ÅRETS PROFILER. Vejen til succes virkede næsten selvskreven, da Selma Judith i efteråret 2018 udgav sin ekstremt stærke debutsingle ’Kind of Lonely’: Fortsæt i samme stime med øm r’n’b, slip et par singler, bliv signet på et major label, udgiv et fremragende debutalbum og gør dig klar til at blive kronet til Danmarks nye popstjerne i løbet af sommeren 2019.
Det var den rejse, man allerede dér forventede ville folde sig ud.
Men Selma Judith giver ikke en fuck for dine, mine eller alle andres forventninger.
Den indstilling omfavnede hun i hvert fald, efter hun i kølvandet på musikbranchens indledende og ret så frådende interesse havde krise over, om hun nu kunne leve op til det hele.
Med forventningspresset rystet af var Selma Judith fri. Og resultatet af den frihed er dette års debutalbum ’Getting Angry, Baby’.
Judith er godt nok endt på et major label. Og albummet er fantastisk. Men derfra blegner sammenligningerne med vores 2018- forventninger.
’Getting Angry, Baby’ er et popalbum i den mest avantgardistiske forstand. 20 sange. En spilletid på 77 minutter. Jazz, klassisk musik, lydkunst overfor pop og r’n’b. En klimadundertale fra Greta Thunberg flettet ind i det hele.
Det er fuldstændig kompromisløst og voldsomt ambitiøst. Det er kunsten først, musikken i fokus, budskabernes vigtighed frem for individet bag mikrofonen.
Sådan noget kræver mod. Ikke kun musikalsk, men også i forhold til at stå ved sig selv i en branche, der er besat af at skabe og forme nye stjerner.
»Der kan komme noget meget smukt ud af at stikke sin identitet lidt op i røven«, sagde Selma Judith med et smil, da hun tidligere på året reflekterede over det vendepunkt, hvor hun gav slip og lod kreativiteten få frit løb.
På den måde kan man både hylde værket ’Getting Angry, Baby’ for at gøre op med popindustriens overfladefiksering. Men man kan også hylde Selma Judith – om hun vil være i fokus eller ej – for at gøre det samme.
Det handler ikke om branding eller marketingplaner. Det handler om musikken. Og hermed stikker Judith – direkte fra orkanens øje – aktivt til den branche, hun jo efterhånden er en integreret del af.
Selma Judith bruger sangene, lydene, ordene. Til at kritisere præstationssamfundet. Til at råbe op om klimakrisen. Til at være vred over en masse ting – og dyrke vreden i stedet for at undskylde for den.
Hun har så mange tanker og meninger om samfundet, verden, hvordan vi lever, hvordan vi burde leve. Og det kan høres – både i musikken, men også i interviewet forneden, som er et minidestillat af 20 minutters snak, hvor Judith næsten fik vendt hele verdenssituationen.
Sådan nogle stemmer har vi så inderligt brug for i den danske musikbranche. Nogle, der minder os om, hvad kunsten kan i sin bredeste forstand. Og ikke er bange for at bære følelser og holdninger uden på tøjet i både musikken og offentlige samtaler.
Selma Judith mestrer nemlig følelsernes gennemsigtighed. Hun råber vreden direkte ud i hovedet på dig og lukker dig senere ind i de mest intime, personlige rum med en stemme, som kan det hele.
Det er en åbenhed, der også fængslede live i løbet af året, om hun så gav den som jazzsanger i Hotel Cecils mørke, foldede sig ud for åben festivalhimmel til Journey eller satte sig foran harpen på nationalt tv til P3 Guld.
Her er en ener. Og dem skal man altså prise sig lykkelig for. Det er nemlig sådan nogle, der sætter hjernen i gang. Sådan nogle, unge musikere kan blive inspirerede af til ikke altid at følge den mest oplagte vej – i musikken og i livet.
Og derfor er Selma Judith en af årets fem profiler ifølge Soundvenue.
4 spørgsmål til Selma Judith:
Hvem er i dine øjne årets kulturprofil?
»Nok nogle af de her klimabevægelser. Som Extinction Rebellion – de er fede og grinern. Og Fridays For Future. De er jo en form for kultur, kan man sige. Og influerer kulturen meget. Jeg synes sgu, det er imponerende, at bevægelsen er så stor, og at de bliver ved. Det er vigtigt. Der er virkelig noget flid bagved«.
Hvilket øjeblik fra 2021 glemmer du aldrig?
»Jeg synes jo, det er meget fedt, at Inger Støjberg lige er blevet dømt til at skulle i fængsel. Endelig noget retfærdighed. Det har manglet lidt i 2021«.
Hvad har været din største udfordring i år?
»Det har helt klart været, at der er kommet en flaskehalstendens i forhold til ting, man har haft travlt med på grund af corona. Det har føltes lidt som et bombardement af ting, man skulle lige pludselig. Det har været svært at komme tilbage fra nedlukningen i forhold til stress, og det har været svært at navigere i ens tid og få gjort de ting, man skulle gøre, fordi pludselig lå det hele oveni hinanden«.
Hvad er dit største håb for 2022?
»Det er, at folk kommer tilbage fra det her corona og har lært noget. Og at vi kan starte op igen på en måde, der gør, at halvdelen ikke skal sygemeldes med stress. At folk har lært noget i forhold til klimaet. Men også bare i forhold til, hvad der foregår ude i verden. Hvordan man skal behandle hinanden«.