Blikfang
Blikfang er på nogle punkter det mest erfarne navn på denne liste. Dels fordi Søren Gade, der står bag projektet, etablerede sig i 2010’erne med postpunk-bandet Lød, dels fordi Blikfang allerede har to ep’er på samvittigheden, hvor den første er fra 2021.
De to Blikfang-ep’er blev dog udgivet, da der var to om projektet – dengang dannede Gade nemlig duo med Fraads-medlemmet David Engelbrecht. Nu er det blevet et soloprojekt, så Spot Festival er en oplagt anledning til at høre, hvordan Gades kejtede new wave-skæringer om emner som køn og selvværd tager sig ud i soloformat.
Fredag 3. maj, kl. 16.30
Volume Village
Rebebe
Af og til støder man på nogen, der synger så specielt, at man lige har brug for at stoppe op og lytte ekstra godt efter. Sådan en sanger er Rebebe. Det er, som om hun smager på hvert ord, når hun skal synge det – og den idiosynkratiske sangstil matcher perfekt et popunivers, hvor alting er lidt skævt, men også konsekvent ganske appetitligt.
I hænderne på Rebebe er den gode popsang spiselig og catchy, samtidig med at lydbillederne er rige på finurligheder. Produktionerne er lige så spartanske, som de er kække. Det bliver spændende at se, hvordan hun sammensætter dem i en livekontekst.
Fredag 3. maj, kl. 18.00
Volume Village
Melodi Ghazal
Protestmusik kan komme i mange former, og det behøver ikke være tungt og støjende. Melodi Ghazals debut-ep, ‘Mellow D’, er et pragteksempel på, hvor stærkt det kan ramme, når protesten springer ud af et lydbillede, der er lavmælt og indebrændt. På et nummer som ‘Fuck the System’ råber hun ikke titellinjen – hun nærmest sukker den.
Hendes finkæmmede artpop er et frigørelsesprojekt, der tager rod i Melodi Ghazals personlige erfaringer som dansk-iransk kvinde. Således er de musikalske indflydelser også et helt personligt sammensurium, hvor Britney Spears fylder lige så meget som den iranske kunstner Googoosh.
Fredag 3. maj, kl. 18.15
Lille Sal, Musikhuset
Østen
Østen er et af de mest ubeskrevne blade på hele denne liste – han har kun to sange ude. Til gengæld siger det rigtig meget, at han er blevet så hypet med så smal en diskografi. Han har desuden ageret højre hånd for dansk musiks producerguru Frederik Thaae i forbindelse med albumsucceserne ‘Længe leve’ af Artigeardit og ‘Væbnet hjerte’ af Barselona.
Østen har dog angiveligt allerede så godt som sammensat sit debutalbum, så der er materiale nok til Spot Festival. Hans storladne alt-pop kanaliserer blandt andet det nyligste output fra Thaae-producerede navne som Barselona, så hvis hans koncert går efter planen, kan Musikhusets Lille Sal sagtens ende med at føles som en kæmpemæssig stadionoplevelse.
Fredag 3. maj, kl. 23.30
Lille Sal, Musikhuset
The Bird
I en klubscene fyldt med feinschmecker-techno og importerede tracks fra Berlin rækker The Bird en stor langfinger efter smagsdommeriet og omfavner i stedet det mest kitschede og fjollede, som elektronisk musik har at byde på. Det er ham, du skal se, hvis du vil slutte dagen med en fest.
The Bird erklærer selv, at Basshunter er en stor inspirationskilde – han har tilmed en Basshunter-tatovering – og hans kaotiske neo-eurodance klinger til tider af både Crazy Frog og Eiffel 65. Der er dømt basarm, technobajer og tunge beats i lange baner til denne midnatsoptræden.
Fredag 3. maj, kl. 00.00 (som en del af fredagsprogrammet)
Folkestedet
Thea Dora
Thea Dora laver ikke hyperpop. Men hun laver en form for popmusik, der kun giver mening i en post-hyperpop-verden. Det er skamløst oprigtigt, og det er svøbt ind i produktionsgreb, der omfavner sin egen kunstighed. Men modsat det meste hyperpop bliver det aldrig støjende eller kaotisk.
Hendes popsange er spækket med opsigtsvækkende idéer, og der går sjældent mere end et par takter, før et eller andet hook bliver serveret. De elektroniske produktioner spræller af liv og entusiasme. Ligesom Østen har hun i skrivende stund kun to singler på streamingtjenesterne, så Spot Festival er en oplagt anledning til at se, hvad hun ellers har i ærmet.
