Lana Del Reys album rangeret fra svagest til bedst

Hvis vi kan stole på amerikanerens egen udmelding, udsender hun om lidt sit syvende album, ‘Blue Bannisters’. I den anledning ser vi tilbage på hendes alsidige karriere.
Lana Del Reys album rangeret fra svagest til bedst
Lana Del Rey. (Foto: Alberto E. Rodriguez/Getty Images)

Siden Lana Del Rey for ti år siden brød massivt igennem med ‘Video Games’, har popkulturen brugt lige så meget krudt på at greje hende som på at dyrke hendes musik — hvis ikke mere.

Det er i nogle henseender synd; som da en konfliktsøgende musikpresse med Instagram-tunnelsyn (mig selv inklusiv) i marts insisterede på at forstå hendes nyeste album, ‘Chemtrails Over the Country Club’, i relation til en serie konfrontatoriske opslag fra sidste år.

Er Lana Del Rey feminist? har et tilbagevendende spørgsmål lydt siden 2011. Er hun ægte? Og senest: Er hun woke?

Fra et andet perspektiv understreger offentlighedens sult efter at analysere og placere den amerikanske musiker, hvor stor og særlig en stjerne hun er. Hvor enigmatisk, tvetydig og derfor stadig hamrende interessant hun er her ti år efter debutsinglen. Hendes tiltrækningskraft handler om pinup-æstetik, retroreferencer og rollespil, men først og fremmest handler den om musikkens mange forskellige lag og udtryk.

Denne guide går derfor i kødet på netop musikken og på Lana Del Reys hastigt voksende bagkatalog.

På USA’s uafhængighedsdag den 4. juli, kun tre og en halv måned efter ‘Chemtrails Over the Country Club’, udgiver amerikaneren sit syvende album, ‘Blue Bannisters’, og som en optakt rangerer vi her hendes hidtidige album fra svagest til bedst. Lad det være sagt på forhånd: Top-3 var tæt løb.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Lust For Life’ (2017)

Lana Del Rey udgav sit fjerde album samme år, som Donald Trump blev indsat som USA’s 45. præsident, og den på én gang surrealistiske og uhyggeligt virkelige begivenhed motiverede til albummets lidt trodsige og temmelig ujævne hyldest til kærligheden og livet.

Falliterklæringen i Det Hvide Hus ledte Lana Del Rey til at kommentere på politiske emner som den spøgende atomkrig på ‘Coachella (Woodstock In My Mind’) og misogyni i de øverste magtlag på ‘God Bless America — And All The Beautiful Women In It’. Anderledes afvæbnende er åbneren ‘Love’, som stadig stråler som en af hendes allerbedste sange og tænder en forventning i lytteren om et album præget af stilsikker cinematisk retropop.

En forventning ‘Lust For Life’ imidlertid ikke indfrier. De 16 sange stikker i alskens musikalske retninger – fra trap- og hiphopinspirationen på den ASAP Rocky- og Playboi Carti-assisterede ‘Summer Bummer’ til den romantiske folkpop på Sean Ono Lennon-duetten ‘Tomorrow Never Came’.

Det er ikke i sig selv en dårlig ting hos en kunstner, hvis bedste værker er musikalske og kulturhistoriske patchwork, men på ‘Lust For Life’ synes iveren efter at iscenesætte de rette gæster og trends at være sket på bekostning af sangenes kvalitet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Born To Die’ (2012)

Elizabeth Grant havde tidligere forsøgt sig under andre kunstnernavne, men hendes debut som Lana Del Rey var det maksimalistiske og modsætningsfyldte ‘Born To Die’ fra 2012.

Albummet introducerede os for ‘the gangster Nancy Sinatra’, som fortærer de største skikkelser, værker og referencer fra amerikansk kulturhistorie og præsenterer dem i sin helt egen glitrende og skyggefulde form. Med størst effekt på ‘Blue Jeans’, titelnummeret og naturligvis ‘Video Games’; at den drivende melankolske debutsingle er den sang på albummet, der lyder mindst uddateret her ti år senere, understreger dens tidløshed.

‘Born To Die’ er en medrivende og uperfekt plade. Den fascinerer i sin vilje til at forstørre de forskellige sider af Lana Del Rey, så udtrykket bliver næsten tegneserieagtigt; Ennio Morricone-guitar, strygere og bombastiske omkvæd, lillepigestemme og syngerap, orkesterpop og elektroniske hiphopbeats.

