Black Midi er færdige med at fjolle rundt, men det gjorde dem ikke mindre medrivende i Store Vega
Der er end ikke gået et år siden, jeg gav den unge engelske rockgruppe Black Midi topkarakter for deres mageløse koncert i Lille Vega. Men der er godt nok sket meget siden.
Blandt andet har Black Midi udgivet det fremragende album ‘Hellfire’, hvorpå de yderligere cementerede sig som den moderne progrocks redningsmænd.
Dertil trådte de mandag aften ud på scenen i Store Vega i en ny konstellation. Saxofonisten Kaidi Akinnibi var ikke længere med dem på scenen – det var nu blot trioen selv og keyboardist Seth Evans.
Dertil var der ændret gevaldigt på, hvordan de opførte sig på scenen. Sidste år stod det på konstant spænen rundt på scenegulvet. Nu stod de stille med et køligt overblik, lejlighedsvis suppleret med animerede ansigtsudtryk eller sprælsk gestikuleren.
Sidste år blev der fægtet med plastiksværd midt i koncerten. Der blev inkorporeret riff fra ‘Iron Man’, ‘Satisfaction’, ‘The Boys Are Back In Town’ og ‘Habanera’. Mandag aften var der ingen gøgl, ud over at de brugte ‘Barbie Girl’ som entrémusik.
Måske er Black Midi bare færdige med at fjolle. Og det er skam fair nok. Joken kunne risikere at blive slidt. Trioen har uden tvivl meget på hjerte, og det ville være synd at male sig ind i et hjørne som klovne, der ikke skal tages alvorligt.
Deres musik besidder også nok humor og personlighed til at stå på egne ben. Under den eventyrlige ’27 Questions’ bragte de os gennem adskillige stemninger. Det ene øjeblik var det ondt og tordnende, det næste lød det som en idyllisk Disney-film anno 1940’erne – men selv i denne idyl sneg et kaotisk tromme-fill sig ind og varslede om, at det støjende ragnarok var på vej tilbage.
Under ‘Still’ gik der total halbalstemning i salen. Alle klappede med i takt, idet et rustikt riff tøffede afsted på den akustiske guitar. Hyggen bredte sig over salen, men der var altid uro i sangens fundament. Små dissonante toner og uvorne rytmer truede, og før man vidste af det, ramte en vidunderlig kakofoni af støj.
Men ‘953’ blev i min optik håndteret mest spændende. Det svimlende riff kom nærmest altid tilbage i en ny form. En ny klang, et nyt tempo, en ny fylde i lydbilledet, eller endda alle tre på én gang. Det mindede lidt om, hvordan stonermetallens pionerer ville behandle centrale riff som tilbagevendende motiver – men her blandet med en klassisk Pixies-esque loud-quiet-loud-dynamik fra versene, der gjorde det øjeblikkeligt fængslende.
De fire musikere brillerede som en samlet enhed. Der blev fyret så mange skæve polyrytmer og millimeterpræcise groove-skift af, at det føltes uundgåeligt, at det måtte gå galt før eller siden. Men teknisk var der ikke en finger at sætte på dem.
Det var ikke den uforudsigelige omgang gakkethed, jeg forelskede mig i for et år siden. Men det er jo okay, at et band udvikler sig. Og jeg kan faktisk ret godt lide, hvor Black Midi bevægede sig hen i Store Vega mandag aften.
Kort sagt:
Black Midi har været mere fjollede og mere uforudsigelige før, men i Store Vega skruede de begavede musikere ned for gøgleriet og lod den stærke musik stå på egne ben.