KOMMENTAR. I går blev Gilli annonceret til Roskilde Festival.
Vi kaldte annonceringen for »den ultimative ’bedre sent end aldrig-booking«, og for Gilli selv må det have været en længe ventet anerkendelse fra en af dansk musiks største institutioner.
Så det skulle selvfølgelig også markeres på Instagram, hvor Gilli blandt andet lagde et post om koncertannonceringen på sin story. Men det var ikke den eneste historie på rapperens Instagram.
Orange Scene-annonceringen lå side om side med en række opslag, der satte fokus på den humanitære krise i Gaza. Ét post linkede til et borgerforslag om, at »Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza, øge dansk bistand til Palæstina og arbejde for en politisk løsning på konflikten«.
Men ikke blot det: Gilli havde også delt opråb om at gøre noget ved krisetilstandene i både Den Demokratiske Republik Congo og Sudan.
På dagen, hvor rapperen fik en af karrierens store, bekræftende anerkendelser – en Orange-booking – valgte han altså at rette spotlyset på humanitære krisesituationer.
Det er ikke det eneste tidspunkt i de seneste par uger, hvor en dansk rapper har brugt personlig succes til at sætte fokus på verdenspolitiske problemstillinger.
Da Artigeardit for nylig vandt P3 Gulds hovedpris, brugte han også Instagram til at sende opmærksomheden videre til en anden sag.
»P3 Guld-prisen var en milepæl – takket være jer derude som lytter og møder op til mine koncerter, vandt jeg denne pris. Tak til jer. P.t. er awardpriser og lignende sekundære«, skrev han.
»Vi oplever lige nu tilstande, som på ingen måde er retfærdige. Jeg håber og tror på fred, retfærdighed og empati blandt alle mine medmennesker. Fri Gaza. Fri Palæstina«.
De to udmeldinger fra Artigeardit og Gilli er de tydeligste eksempler på en aktivistisk opvågning, der er opstået i det danske hiphopmiljø, siden konflikten i Gaza er blusset op.
Den skjulte politiske dimension
Der har ikke været mange politiske danske rapsange de seneste år. Men nogle af de mest bemærkelsesværdige politiske markeringer er kommet fra de to førnævnte rappere.
Der var først Gillis »hvornår skal vi nogensind’ befri Falastin«-linje fra Saveus-amarbejdet ’Verden vågner’ i efteråret 2022, og så Artigeardits album ’Længe leve’ fra januar 2023, der skildrede livet som efterkommer af migranter i Danmark.
Men ellers har politiske budskaber ikke fyldt meget i hiphoppen, medmindre man opsøgte politiske rappere i undergrunden.
Her er det selvfølgelig vigtigt at sige, at hiphop som udgangspunkt altid har en iboende politisk dimension.
Det er i sig selv en politisk handling, når stemmer fra udsatte kvarterer, minoritetsgrupper eller fra underklassen markerer sig på de største scener i landet. Det skaber en fortælling om håb og social mobilitet, og det lader oversete befolkningsgrupper komme til orde.
Samtidig er meget af fundamentet for den nuværende hiphopgeneration lagt af artister som Sivas, der altid har haft en klar politisk dimension. Siden mainstreamgennembruddet har han tonet lidt ned for det aspekt af sin musik, men politiske markeringer er bestemt til stede i hele diskografien.
Gilli, Benny Jamz og MellemFingaMuzik hed desuden også engang Molotov Movement, og var et oprørsk projekt, der havde en udpræget systemkritisk grundtone.
Det politiske og revolutionære i rapmusikken er altså til stede, det har bare ikke været i fokus. Det har ligesom luret bagved. De fleste rapstjerner har sjældent brugt deres platform til eksplicitte opråb. Før nu.
Gaza som udløser
Det er den igangværende konflikt i Gaza, der har sat en ny aktivistisk energi fri på den danske rapscene, der fylder enormt meget på sociale medier.
Palæstinensernes sag forener mange af rapperne, for selv hvis de ikke har direkte forbindelse til Palæstina, kommer mange kunstnere fra miljøer, hvor der er stor sympati for palæstinensernes sag.
Store dele af den danske hiphopscene har delt aktivistisk indhold den seneste tid – følger man Danmarks største rappere, har budskaberne ikke været til at overse.
Endnu har denne nye Instagram-aktivisme ikke præget musikken, men mon ikke, det kun er et spørgsmål om tid?
Det er ikke ukompliceret, når artister træder ind i politiske samtaler.
Der er en problematik, der drejer sig om den ukritiske deling af indhold på Instagram, og så er der kontroversielle eksempler som Isam B fra Outlandish, der senest har fået kritik for at sige, at Hamas ikke er en terrororganisation.
Det er derudover heller ikke til at sige, om denne nye aktivistiske drejning kommer til at føre til en større politisk bevægelse i musikken, eller om det kun er enkeltsagen Gaza, der kan samle hiphopscenen.
Men lige nu føles det i hvert fald, som om en dansk hiphop-generation er midt i en politisk vækkelse.