»Jeg har aldrig haft et gram tvivl før i tiden«, siger Rasmus Theodor, den ene halvdel af Barselona.
Tvivl er noget nyt for bandet. Barselona er altid bruset frem. Som band har de nærmest været konstant aktuelle. De har virket selvsikre. Klar over, hvad de ville.
Men vejen til deres nye album, ’Væbnet hjerte’, har været lang, og undervejs har Rud Aslak og Rasmus Theodor været igennem den største krise i bandets levetid.
Det er det, jeg skal tale med Barselona om i dag. Tvivlen, og de sidste tre år.
Tre år, hvor de nærmest ikke har spillet nogen koncerter og ikke har udgivet noget musik, ud over en enkelt single med Artigeardit.
Tre år, hvor de nu 23 og 24 år gamle medlemmer er begyndt at nærme sig noget, der ligner voksenliv. Måske er det også derfor de to bandmedlemmer havde brug for en længere pause fra Barselona-livet.
For alting bliver lidt sværere med alderen. Den drøm, man havde som ung, er ikke så ukompliceret længere. Tvivlen sniger sig ind gennem sprækkerne.
Jeg møder de to Barselona-medlemmer på deres stamsted på Gammel Kongevej på Frederiksberg. En venlig bartender fortæller mig ved ankomsten, at »de sidder ude bagved«.
Det vil sige ved et bord i baglokalet, gemt væk fra resten af verden, hvor der er ro til at rulle fortællingen om de seneste tre tumultariske år ud.
Det plejede at ske for andre bands
Arbejdet med ‘Væbnet hjerte’ er foregået her på Frederiksberg, derfor har de søgt ind på den brune bodega, hvor vi nu befinder os, når der skulle »debriefes« efter dagens arbejde.
Barselona har altid udstrålet autenticitet og modenhed. Deres musik har, selvom den også har været nyskabende og grænsesøgende, nikket til den klassiske rocktradition. De to bandmedlemmer passer naturligt ind i den lidt old school, tidløse setting, hvor vi nu befinder os.
De rødbrune træpaneler når højt op på væggene, belysningen er dæmpet, og så må man ryge indenfor, hvilket virker vigtigt for Rud, der ofte finder rulletobakken frem fra skuldertasken.
På pressebillederne er de to medlemmer stylet med rocksolbriller og seriøse miner, men i dag er de afslappede og smilende. I musikken er Rud Aslak den selvudleverende forsanger, men i den virkelige verden er det Rasmus Theodor, der er hurtigtalende, mens Rud er afmålt og eftertænksom.
Vi starter med at snakke om de tre år, der er gået siden det seneste album.
»Før har det bare kørt, og alt er gået efter planen, eller nærmest bedre«, forklarer Rud Aslak.
Men efter 2020-albummet gik der »lige pludselig et år, hvor vi ikke skrev eneste sang og ikke spillede for nogen«, som han siger.
Det lyder næsten som en skyggeside af Barselonas sang ‘Et år’ fra 2018, der handler om at starte bandet.
»Vi har grædt, vi har grædt af glæde / Da tonerne spillede og vi fløj af sted«, lød det dengang i 2018.
Man fornemmer den naive, ungdommelige energi. Barselona skulle derudaf, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Men nu gik et år, hvor Barselona ikke var musikere. Det er svært, når det eneste, man har lavet siden niende klasse, har været musik. For hvem er man så?
»Vi snakkede med andre bands dengang om, at vi udgav meget og havde så nemt ved det, og de var virkelig misundelige på os«, fortæller Rud om starten af karrieren. »Og jeg kan huske, at vi tænkte: ’De er så dovne, og de laver ikke en skid’ og sådan noget der. Og så er det præcis det, der skete for os nu!«.
Åbent igen
Det blev sangen ‘Real Love’, der fik Barselona til at tro på, at de stadig kunne.
Sangen var en af mange, og Rasmus Theodor regnede den i starten ikke for noget særligt. Men pludselig fik han tilsendt den færdige sang, med tekst og det hele, fra Rud, der havde været i sommerhus og arbejde på den.
Rasmus var begejstret: »Det har været sommeren ’21, så der er også gået over et år med intet. Det var på tide, at man fik tilsendt en mp3, og det lød fedt«, fortæller han.
Derfra var der åbent igen.
Som noget nyt begyndte Barselona at invitere andre sangskrivere og producere tæt ind i processen. Blandt andet har de allieret sig med Frederik Thaae, der har produceret for Artigeardit og Jada.
Det er en som ham, der kan indtage rollen som »en eller anden man pludselig kan være mega uenig med«, som Rasmus formulerer det. De to medlemmer er nemlig aldrig selv uvenner, fortæller de.
»Jeg er helt klart også blevet udfordret på, hvordan min stemme skal udfolde sig«, siger Rud. »Tidligere har jeg haft tendens til at lægge mig i et eller andet leje, der var meget behageligt, men nu er vi begyndt at øve sange op, og det kommer vidt omkring«.
Barselona er gået all in. Sangene skulle lede vejen og ikke tynges ned af dogmer om at »skulle starte på westernguitar«, eller tanker om hvad der er »sejt eller rigtigt« at gøre.
