Ingen kan tage Andreas Odbjergs stærke katalog fra ham – men hvor var overraskelserne?
Den største overraskelse til den første af tre udsolgte koncerter med Andreas Odbjerg i Store Vega skete under opvarmningen.
For her traskede aftenens hovednavn, iført sort hoodie, pludselig ind på scenen og stak Guzo – August Foghs nye soloprojekt – et stykke pap. Den unge soulpopper var P3’s Uundgåelige i næste uge, stod der.
Guzo svarede med variationer over »fuck!« og fik en helt ny nerve i sit sæt, mens Odbjerg, licenseret karmacowboy, luskede væk igen.
Jeg nævner ikke kun den korte seance, fordi den meget godt viste, hvor stærk en mentor Odbjerg er for nye talenter. Men også fordi den viste, hvordan det kan løfte en koncert, når noget uventet sker.
Det sidste, overraskelser, kunne odenseanerens eget show godt have brugt mere af.
Ikke at det ligefrem er run-of-the-mill at indlede en koncert med først en båndet tysk arie i mørke og så en underspillet bossanova om vores diagnosesamfund.
Eller at gå direkte fra den jazzede tværfløjtesolo i ‘Bare en lille diagnose’ til den poptrappede, percussive energi i ‘Icemoneyassbitch’. Og så holde tale om (opdigtede!) begravede børn i baghaven og korsfæstelsen af Jesus.
Men trods genresafarien og de rablende monologer var der også noget lidt for sikkert over Andreas Odbjergs koncert. Der gik en anelse dinner show i den.
Den nerve, der er i hans stemme, fik ikke rigtig lov at komme til udtryk, for vokalen lå hele tiden lovlig præcist takket være diskret autotune (eller et mirakel af en sangcoach).
Det stod på en måde i kontrast til Odbjergs erklærede kamp for ægte, håndspillet musik. Men på en måde heller ikke, for også hans liveband var en meget velsmurt maskine.
Oilly Wallace kunne formentlig spille heltesoloer på altsax og tværfløjte indtil Jordens undergang, og rytmegruppen kunne i den grad deres discofunk.
Men hvor var den risiko, der får musik til at løfte sig live? Jeg havde svært ved at få øje på den, og måske var det grunden til, at stemningen i salen var noget flad under koncertens første halvdel.
Den melankolske popdrøm ‘Benny’ skruede op for bas og guitar, men ned for synth og fløjt. Og fik sig til gengæld en trompetsolo. Ikke verdens bedste bytte.
En siddende »Stor mand« blev gumpetung med rytmeæg i stedet for Tobias Rahim, og selvom aftenens eneste gæst, Ida Laurberg, leverede en drøm af en popvokal i ‘Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’, nåede den kompakte studieversion aldrig helt at peake.
Det var først mod slutningen af koncerten, at publikum rigtig kom med, uden at Odbjerg var nødt til at tvinge stemningen ud af os med sine cirkusfagter.
‘Ufo uber’ genskabte ganske vellykket den ambitiøse studielyd, og pludselig fandt salen sine trampesko frem, efter også ‘Smugryger’ – igen med lovlig meget saxsolo – havde leveret helt stram pop.
Der var ingen Emma Sehested Høeg under ‘Svært at være fantastisk’, men Odbjergs vokal havde en fin hæshed. Til gengæld var der flere fløjtesoloer og congadans gennem salen under sambaen, som dog savnede karnevalkant i slagtøjet.
Punktummet blev obligatorisk sat med endnu en studietro udgave af ‘I morgen er der også en dag’, hvor Odbjerg dog sprang den højeste falset over – den havde allerede svigtet tidligere på ‘Ude af mine hænder’.
Glimrede den nye balladeperle ‘Er det nu?’ ved sit fravær? Ja! Koncerten kunne ellers godt have brugt mere af det intime nærvær, som Odbjerg trods alt fik frem i sidste sang og i ‘Hvad skal verden med sådan en som mig?’.
Den kunne også godt have brugt mere scenografisk galskab. Det blev generelt for stillestående.
Heldigvis kan ingen tage Andreas Odbjergs stærke katalog fra ham, og var man kommet for at høre sangene, som man kender dem, blev man næppe skuffet.
Kom man for at se noget, der rigtig sitrede, gjorde man nok.
Kort sagt:
Den første af tre udsolgte koncerter i Store Vega viste, at Andreas Odbjerg godt kan flytte sin musik fra album til scene, men at nerven fra hans sangskrivning mangler at flytte med.