Dave Chappelle tog pis på Kanye Wests udtalelser om jøder – nu møder han selv kritik

Dave Chappelle tog pis på Kanye Wests udtalelser om jøder – nu møder han selv kritik
Dave Chappelle under hans 'The Closer'-show for Netflix. (Foto: Mathieu Bitton)

Dave Chappelle kastede sig ud i en 15 minutter lang åbningsmonolog, da han i weekenden var vært på det amerikanske sketchshow ‘Saturday Night Live’.

Omkring halvdelen af tiden brugte han på at gøre grin med Kanye West og hans antisemitiske udtalelser, der har skabt en mediestorm af rang for den tidligere milliardær-rapper.

Og det har nu affødt kritik fra en række jødiske organisationer på sociale medier.

På Twitter skriver direktøren for foreningen mod ærekrænkelser mod jøder, Anti-Defamation League:

»Vi kan ikke forvente, at Dave Chappelle vil agere moralsk kompas for samfundet, men det er foruroligende at se ‘Saturday Night Live’ ikke blot normalisere, men popularisere antisemitisme. Hvorfor bliver jødisk sensitivitet fornægtet eller formindsket ved nærmest enhver lejlighed? Hvorfor leder vores traumer til bifald?«

Ifølge det jødiske medie The Forward fik Chappelles monolog en blandet modtagelse på sociale medier. Ifølge Mediet anklagede The Jerusalem Post Chappelle for at »bruge antisemitiske troper«, mens teateranmelderen for Time Out New York, Adam Feldman tweetede: »Dave Chappelles åbningsmonolog på ‘SNL’ gjorde sandsynligvis mere for at normalisere antisemitisme, end noget Kanye sagde«.

Chappelle indledte sin monolog med en forberedt udtalelse: »Inden jeg går i gang her til aften, vil jeg gerne læse en kort udtalelse, som jeg har forberedt: ‘Jeg billiger ikke antisemitisme i alle dens former, og jeg støtter mine venner i det jødiske samfund’. Og dét, Kanye, er sådan, man køber sig selv lidt tid«.

Han fortsatte: »Jeg har gjort det her i 35 år. Og tidligt i min karriere lærte jeg, at der er to ord i det engelske sprog, man aldrig bør sætte sammen: ‘The’ og ‘Jews’. Ingen klarer sig godt, efter at have sagt det«.

Se den fulde monolog her.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af