ANBEFALING. Kendrick Lamar er barren.
Hans seneste værk har lagt niveauet for hiphopudgivelser i 2022. Skal man være med i samtalen om årets album, er det ’Mr. Morale & The Big Steppers’, der skal overgås.
Det er ikke noget, vi finder på her hos Soundvenue. Selv om Compton-rapperens seneste var den højest placerede hiphopudgivelse på vores liste fra juli over årets hidtil bedste album.
Nej, det er faktisk JID, der har kåret ’Mr. Morale’ til »the bar«.
Rapperen, der er signet på J. Coles pladeselskab Dreamville, har netop udgivet sit tredje album ’The Forever Story’. Hvilket repræsenterer et ret afgørende moment for Atlanta-artisten.
Han har nemlig ikke udgivet noget album siden ’DiCaprio 2’ fra 2018, der blandt andet inkluderede den fantastiske nakkeknækker ‘151 Rum’ samt ’Off Deez’, hvor han var meget tæt på at outshine holdkaptajnen J. Cole.
Til gengæld har JID vist sin udvikling gennem en række stærke enkeltstående sange, gæstefeatures og optrædener som del af kollektiverne Spillage Village og Dreamville. Og, nå ja, så er han også dukket op på Doja Cats ‘Options’ samt, af en eller anden grund, på Imagine Dragons’ verdenshit ’Enemy’.
De mange solide features samt den fire år lange ventetid – en evighed på musikscenen – har skabt store forventninger til ’The Forever Story’. Det føles som om, at det kunne være nu, han for alvor bliver mere end J. Coles løjtnant. Ambitionerne er høje: JID rapper selv (på ’Stars’), at forbillederne er folk som André 3000, Jay-Z, Kanye og Lil Wayne.
Barren er altså ikke kun Kendrick. Men også de ovennævnte idoler. Og selvfølgelig J. Cole, der stadig er den klart største stjerne på Dreamville. Forventningspres, much?
Det er nogle umenneskelige krav, der bliver stillet til 31-årige JID, men det fantastiske er faktisk, at ’The Forever Story’ indfrier dem til fulde – og endda overgår dem. I lige præcis syv numre.
JID’s tredje album starter nemlig bedre end noget andet hiphopalbum fra 2022. Inklusive Kendrick. ’The Forever Story’ er ligesom universet, det starter med et brag.
Der er en snert af ’A Milli’ over åbneren ’Raydar’: JID spurter igennem det minimalistiske, tunge beat, der næsten kun består af trommer og enkelte stemmesamples. Atlanta-artisten kan rappe exceptionelt hurtigt, hvilket i fortiden nogle gange har virket som en gimmick. Her bruger han sin stemme som et instrument, der kan forme sangen – ikke som et partytrick.
Derefter kommer ’Dance Now’ med Kenny Mason. Den sang kombinerer et beat, der i forvejen er drevet frem af et messende stemmesample, med et væld af forskellige vokalpræstationer: Der er både Kendrick-agtig sang på omkvædet og chopped and screwed-samples i ASAP Rocky-stil. På omkvædet gnægger JID lidt som en blanding af forbilledet Lil Wayne og Lil Uzi Vert. På andet vers lyder han pludselig som en jamaicaner.
Stemmerne og stemningerne skifter altså hele tiden. Som om albummet hyperventilerer.
Men skynd dig alligevel at trække vejret, for så starter albummets stærkeste sang, ’Crack Sandwich’, der fortæller historien om JID’s søskendeflok, der kun havde råd til skinkemadder derhjemme og konstant sloges internt – men som holdt desto tættere sammen så snart nogen udefra angreb.
Det er ømt, ærligt og stråler af familiekærlighed og stolthed. Sangens gribende klimaks finder sted, når hele søskendeflokken skal slås mod nærmest en hel klub. Hvilket er en ægte historie, det bekræfter samples af JID’s søskende til sidst i sangen.
Derefter kommer ’Can’t Punk Me’ og ’Surround Sound’, der er majestætiske posse cuts med en række gæster som EarthGang og 21 Savage.
Sidstnævnte starter med at gentænke Aretha Franklin-samplet fra Mos Def-klassikeren ’Ms. Fat Booty’, men skifter pludselig spor halvvejs igennem. Man når aldrig at kede sig eller falde til ro.
