I går var det Drakes fødselsdag, og det skulle selvfølgelig fejres på overdådig vis.
Den canadiske rapper holdt en ‘Narcos’-temafest med en Pablo Escobar-kage og berømte gæster som Future, Chris Brown og Offset fra Migos. Det rapporterer Complex (der også fortæller at French Montana sang for under fødselsdagssangen).
Der var også ekstravagante gaver til fødselsdagsbarnet, der fyldte 35. Især én gave havde en særlig betydning. Nemlig selve den Rolls-Royce-bil, som Drake plejede at lease, før han slog igennem som musiker.
Den unge rapper betalte dengang et svimlende beløb hver måned bare for at lade som om, han ejede luksusbilen, fortæller han via et Instagram-post.
»Tilbage i 2007 plejede vi at leje den her Rolls-Royce Phantom for at overbevise folk i byen om, at ville bryde igennem«, skriver Drake. »Jeg plejede at skrabe 5.000 dollar sammen hver måned for at opretholde facaden«.
Han skriver desuden: »Jeg anbefaler ikke nogen at sætte sig selv i finansielle vanskeligheder for materielle ting, men jeg ser nu, at det her var en form for extreme manifesting«.
Nu, 14 år senere, ejer Drake altså endelig bilen, han før kun lod som om var hans. Det kunne være, man skulle prøve det der ‘extreme manifesting’.