Skærer man de svulstige produktioner ind til benet, står flere af dem dog tilbage som rimelig ordinære popsange. Det er, som om de er blevet forført af deres egne proportioner, hvilket også kan forklare, hvorfor den småanstrengende ‘Off To the Races’ spiller over fem minutter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Honeymoon’ (2015)

En helt anden afdæmpet side af Lana Del Rey dominerer hendes tredje album, der lyder som sommerdøsige hvedebrødsdage på valium.

De langsomme og mørkrandede kompositioner strækker sig alle lige under eller over fem minutter, og der er noget beundringsværdigt ved amerikanerens insisteren på at vende den storladne og effektive pop ryggen og i stedet dyrke en tyst romantik.

Her er flotte ballader med en selvransagende panderynke som ‘God Knows I Tried’, effektfulde elektroniske understrømme på ‘Art Deco’ og ‘High By The Beach’ og snigende, filmiske strygerarrangementer på blandt andet titelnummeret og ‘Terrence Loves You’. Desværre går der fodslæbende melodrama i balladerne sidst på albummet.

Ikke desto mindre var ‘Honeymoon’ ved udgivelsen endnu et kunstnerisk venstresving fra en popstjerne, som med kompromisløs egenrådighed undersøger afkrogene af sit udtryk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Ultraviolence’ (2014)

Lana Del Reys efterfølger til debutalbummet var et kunstnerisk kvantespring og afslørede amerikaneren som en selvbevidst sangskriver med en klar vision.

Anklagerne om antifeministiske temaer, som havde sværmet om hende siden udgivelsen af ‘Born To Die’, synes at have antændt sangenes gudsforladte kvindeportrætter, der lyder majestætiske og flossede på samme tid i rockmaestroen Dan Auerbachs producerhænder.

At ‘Ultraviolence’ kun får en tredjeplads på denne liste, siger mere om toppens vanvittige kvalitet end om værkets mangel på samme. Flere af karrierens bedste sange står i kø først på albummet, hvor de forener Lana Del Reys selvudslettende besyngelse af fatal romantik og afhængighed med kraftfulde guitarer samt en slet skjult humor og lyrisk brod.

»They judge me like a picture book / by the colors like they forgot to read«, spinder hun halvt satirisk, halvt selvrefererende på ‘Brooklyn Baby’, hvis weed-rygende boheme er endnu mere cool end sin også ret cool kæreste, inden hun slingrer barfodet ned ad Los Angeles’ myteomgærdede strande på ‘Westcoast’, dopet af forelskelse eller narko eller begge dele.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Chemtrails Over the Country Club’ (2021)

Hvor ‘Honeymoon’ dyrker de dvælende ballader på en næsten enerverende facon, formår ’Chemtrails Over the Country Club’ trods sit rolige udtryk at fastholde intensiteten fra start til slut. Dét er albummets store kvalitet.

Her er du i selskab med en Lana Del Rey, der lyder mere afklaret og tilfreds end nogensinde, men præsenterer den ene stilfærdigt lysende idé for lytteren efter den anden.

Folk, jazz og country præger det organiske og stort set akustiske lydbillede, hvor man i højere grad end på noget andet Lana Del Rey-album fornemmer bandet bag hovedpersonen — et ekko af en mandestemme i det afdæmpede vildnis af strengeinstrumenter på ‘Not All Those Who Wander’, trommernes intuitive hvislen på ‘White Dress’.

Albummet lyder med andre ord meget lidt ‘produceret’, hvilket kalder på credit til Jack Antonoff, imens også gæstevokalisterne i form af blandt andre Weyes Blood står som vellykkede kreative valg fra Lana Del Reys side. ‘Chemtrails Over the Country Club’ er hendes måske mest helstøbte værk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Norman Fucking Rockwell!’ (2019)

Et større spænd af moods præger Lana Del Reys femte album og ubestridelige hovedværk, ‘Norman Fucking Rockwell!’. Der er langt fra titelnummerets klaverballade til den psykedelisk summende langspiller ‘Venice Bitch’ og de elektroniske effekter på den dystre ‘Cinnamon Girl’.

Alligevel er albummet en formfuldendt lytteoplevelse, for Lana Del Reys på én gang henslængte og lysvågne kulturkritik og kærlighedsstudier får hver eneste sang til at vibrere og formidles igennem de flotteste melodier hidtil fra musikerens hånd.

Som fan er det næsten rørende at genkende takterne og temaerne fra debutalbummet og opleve dem blive forløst på både mere sikker og mere dragende vis end nogensinde før. Som når amerikaneren på nøglesangen ‘The Greatest’ lader solen gå ned over sin nation med ordene: »The culture is lit, and if this is it, I had a ball«.

Dommedagsprofetisk og opløftende på samme tid – ingen popmusiker mestrer en sådan sammensmeltning af stemninger bedre end Lana Del Rey.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af