Lørdag 4. maj, kl. 15.35
Volume Village
Tamara
Dansk-færøske Tamara spillede også på Spot Festival sidste år, men det er altså nu, du skal hoppe med på vognen. Vi så Tamara udfolde sine r’n’b-toner både på Spot 2023 og på dette års Vegas Udvalgte, og det var slående, hvor meget hun havde udviklet sig som performer på blot et år.
Det er sjældent, at kunstnere med så spinkle diskografier laver shows, der er så tjekkede, som Vega-koncerten var. Tamara sang fremragende, og stedvist kanaliserede hun internationale stjerner som Raye og SZA i topform. Det er bare om at krydse fingre for, at hun rammer samme høje niveau, når hun vender tilbage til Spot Festival.
Lørdag 4. maj, kl. 18.00
Train
Aggi
Aggi laver også r’n’b. Men hvor Tamara har en meget klassisk tilgang til stilarten (hvilket Aggi også havde, da hun tidligere optrådte under kunstnernavnet Aggi Dix), er Aggi en futuristisk genre-masher. Den mest oplagte stilfælle er nok Roskilde-aktuelle Amaarae, når man ser på, hvordan Aggi fører afrobeats, hiphoppede rytmer og klubbede produktioner sammen med sin animerede vokal.
Hun laver selvsikker, bouncy musik, der potentielt kan sætte gang i en stor dansefest. Så vi må håbe, at Trailerscenens højttalere har skruet tilstrækkeligt op for bassen, så lyden kan opnå sit fulde potentiale.
Lørdag 4. maj, kl. 18.15
Trailerscenen
Kundo
Kundo har lige nu et momentum, som giver mindelser om, dengang en ung Artigeardit så småt var ved at etablere sig. Hans overbevisende debut-ep fra 2023 cementerede ham øjeblikkeligt som en af den danske rapscenes mest lovende nye navne. Hans mere melodiske kompositioner leder desuden tankerne hen mod Hans Philips sjælfulde solomateriale.
Men selvom ovenstående sammenligninger er oplagte, har Kundo så afgjort sin egen stemme, og han er virkelig god til at sætte ord på netop sit eget perspektiv på verden. Han balancerer at blotte sig, samtidig med at han træder i karakter – og det bliver fra tid til anden ganske rørende.
Lørdag 4. maj, kl. 21.30
Train
Merro8
På Roskilde Festival 2023 kunne man opleve Kundo give en kort optræden til en showcase-koncert, der også havde Merro8 på programmet. De to rappere kunne ellers dårligt være mere forskellige – Merro8 laver nemlig hookbaseret poprap, der passer perfekt ind på klubben. Han nævner selv Gilli som et forbillede, og man kan høre det i hans lyd.
Merro8 har indtil videre kun udgivet singler, men et album er undervejs. Vi er faktisk så tæt på udgivelsesdatoen, at hans inklusion på denne liste er lidt af en teknikalitet. For nej, han har i skrivende stund ikke udgivet et album – men debuten ‘Ocho’ lander dagen inden hans Spot-koncert.
Lørdag 4. maj, kl. 23.45
Aarhus Congress Center, Green Stage
Ung-Skab
Ung-Skab er lige dele hiphop og r’n’b. De er nemlig en duo, hvor den ene part er rapper, og den anden er sanger. Det rappende medlem, Bjørn, er kendt for sit virke som solokunstner og producer. Det syngende medlem, Clara Rose, er kendt for duetter med blandt andre Cyd Williams og Ussel.
De to medlemmer får godt med drama frem i hinanden, og på scenen har de det med at ose af charme og spilleglæde. Når de er bedst, rammer de – tro deres navn – en ungdomsånd, der kan gennemtrænge selv den mest kynisk ældede sjæl. Det beviste de under en koncert på Spot i 2022.
Søndag 5. maj, kl. 00.35 (som en del af lørdagsprogrammet)
Aarhus Congress Center, Pink Stage
Elsked
Hvis du bliver længe oppe, har Spot fundet det perfekte navn til at afslutte din festival. Aarhus Congress Center skal nemlig forvandles til en natklub, når det selverklærede elektroniske boyband Elsked indtager scenen.
Elsked ep-debuterede sidste år med ‘Piratradio’, og deres lyd minder lidt om eksempelvis Kind Mod Kind. Men hvor Kind Mod Kind primært er en popgruppe, hvis instrumentale teksturer tager udgangspunkt i klubmusik, er Elsked først og fremmest et elektronisk projekt, der dog trækker tydeligt på poppens virkemidler i deres vokalmelodier. På den måde bliver der formentlig gjort plads til, at man både kan danse og få sin føler på.
Søndag 5. maj, kl. 01.15 (spiller som en del af lørdagsprogrammet)
Aarhus Congress Center, Green Stage