Skal der være pop, så lad der være pop.
Albummet føles derfor også en del mere åbent og gennemproduceret end deres tidligere output. ‘Væbnet hjerte’ byder på mindre guitar og flere synthtunge og elektroniske skæringer som den dramatiske ‘Ude i røgen’, den 80’er-klingende ‘Månen’ eller den nærmest housede ’Pigen i græsset’, der er noget helt andet, end man hidtil har hørt fra Barselona.
Lukkeren ’Ind i mørket ud af det blå’ føles som en slags opsummering af albummets ti sange, der pendulerer mellem opløftende eufori og modløshed, gerne i samme sang.
»Den er virkelig tung. Men den er også virkelig åben. I omkvædet er der virkelig blevet åbnet til det der hjerte«, siger Rud Aslak.
Rasmus Theodor fortsætter: »Ja, det er som om, man bliver sendt godt af sted på pladen, på en lysere note. Det er jo ikke en entydig lys verden, man træder ud i, men det opsummerer jo bare pladen meget godt«.
Ud af ungdommen
Jeg kan ikke lade være med at føle, at ‘Ind i mørket ud af det blå’ peger ind i en tematik, som især siden debutdobbeltalbummet ‘Legebørn/Hjertebank’ har fyldt i Barselonas musik. Nemlig den forjættede overgang fra barn til voksen.
Man træder ud af det blå, ind i mørket. Ud af det blå kan hentyde til en lysere, problemfri verden, som man forlader for voksenlivets tvivlsomme mørke. Men det kan også hentyde til, at voksenlivet for mange kommer snigende lige pludselig. Helt ud af det blå.
For hvert album har historien om Barselona været, at de er blevet mere modne.
Så kan de to overhovedet blive mere voksne?
Rasmus Theodor: »Nej, det er pensionsalderen snart! Ej, jeg synes helt klart vi er vokset, men det håber jeg, vi var under alle omstændigheder. Da vi startede pladen, var vi 20-21 år og stadig rimelig uerfarne på livet. Der var en del ting, jeg havde kunnet udskyde i vildt mange år, altså sådan noget røvsygt voksenlivsagtigt«.
Altså, at købe andelslejlighed eller hvad?
Rasmus Theodor: »Nej, men jeg havde det rimelig drenget omkring sidste plade og var praktisk talt stadig teenager. Der føler jeg mig glad for, at jeg er vokset og måske nærmer mig et eller andet voksenliv«.
Rud Aslak: »Jeg ved ikke … Jeg savner det også lidt. Det er fint at reflektere lidt mere over nogle ting, men jeg kan også godt savne de år, hvor vi bare kørte derudaf. Hvor der ikke var nogen konsekvens af noget«.
Er der mere det nu?
Rud Aslak:»Det er i hvert fald noget, jeg tænker mere over nu. I starten tænkte jeg ikke på særlig meget andet end, hvad der gjorde mig glad, og hvad der føltes godt, og det fik jeg lov at føre ud fuldstændig, som jeg ville. Nu er der flere led i det, flere stop på vejen. Sådan noget med at skrive sange har taget længere tid, og man er blevet mere selvkritisk. Og det er sikkert godt …«
Rasmus Theodor: »Men det gør det også væsentligt sværere«.
Rud Aslak: »Ja, jeg kan også godt nok gange savne det med bare at være sådan lidt ’fuck det’-agtig og så udgive en sang, man lige har skrevet«.
Jeg spørger de to Barselona-medlemmer til sangen ‘Lyse nætter’, der for mig, ligesom ‘Ind i mørket ud af det blå’, rummer en kontrast. Den føles som skabt til sommeren festivaler og totale lykke. Men alligevel sniger melankolien sig ind i sangens omkvæd.
»Den har en dobbelthed«, siger Rud. »For mig handler det om et eller andet, der slutter. Men det handler også om noget, der kan starte igen. Noget, der kan åbne sig«.
Noget der slutter. Noget der kan åbne sig. Er det sådan, det føles at blive voksen? Man kan i hvert fald ikke være ung for evigt.
Voksenlivet kalder
Vores interview kan heller ikke vare for evigt. Fotoshootet skal til at begynde. De to medlemmer skifter tøj og har begge taget cowboyjakker med uden at aftale det.
Vi fornemmer pludselig en dunst af cigarrøg fra det forreste lokale. Barselona-medlemmerne fortæller, at det er stedets cigarklub, der er begyndt at indfinde sig, og selvom de to er blevet mere modne, så er den tunge cigarrøg, der siver ind, nok alligevel for meget af det gode.
Den virkelige verden kryber ind langs væggene.
Virkeligheden kalder. Bogstavelig talt, faktisk. Vi skal ud på Refshaleøen til shootet, og vi andre venter udenfor, mens Rud Aslak henter en bil.
Men da vi møder ham igen, er han til fods og forklarer, at vi nok ikke kan skyde billeder i dag alligevel.
Mens han var væk, ringede hans bank. Han er akut blevet kaldt til møde, fordi han er ved at købe en lejlighed.
I morgen skal Barselona nok leve videre på ungdomsdrømmen. Men lige i dag kalder voksenlivet.