangtekster er skridt på vejen, er de også et billede på, hvor langt vi er fra målet; det utopiske sted, hvor ‘kvindelige musikere’ bare er musikere, som ikke behøver at forholde sig til deres køn.