»Jeg siger til mig selv: ‘this is what you’ve been prepping for’. Men jeg er blevet skolet til virkelig at prøve at tage det en dag ad gangen, for det kan hurtigt føre til skuffelse, hvis det ikke sker, så hvis jeg bliver den nye store stjerne i morgen, må jeg forholde mig til det i øjeblikket. En gang imellem kan det godt være lidt sindssygt at tænke på, men jeg laver bare musik, fordi jeg elsker det, og så er der nogen, der gider lytte«.
En af morgendagens popstjerner sidder foran mig og nulrer sine lange sorte fletninger, imens hun smiler bredt.
Siden Bathsheba debuterede med singlen ‘Blind’ efterfulgt af hittet ‘Hit ‘N’ Run’ i 2020, er forventningerne til talentet vokset stødt. Med sit ærlige og dystre lyriske univers kombineret med potente popproduktioner, som hun selv kalder for dark pop, har Bathsheba på kort tid tiltrukket sig masser af opmærksomhed.
Til september spiller hun sit første headlinershow i Vega. For tiden er hun aktuel med debut-ep’en ‘As of Right Now’, som både rummer ungdommelige popsange om diverse fuckboys, men også dybe melankolske tekster om det svigt, hun oplevede som barn, da hendes forældre fik for travlt med sig selv og glemte hende i farten. Et traume, som i sin tid var med til at kickstarte hendes behov for at udtrykke sig via musik, og som Bathsheba i en alder af 22 omsider føler sig klar til at åbne op om nu, hvilket blandt andet er anledningen til, at vi mødes denne eftermiddag i maj.
»Jeg tror, det har givet mig en ret hård skal, at min far ikke var der«, begynder hun, da hun er synket ned i stolen hos Soundvenue i sit lysegrønne joggingsæt.
»Jeg har svært ved at tro på, at folk bliver i mit liv. Jeg er blevet god til at klare mig selv. Sådan har det jo egentlig altid været, fordi min mor var alene med os og arbejdede meget, så det var meget mig, der passede min søster. Det har helt klart gjort, at jeg er stærk og selvstændig i dag, men jeg har sindssygt svært ved at knytte tætte relationer«.
Fordi man forventer at blive skuffet?
»Rigtig meget. Jeg tror også, det er derfor, jeg har den indstilling til min musik, som jeg har. Jeg vil virkelig arbejde hårdt for det og gør alt, for det er min største drøm, men jeg går ikke rundt og forventer ting og siger: ‘Ej, hvor går det godt nu’. Jeg har svært ved at være i det gode, fordi jeg forventer, at det bliver fulgt op af noget dårligt, og at det går væk. Jeg vil hellere være forberedt på, at det forsvinder, end at jeg vil nyde, at det var godt. Det virker skørt, når jeg siger det højt, men det er jo bare den der forsvarsmekanisme, som gør, at man kan beskytte sig selv«.
Kan det ikke også fungere som en drivkraft?
»Jo, helt klart. Man holder sig på dupperne. Det er det, der gør, at jeg virkelig vil gå helt vildt langt for min musik, men det er også det, der gør det helt vildt svært, for jeg nyder det, men jeg slapper aldrig helt af«.
»Min far var der aldrig«
Bathshebas historie tager sin begyndelse i 1998 i en lejlighed ved Strandboulevarden og senere på Århusgade på Østerbro.
De første mange år af barndommen boede hun alene med moren og lillesøsteren, fordi faren, som oprindeligt kommer fra Nigeria, bosatte sig i London, da han ikke kunne få job i Danmark. Bathsheba så ham derfor kun hver tredje eller fjerde måned en uge eller to ad gangen, når han kom på besøg, eller hun besøgte ham i England.
Da Bathsheba var 12 år, blev forældrene skilt. Faren flyttede tilbage til Afrika i en periode, så han og Bathsheba rejste begge til England for at ses med cirka to års mellemrum mellem hvert møde. I dag ses de endnu sjældnere. Sidst Bathsheba så sin far var, da hun blev student for snart fire år siden.
»Hvis du havde spurgt mig som lille, hvem jeg boede sammen med, havde jeg nok sagt: ‘Min mor og far og min søster’. Men min far var der aldrig. Jeg følte, at han var der meget, men jeg tror også, det var sådan, jeg gerne ville have, det skulle være. Jeg kan huske, jeg engang havde en diskussion med min veninde om, hvis far der var stærkest derhjemme, så det var først, da jeg blev ældre, at jeg tænkte mere over, at han ikke var der«.
Hvordan var det?
