DILEMMA. I dag er valgets dag.
Det, du vælger i dag, vil definere, hvem du er. Det største enten-eller siden Kierkegaard. Det sværeste dilemma siden ’Sofies valg’. En identitetsmarkør på linje med en amerikaners valg mellem Biden og Trump.
I dag er dagen, hvor du skal vælge, om du vil se Blur eller Rosalía.
De to overlappende koncerter – Blur klokken 22.30 på Orange Scene, Rosalía klokken 23.15 på Arena – er festivalens nok mest hjerteskærende dobbeltbooking i år. Men de udgør også en slags test, der afslører, om du er Old Roskilde eller New Roskilde.
Har du gamle armbånd op til albuerne fra alle de festivaler, du har været på? Har du tjekket Neil Young, Bruce Springsteen, Bob Dylan, en Beatle og David Bowie af på dit headliner-bingokort? Kan du huske, da Arena hed Grøn?
Så skal du nok til Blur.
Er det dit første år på festivalen? Føler du, det er fantastisk, at Roskildes lineup i år er yngre og mere diverst end nogensinde? Og synes du, at Blur lyder som den lyd, man laver, når man kaster dagens alkoholindtag op?
Så er det nok Arena, du stiler henimod.
Okay, helt så firkantet er det selvfølgelig ikke.
Man kan sagtens sætte pris på et flersidigt og ungt musikprogram og samtidig elske Blur, ligesom man kan sætte pris på Rosalía, selv hvis man er en garvet Roskilde-gæst med årtiers festivalerfaring. Roskilde er jo netop et dejligt sted, fordi man ikke reduceres til én genre eller én generation.
Men der er alligevel noget interessant i at stille de to koncerter op mod hinanden – og det vil nok være to ret forskellige skarer mennesker, der står foran de to scener.
Hvis man vil have en slags snapshot af festivalens for- og fremtid, er det nok ikke helt skævt at bruge de to koncerter her som billede.
For valget mellem britpop-legendernes Orange-koncert og den genreflakkende spanske popstjerne repræsenterer modpolerne i Roskilde Festivals musikprogram, der i år mere end nogensinde har vægtet globalt orienteret popmusik højere end rock.
Rosalía inkarnerer den nye tidsånd.
Hun synger primært på spansk. Sproget, der lige så stille er ved at blive den globale popmusiks lingua franca.
De mest streamede artister i verden lige nu er puertoricanske reggaeton-musikere som Bad Bunny, mexicanske artister som Peso Pluma og spanske stjerner som netop Rosalía.
Rosalía er utrolig dygtig til at navigere i det her globale poplandskab. Hun startede med at nyfortolke den andalusiske flamenco-tradition, og har siden inkorporeret nye idéer og strømninger fra alle verdenshjørner på det mesterlige ‘Motomami’, som vi her hos Soundvenue kårede som sidste års bedste album.
Hun hænger ud med Travis Scott i Los Angeles, laver musik med den latinamerikanske flødestjerne Ozuna og har sunget stille emoduet med Billie Eilish.
Senest har hun udgivet en ep med sin puertoricanske kæreste Rauw Alejandro samt et par solosange, der inkorporerer et par engelske gloser – for ligesom at tikke alle bokse. Der er nok ingen anden stjerne i verden lige nu, der i dén grad formår at lyde global.
I 2010’erne talte man meget om, hvordan Drake var blevet verdens største popstjerne ved at låne fra alle verdenshjørner. Men Rosalía er Drake på speed – hun inkorporerer lige så mange idéer på én sang, som Drake gør på et album.
Hvor Rosalía altså i allerhøjeste grad er en globalt orienteret artist, er Blur frem for alt én ting: Britiske.
Altså, bandet er jo for evigt forbundet med en genre, der hedder britpop. Det er lokalt forankret, band-baseret musik.
Okay, igen må vi bremse op og relativere, for her bliver modstillingen igen en smule urimelig, da Blur jo på ingen måde er blevet i britpop-kassen hele karrieren – tværtimod. Og Damon Albarn har jo også har lavet et vaskeægte globalt samarbejdsprojekt i form af Gorillaz.
Men på dette års Roskide-program repræsenterer Blur alligevel den type bands, som plejede at dominere på plakaten: Et legendarisk rockband, som en hel generation har et forhold til.
Et navn, der kan samle festivalen omkring den største scene, og skabe en af den type fællesseancer, festivalen er kendt for. Kom så, alle sammen, syng »woo-hoo«, når ’Song 2’ kommer på!
Når et band af Blurs status besøger Dyrskuepladsen, føles det som noget ekstraordinært. En stor Orange-rockkoncert. En af den slags optrædener, der ville efterlade de fleste andre scener halvtomme, hvis ikke det lige var, fordi Rosalía lå samtidig.
Normalt er der flere af den type koncerter på Roskilde, men i år er det bare sådan, at Blur står alene. Der er ikke andre Orange-rocknavne. De er væk.
Blur føles derfor som de sidste af de gamle gutter, der stadig hænger i den Orange bar. Man er næsten bange for, at nogen ringer med klokken og siger, at det er sidste omgang.
For forandringens vinde blæser over Dyrskuepladsen. Hvis den vind virker ond og hård, kan du altså søge tilflugt hos Blur på Orange i aften. Her er tingene, som de plejer.
Men hvis du hilser forandringens vinde velkommne, og synes de snarere føles som friske pust, kan du hoppe ind i fremtiden med Rosalía på Arena.
Choose wisely.