‘Might Delete Later’ gør ikke J. Cole nogen tjenester i den verserende rapkrig
Man siger, at der ingen vindere er i krig, kun tabere. Med rap-beefs forholder det sig ofte omvendt. Her er kun vindere. Nogle vinder mere end andre, men opmærksomheden kommer alle parterne til gode.
Derfor er timingen for J. Coles nye surprise-mixtape ret opsigtsvækkende. Har det været undervejs hele tiden, eller er det en reaktion på det diss, Kendrick for et par uger siden fyrede afsted mod J. Cole og Drake på ‘Like That’ med Future og Metro Boomin? Det er svært at sige.
Det er også svært at sige, om ‘Might Delete Later’ gør noget godt for J. Cole i den kamp, der lige nu udspiller sig i hiphopkulturens tronsale.
Mixtapet starter ellers fint med fire hårde rap-fremvisninger. For J. Cole er jo god til at rappe – det er ingen hemmelighed. Både flow og ordspil er der nok af: »And I’m Joaquin Phoenix, walk the line, I’m about cash / Benjamin Button gettin’ younger as the hours pass«, lyder det eksempelvis på den stærke ‘Crocodile Tearz’.
Men efter fire sange begynder det at blive forvirrende. På ‘H.Y.B.’ forsøger han sig med et drill, og det går okay, men J. Cole er jo ikke drill-rapper. Det er til gengæld Central Cee, men hans vers lyder, som om det er DM’et ind fra hotelværelset.
Den mere afslappede ‘Stickz N Stonez’ er cool, men især i andet vers har J. Cole så travlt med at rappe om, hvor meget han vil dræbe sine modstandere og hvor sindssyg han er til at rappe, at man ikke når at trække vejret.
‘Fever’ og ‘Stealth Mode’ er mere melodiske, men især ‘Stealth Mode’ hænger ikke sammen. Bas’ mere melodiske vers lyder retningsløst og snublende, og den forvrængede, Jersey club-agtige bas støder frontalt sammen med de soulede vokal- og guitar-samples. Så er den mere statiske og dystre ‘3001’, hvor J. Cole er tilbage i hård rap-mode, straks bedre.
Men ‘Might Delete Later’ føles som det, det er: Sange, der måske skulle være blevet i skuffen. Noget af det er egentlig fint, men intet af det er særlig banebrydende. Og det ved folk, der lytter til J. Cole. Han har sine dedikerede fans, og han er den, man går til, når Drake bliver for poppet, og når Kendrick laver kunst.
Jeg tror endda, J. Cole ved det. Selv titlen antyder noget, man bare lige kaster ud, og det er jo klassisk at nedjustere folks forventninger. Det er bare svært ikke at sætte det i en aktuel kontekst, når skuddene og sammenligningerne mellem ham, Kendrick og Drake flyver gennem luften.
J. Coles reaktion på alt det er ‘7 Minute Drill’ – et pligtskyldigt diss-track, hvor han både svarer igen på Kendricks uppercut og virker, som om han mest har lyst til at hug it out.
Det er underligt at høre J Cole både lovprise og svine Kendrick i samme nummer. »Lord, don’t make me have to smoke this n***a ’cause I fuck with him«, rapper han. J. Cole valgte da også at hejse det hvide flag kun to dage efter, fordi han jo ser meget op til Kendrick, og fordi diss-tracket er »det dummeste lort, jeg nogensinde har gjort i mit skide liv«.
Det hele virker sgu lidt rodet. Og skal man absolut sammenligne rappens tre sværvægtere, må man i hvert fald sige, at ‘Might Delete Later’ ikke rigtig gør J. Cole nogen tjenester.
Kort sagt:
J. Coles ordspil og rim er som altid overlegne, men det er ikke nok til at redde ‘Might Delete Later’, der er rodet, uinteressant, og som ikke gør ham nogen tjenester i den rapkrig, der hærger lige nu.