»Jeg tror, det, der gjorde mig mest ked af det, var, når han lovede ting, for det var min far virkelig god til. Jeg tror også, hans intentioner var gode, han havde bare ikke midlerne til at kunne føre dem ud i livet. Han sagde meget: »In five years, Bathsheba, I’ll come home, and we got a lot of money, and then we can live«. Jeg tænkte, det er lige meget med pengene, jeg vil bare gerne have, du kommer hjem og er sammen med os, men det kom han aldrig«.
Hun husker, dengang hun og lillesøsteren fløj til London for at besøge faren, og han inviterede dem med ind på en café i lufthavnen og fortalte dem, at han var blevet gift med en ny kvinde, og at de i øvrigt ventede deres første fælles barn om en uge.
»Jeg sad og tænkte: Jeg orker ikke mere at blive holdt udenfor loop. Jeg havde selvfølgelig ikke noget at skulle have sagt i deres kærlighedsliv, men man kan da godt lige sige, at man er blevet gift, og at vi får en lillesøster før en uge inden«.
I perioden inden forældrene blev skilt, spurgte Bathsheba gentagende gange sin mor, om de skulle skilles, men svaret var, at det skulle de i hvert fald ikke. Kort tid efter kom hendes far hjem og besøgte dem. Bathsheba stod på trappen op til en hems, da han og moren gik til bekendelse og fortalte hende, at hendes mavefornemmelse var god nok: De skulle skilles.
»Jeg blev vred på min mor først, for hun havde jo løjet for mig. Det med at blive vred på min mor var en ret gennemgående ting i min barndom, fordi hun var der, men det var jo egentlig vreden og frustrationen over min far, som gik udover hende. Jeg kan huske, jeg tænkte ved mig selv: Det gør jo ikke rigtig nogen forskel, for min far er her ikke alligevel. Jeg havde ikke tænkt over, at min mor kunne møde en anden, som så var der, men det ændrede tingene gevaldigt«.
Der gik omkring to år, før moren fandt en ny mand, og Bathsheba pludselig fik en papfar, som stjal en del af morens tid. Han havde selv nogle børn fra et tidligere forhold og et kolonihavehus, som de tit besøgte, og senere fik moren og ham flere børn sammen.
Hjemme i lejligheden på Østerbro blev Bathsheba mere og mere sur og skuffet.
»Det var helt klart nogle rigtig svære år, fra jeg var omkring 12 år, til jeg blev 19. Men jeg tror også, det var fordi, jeg havde det sådan: Far er her ikke, men mor er her, og så er hun her ikke. Det havde jeg svært ved at forstå. Jeg tror bare, hun glemte mig lidt«.
Du havde en oplevelse af først at blive tilsidesat af din far og bagefter af din mor?
»Ja, jeg tror, jeg meget havde en følelse af, at hvis de to primære personer, som har sat dig i verden, ikke er der, hvorfor skal andre mennesker så være der? Jeg havde det sådan i mange år: Der er slet ikke nogen, der skal komme tæt på mig, så gider jeg ikke nogen. Jeg har stadig virkelig svært ved at have tillid til mennesker og til folk, som skal gøre noget, der betyder noget for mig, for det betød jo noget for mig at have min mor og far, og det fuckede de lidt op«.
Hvorfor var det svært derhjemme med din mor og papfar?
»Man bliver jo forblændet af kærlighed, og jeg tror lidt, det var det, min mor blev. Hun havde været sammen med en mand i 12 år, som ikke var der, og pludselig var der en mand, som var der og stillede nogle krav til hendes børn, som hun måske ikke selv havde kunnet gøre. Jeg følte lidt, hun tog hans parti – og det var ubehageligt«.
Når bølgerne gik højt mellem Bathsheba og hendes mor eller papfar, flyttede hun i perioder ind hos klassekammerater og deres familier. Dengang virkede det ganske almindeligt i hendes øjne, men: »Sådan skal det jo overhovedet ikke være, konstaterer hun.
»Det er sjovt, for jeg elsker stadig den dag i dag at lave ting sammen med mine venners forældre. Jeg kan huske, at mine venner aldrig gad at tage med deres forældre i Fælledparken, hvis solen skinnede en lørdag, men jeg ville helt vildt gerne bare prøve den følelse af noget ‘normalt’. Jeg tror, jeg i lang tid har følt mig som gæst i alle de settings, jeg har været i. Selvom jeg fik et sted at sove og mad, var det jo ikke mit hjem. Det var et midlertidigt pitstop og en nødløsning i mange år«.
Voksen i en ung alder
Som 15-årig tog Bathsheba på Den Rytmiske Efterskole i Båring. Hun havde på ingen måde lyst, men hendes mor og skolelærer besluttede i fællesskab, at det nok var en god idé, fordi der var så mange problemer derhjemme.
