Hvad har Emma Sehested Høeg, Pilou Asbæk og Knud Romer tilfælles?
Det spørgsmål stillede vi i sidste uge, og har man endnu ikke regnet svaret ud, kommer det her: De har alle tre på den ene eller anden måde en finger med i spillet på Andreas Odbjergs nye album, ’Un Hommage’.
Det er i sig selv en kuriøs samling kendisser. Ikke mindst fordi to af dem nok er bedst kendt som skuespillere, mens den tredje er forfatter.
Men det vildeste ved Andreas Odbjergs andet album er sådan set ikke, hvor bredt disse gæster spænder på tværs af både fag og generationer. Det handler mere om, hvordan han bruger dem i praksis.
Således giver Emma Sehested Høeg den som revy-stjerne, mens Pilou Asbæk leger Irma-shoppende kontormus med et godt øje til Ida Wohlert. Og Knud Romer? Han er selvfølgelig operaforfatter, for hvorfor ikke.
Det er svært at forestille sig idéerne til disse sange opstå andre steder end i Andreas Odbjergs krøllede hjerne. På ’Un Hommage’ indtager hitmageren en kuratorrolle ulig noget, jeg mindes at have set i dansk popmusik.
Ud af komfortzonen
’Un Hommage’ er ikke årets eneste danske musikudgivelse, der byder på uventede gæstestjerner. Som i slet ikke.
Tilbage i januar fik First Hate selskab af Infernal-sangeren Lina Rafn på ep’en ’Down the Rabbit Holde’, og inden da kiggede selveste Hilda Heick forbi åbningsnummeret til Marcus.wavs nye album, ’En sød lille én’.
Alligevel er Andreas Odbjergs nye album anderledes.
Først og fremmest fordi First Hates til tider knytnævepumpende klubmusik velsagtens har mere tilfælles med Infernals ditto, end Andreas Odbjergs popsange har med Knud Romers traumatiske debutroman, ’Den som blinker er bange for døden’.
Men også fordi både First Hate og Marcus.wav nøjes med at lade deres gæster gøre det, der forventes af dem. Det er ikke, fordi Hilda Heick pludselig begynder at rappe, bare fordi hun er med på et hiphopalbum.
Sådan leger Andreas Odbjerg ikke. På ’Un Hommage’ handler det om at gøre op med folks forventninger. Eller i hvert fald om ikke at lade sig begrænse af dem.
Det betyder også, at gæsterne en gang imellem må ud af deres komfortzone.
Spørg bare Pilou Asbæk, der ifølge en pressemeddelelse tøvede med at takke ja, fordi han efter eget udsagn »var det mest umusikalske menneske på hele sin årgang på skuespillerskolen«, og fordi han »knap nok kunne klappe i takt«.
Ikke desto mindre fik Andreas Odbjerg ham overtalt, og resultatet blev den antikapitalistiske ’Slipsedreng’. En spoken word-baseret sang, jeg allerede har sammenlignet med Blurs ’Parklife’, fordi … ja, prøv selv at lytte efter.
Jeg er ikke helt solgt, men det handler sådan set mere om selve udførelsen. I pressemeddelelsen lyder det, at »der er noget Patrick Bateman over morgenritualerne«, men man er vel næppe psykopatisk seriemorder, bare fordi man bruger whitening-tandpasta.
Men isoleret set er præmissen sjov. Og i en dansk kontekst også unik.
Mere teaterinstruktør end musiker
Til sammenligning må det have krævet knap så meget overtalelse at få Emma Sehested Høeg til at gæste ’Svært at være fantastisk’.
Især fordi nummeret i virkeligheden ikke er så forskelligt endda fra hendes seneste single, ’Aldrig helt nok’, hvor multikunstneren ligeledes skruer op for musical-energien.
Men den sang var skrevet til en teaterforestilling. Det er ’Svært at være fantastisk’ ikke.
Eller hvad? Der er i hvert fald steder på ’Un Hommage’, hvor Andreas Odbjerg nærmere indtager rollen som teaterinstruktør end som musiker. Han bruger sine gæster som karakterer snarere end som, ja, dem selv.
Det her et af de øjeblikke. Faktisk optræder hitmageren ikke engang selv på nummeret. I stedet overlader han scenen fuldstændig til Emma Sehested Høeg, der over et over et lækkert bossanova-arrangementet iscenesætter sig selv som den perfekte hjerteknuser.
Er det en slags metakommentar til, hvor ombejlet hun må forventes at være i øjeblikket? En tiltrængt blærerøvsøvelse for en ny tids superstjerne, der lige for tiden svinger ubesværet mellem at være skuespiller, serieskaber og musiker?
Uanset er det sublimt. Måske endda det bedste nummer på hele pladen. Det er altid en fryd, når Emma Sehested Høeg synger på dansk, og det her er ingen undtagelse.
Et hurlumhejhus af en plade
Det bringer os videre til det tredje og sidste opsigtsvækkende samarbejde på ’Un Hommage’: Nemlig ’Liebesleid’, der altså udover at være sunget af mezzosopranen Sigrid Matilda Thordsen også er skrevet af Knud Romer.
At forfatteren laver musik er i sig selv ikke noget nyt. Hvis nogen skulle have glemt det, leverede han en spoken word-passage til Spleen Uniteds ’Sunset to Sunset’ fra 2012, og han har også sangskriverkreditering på Peter Sommer-albummet ’De uforelskede i København’.
Men Andreas Odbjerg tager den lige skridtet videre. På ’Un Hommage’ får Knud Romer lov til at skrive en opera. Teksten er ovenikøbet sammensat af citater fra tyske digtere fra slutningen af det 19. århundrede. Say what?
I pressemeddelelsen forklarer Andreas Odbjerg, at det var afgørende for ham, at nummeret ikke blev en pastiche. At hans værste mareridt var, at de folk, der til dagligt laver klassisk musik, ville finde det »fake eller letkøbt«.
Det skal jeg ikke kunne kloge mig på, om det er. Men jeg kan sige så meget, at det lyder skønt.
På ‘Liebesleid’ sidder Andreas Odbjerg endnu engang over og lader Sigrid Matilda Thordsen synge for. Bevares, der er tale om en minutlang intermezzo (operasprog!), men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at hovedpersonen er så villig til at træde i baggrunden.
Måske siger det alt om, hvad ’Un Hommage’ er for en størrelse. Det er ikke bare et Andreas Odbjerg-album, men et fælles projekt lavet »med venskab som opskrift«, som han selv formulerer det. Det er lyden af at have det grineren i et sydfransk sommerhus.
Alligevel kan Andreas Odbjerg ikke løbe fra, at han er hovedarkitekten bag dette hurlumhejhus af en plade, hvor nogle af tidens største stjerner skejer ud på hans kommando. En plade, hvor Knud Romer kan skrive tyske operaer lige så vel som Pilou Asbæk kan være djøf’er.
Ingen anden bruger sine gæster på den måde i Danmark. Faktisk har jeg også svært ved at komme i tanke om mange, der gør det internationalt.
Det er fascinerende at være vidne til.
’Un Hommage’ er ude nu.