JID destabiliserer hele tiden sit eget album. Også med sine egne flows, der sprinter afsted visse steder, mens han andre gange pludselig synger – som på ’Kody Blu 31’, hvor rapperen er forvandlet til gospelsanger. Det er fascinerende at lytte til. JID har i øvrigt fortalt Complex, at han har fået sangtræning op til albummet.
Igennem den her stribe sange formår JID at være både en dominerende trap-rapper, detaljerig familiebiograf og reflekterende socialrealist. Genrerne skifter tilsvarende mellem alt fra trap, drill og poprap til en mere soulet og jazzet boom bap-lyd, man måske forventer fra en J. Cole-signing.
De fleste beats har en tung 808-bund, der afslører JID’s Atlanta-herkomst. Men der er også masser af beat-switches og uventede samples, der bryder med trap-formularen.
JID’s faste producer, Christo, skaber det overordnede lydbillede med hjælp fra folk som Kaytranada, og han knytter den bastunge samtidslyd sammen med æstetikken fra Atlanta-undergrundsrap som Dungeon Family, New Yorks boom bap-scene og vestkyst-avantgardemiljøet omkring TDE.
JID skifter mellem genrer og perspektiver problemløst – lidt som på Kendrick Lamars ’Good Kid, M.a.a.d City’. Han er ikke begrænset til én synsvinkel.
»I got the shit you could play for your mama / I got the shit you could play for the hoes / I got the shit you could sell to the trappers«, som han selv formulerer det på ‘Raydar’.
Eller som en YouTube-kommentar på ’Surround Sound’-videoen siger: »What I get from this song is that conscious knowledge and street knowledge can co-exist to enhance our life«.
Ja, ofte kan man finde den mest koncise beskrivelse af et fænomen i YouTube-kommentarspor.
Anyway.
JID’s evne til at kombinere en sans for tradition og klassisk lyrisk håndværk med nutidens strømninger er en af hans største styrker. Det er pudsigt nok også en af de ting, der for alvor gør, at han adskiller sig fra rapperen, han især står i skyggen af: J. Cole.
JID’s berømte pladeselskabschef er mange ting. Klassicist, hverdagspoet, lyriker, samfundskritiker. Fremadsynet er han dog ikke. Han er cirka lige så eksperimenterende som min bedstefar, der fik samme aftensmad hver dag (minus jul og nytår).
Selv når J. Cole samarbejder med samtidsrappere som Young Thug og 21 Savage lyder han mere som klassens duks, der pjækker fra skole med de seje drenge – men som hemmeligt glæder sig til at møde klokken otte igen dagen efter med lektierne lavet.
JID lyder derimod lige så tilpas, når han rapper med Lil Durk og 21 Savage, som når han rapper med Mos Def. Han har en kamæleontisk kvalitet.
I interviews kan JID finde på at sige Cole-agtige ting som: »Jeg prøver altid at være grundig og tjekke alle hiphop-puristernes bokse«. Men Atlanta-rapperen gør heldigvis meget mere end det – han søger også hele tiden væk og bryder ud af de bokse.
I hvert fald, som sagt, på første halvdel af ‘The Forever Story’.
For fra ’Bruddanem’ og frem er det som om, albummet mister lysten til at eksperimentere og overraske. Herfra bliver ’The Forever Story’ et solidt, men noget uspektakulært soulrap-album, hvor JID fortæller om sin familie, sine ambitioner og så videre.
De personlige tekster ruller en større selvbiografisk fortælling ud, men produktionerne afspejler ikke helt de konflikter og problematikker, der beskrives. Det hele er lidt for pænt og glat. I hvert fald indtil slutnummeret, der er hektisk og futuristisk som en biljagt i en sci-fi-film.
JID er altid interessant at lytte til, også på anden halvdel af albummet, hvor der er enkelte geniale liner som denne fra ‘Money’: »I ate so many bologna-sandwiches as a child / I’d kill a nigga if he made one for me right now«.
Men ellers er halvdel to mest af alt bare … fin nok.
Det er svært at finde en dårlig sang på ’The Forever Story’. Men mod slutningen er albummet bare ikke lige så overvældende som på de første syv sange. På dem lyder JID som en rapper, der kan måle sig med planetens bedste. På resten af albummet lyder han som det, vi ikke troede, han var længere: En J. Cole-discipel.