Hun beskriver året som det sværeste i sit liv, fordi det undervejs blev besluttet, at hun skulle flytte fra moren og hjem til sin moster efterfølgende. Samtidig husker hun det som sit bedste år nogensinde, fordi hun fik lov til at dyrke musik og indgå i et fællesskab, hvor folk elskede musik lige så meget som hende. Og så fik hun venner, som stadig hænger ved.
»Jeg tror, det er første gang, jeg nogensinde har haft nogen så længe i mit liv, og det er virkelig stort for mig. Jeg stolede ikke på nogen og regnede ikke med nogen, men selvom jeg sagde det til dem, blev de stadig. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at skubbe folk væk, for så havde jeg kontrol over, hvornår de forsvandt ud af mit liv, fremfor at det var dem, der tog valget, hvilket jeg tænker, at alle gør«.
Tilbage i København startede Bathsheba på Tårnby Gymnasium og boede i en kort periode hos mosteren, inden hun rykkede videre til nye adresser. Livet som nomade gjorde, at hun følte, hun ikke passede ind noget sted, og desuden så hun også anderledes ud end flertallet med sin brune hud, fregner og sorte fletninger og hed noget så eksotisk som Bathsheba.
Fra hun var 15 år og til i dag, nåede Bathsheba at bo 10 til 11 forskellige steder. Blandt andet i en kælder hos en dame i Dragør og på venindens sofa indtil hun fandt en lejlighed selv, som hun flyttede ind i med to venner. Hun tilpassede sig voksenlivet på egen hånd i en ung alder, med alt hvad det indebar af ansvar og praktiske gøremål såsom indkøb, madlavning, rengøring og betaling af diverse regninger, hvilket skabte en kløft mellem hende og gymnasiekammeraterne, da hun blev ældre.
»Jeg syntes, alle de andre var tåbelige«, siger hun.
»Deres problemer var sådan noget: Hvad skal jeg have på til den og den fest? Mens jeg bare tænkte: Hvordan skal jeg betale husleje i næste måned, og hvor skal jeg bo?«.
Et julearrangement i venindens fars firma
Musikken blev en vigtig del af Bathshebas liv allerede som 10-årig, da hendes mor forærede hende to notesbøger, som hun kunne skrive sangtekster i. Bathsheba skrålede altid Alicia Keys’ ‘No One’ og Beyoncés ‘If I Were a Boy’ af sine lungers fulde kraft for at nå de høje toner, så bøgerne var måske morens forsøg på at få Bathsheba til at skrive frem for at skråle.
Samtidig åbnede de op for en hidtil ubevidst længsel i Bathsheba efter at række ud til nogen i verden, der måske følte det samme som hende.
Den første sang, hun skrev, hed ‘Superstar’ og handlede om, hvordan hun gerne ville være en superstjerne og have en mand og et hus med en pool. Senere blev sangene mere melankolske med tekster som: »It’s so dark, it’s so cold, this is the only place I feel alone«.
»Vi havde idræt en dag, og jeg gik hen på græsset sammen med nogle piger og snakkede, og så sang jeg en af de sange, jeg havde skrevet. Jeg kan huske, de spurgte, om det handlede om det derhjemme, og jeg svarede bare: ‘Ja ja, det gør det’, men det var ikke gået op for mig endnu, at jeg havde sat ord på mine følelser på den måde«, fortæller hun.
»I dag er det nærmest terapi for mig, men dengang kom jeg bare af med det, og bagefter kunne jeg så se, hvad det handlede om«.
Bathsheba optrådte til et julearrangement i venindens fars firma, da hun blev spottet første gang af en fyr ved navn Mark, som havde et studie i Charlottenlund. Hun lavede lidt musik med ham dengang, men det blev ikke til så meget, før han tog kontakt til hende igen, da hun var fyldt 18 år.
Hun slog sig sammen med produceren Malthe Guldberg i studiet og mødte sin manager, inden hun blev signet af Universal Music for to år siden efter at have deltaget i det kvindelige talentudviklingsprogram SheCanPlay og optrådt i en Youtube-video.
Siden fulgte et samarbejde med hitproduceren Hennedub og den ene halvdel af Benal, Magnus Albert Wanscher, som blandt andet producerede debutsinglen ‘Blind’. Tre gange har Bathsheba stået på scenen som opvarmning for Benal til deres udsolgte koncerter i Store Vega.
»Det var fuldstændig latterligt vildt. Når der sker sådan nogle store ting, kan jeg ikke helt være i det, selvom folk altid gerne vil fejre med en øl. Efter koncerterne i Vega købte jeg en træstamme i 7eleven og cyklede hjem og så dokumentarfilm«.
Hun griner.
»Nu skal jeg spille i Tivoli (til Lillefredag, red.) i aften, og der ved jeg også, at folk gerne vil fejre det bagefter. Jeg prøver at blive bedre til det, for det er jo fedt, men det er meget vildt for mig. Jeg skal lige lande i det«.
Er nu klar til at fortælle sin historie
Det var Mark, som opfordrede Bathsheba til at begynde at skrive om sin baggrund igen. Dengang afviste hun det blankt, så det er faktisk først nu, hun har fundet modet til at følge hans råd.
»Det har virkelig været en lang proces, for så blev jeg helt vildt god til at skrive om fuckboys og heartbreaks. Men i overført betydning skriver jeg jo også om mit forhold til min mor og far og om, hvor svært jeg har ved at stole på folk, og at jeg har tendens til at tilvælge folk, som behandler mig dårligt«.
Hvorfor sagde du først nej til at skrive om din historie?
»Jeg tror virkelig ikke, jeg ville gennemleve det igen. Det var alt for tæt på, at det var sket, og jeg var ikke ude af det der. Grunden til, at jeg kan åbne op for det nu, er, at jeg på en eller anden måde er blevet voksen og kan reflektere over det og er blevet bedre til ikke at dvæle så meget ved det. Jeg havde ikke lyst til at fremstå som et offer og tænkte meget over, hvordan jeg skulle formidle det«.
Hvordan har det været at fortælle om det?
»Indspilningsprocessen har egentlig været fin nok, men når man så skal lytte det igennem og lave rettelser, sidder der syv fra et pladeselskab og kommenterer på det, og det er jo mine inderste følelser, man retter i. Jeg begyndte faktisk at græde flere gange under indspilningerne af ‘Fighting for Your Love’ og ‘Flower Song’. Det er ligesom at gå til psykolog og åbne op hver dag i tre måneder. Samtidig vil min perfektionisme gerne have, at det skal være perfekt. Det har været så meget lettere bare at cover it up med en fuckboy«.
Bathshebas far ved godt, at hans datter laver musik, men han har ikke hørt hendes sange endnu. Hun har overvejet at spille dem for ham, men hun ved, at teksterne nok ikke vil give anledning til nogen dybere refleksion hos ham end: ‘Wow, what a good song’, og hun orker ikke at åbne op for Pandoras æske, for det har hun allerede gjort alt for mange gange før.
Hun har efterhånden accepteret, at det var den far, hun fik. Hun behøver ikke flere forklaringer. Der findes ingen undskyldning for hans fravær, så hendes svar til ham vil alligevel altid være: ‘Men hvorfor?’.
Bathsheba har gået til psykolog, siden hun var 12 år, og vil opfordre alle til at gøre det samme. Hun er overbevist om, at hun er så velfungerende i dag, fordi hun har snakket åbent og ærligt om sin fortid. Det er også en af de vigtigste grunde til, at hun skriver sange, fordi hun håber, at andre unge måske vil føle sig lidt mindre alene med deres følelser og huske på, at det ikke må være et tabu at have det svært.
Hun og moren har fået snakket ud, og i dag er de tætte igen.
»Min mor synes selvfølgelig, det er svært, men hun har sagt: ‘Bathsheba, det er jo vores historie, og hvis der er nogen, der kan genkende sig selv i den, er der i det mindste kommet noget godt ud af det’«.
For en uge siden spillede Bathsheba ‘Flower Song’ for sin mor for første gang med omkvædet: »Mothers don’t leave, when flowers still grow / parents should shield from the evil unknown«.
»Det var fandeme frygteligt«, fortæller hun.
»Da jeg spillede den for hende i bilen, blev hun helt vildt ked af det. Hun sagde meget fint, at hun hver dag bliver mindet om, at hun ikke var der for mig, som hun er der i dag for mine mindre søskende, og det minder denne her sang hende også om, og det gør så ondt på hende«.
Kan man sige, at du med denne her ep på en måde tager noget af den opmærksomhed tilbage, som du ikke fik som barn?
»Ja, og min mor støtter mig 100 procent og siger: ‘Du fortæller historien, sådan som du har oplevet og følt det’. Hun har lagt sig ret fladt ned i forhold til sin manglende tilstedeværelse, og hvad det gjorde ved mig, hvilket betyder meget. Vi kan ikke gøre op for det, vi har mistet, men vi kan sørge for, at det ikke bliver sådan igen«.
Klassisk spørgsmål: Hvad ville 22-årige Bathsheba sige til sit 10-årige jeg, som sad alene og skrev sangtekster i sin notesbog?
»Jeg tror, jeg ville sige: Hold op med at tro, at alle kommer til at opføre sig som far og mor, for det gør de ikke, så lad være med at skubbe folk væk. Der er ingen, der kan klare det alene – heller ikke dig, Bathsheba«.