Søn-frontmanden sang om falske orgasmer på taget af en varevogn
NorthSide havde stillet en trailerscene til rådighed til to Spot-shows, og særligt til Søns optræden var der ikke tvivl om, at den var for lille. Heldigvis stod Søn for en af festivalens mest velspillede koncerter.
Særligt under ’Mrs. President’ imponerede de. Først med synkron nikken med hovedet fra alle bandmedlemmerne, dernæst da frontmand Kristoffer Jessen pludselig dukkede op på taget af varevognen, der var parkeret ved siden af scenen.
Ikke alene betød det, at de bageste rækker også kunne se – det betød også, at der blev føjet en storladenhed til Jessens strofer om at fake sine orgasmer for sin ekskæreste. Kjartan F. Stolberg
Aggi var en regulær dansemaskine
Aggi havde ligesom Søn fået den lille trailerscene, men der var noget bedre albuerum til hendes koncert. Og det er godt, for hun laver musik, hvor der skal være plads til at danse.
Hendes band sørgede for lækre afrobeats-grooves hele vejen igennem, og Aggi selv var en regulær dansemaskine. Hun stod dårligt nok stille i et øjeblik, og hendes fremragende humør gjorde det svært ikke at blive ramt af hendes positive udstråling. Særligt nummeret ‘Waste No Time’ var en charmebombe, der gik lige i hjertet. Kjartan F. Stolberg
Ilma sang på bosnisk til sin farfar
Dansk-bosniske Ilma spillede det måske mest stilsikre show på hele årets festival, hvor røgmaskiner på overarbejde og tunge 808’s sikrede lige akkurat den dramatiske stemning, hun gerne ville skabe.
I små glimt tillod hun sig dog at skeje ud. Først med en mere upbeat ny single, der nærmest smagte lidt af Rosalía, sidenhen med en sang dedikeret til hendes farfar, der blev sunget udelukkende på bosnisk. Malthe Hjort
Brimheim beviste, at hun kan det hele
Mange havde nok sat Helena Heinesen Rebensdorff i bås som en gotisk indierocker efter debutalbummet ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’, men hendes koncert lørdag aften understregede, hvor mangefacetteret Brimheim-projektet efterhånden er blevet.
Således var der både dunkende synthpop i form af ‘Literally Everything’ og autotunede vokaler til ‘Snow Angels’, mens hun på ‘Brand New Woman’ inviterede til en forrygende popfest. Brimheim havde intet at bevise på årets Spot Festival, men det gjorde hun alligevel. Malthe Hjort
Thea Dora fik to musikere til at føles som en elektronisk pophær
Nogle popsange bygger langsomt forskellige elementer op, så man lige kan nå at sætte pris på dem, inden et eksploderende omkvæd starter. Og så er der numre som Thea Doras ’Harder’, hvor der fra første takt bare er fuld smæk på alle spor.
Det indledende omkvæd er så tætpakket i lyden, at det føles som en knytnæve af hyperpoppet begær, og som resultat var det umuligt at stå stille, da Thea Dora spillede den i Volume Village.
På scenen var hun udelukkende assisteret af multiinstrumentalist Martha Elisabeth, men under numre som ’Harder’ føltes de to musikere som en hel pophær. Kjartan F. Stolberg
Prisma-søstrenes kæmpestore angstskrig
’Alive’ er en god kandidat til Prismas bedste sang, og ligesom alle andre Prisma-sange er den endnu bedre live.
Under dette nummer lavede søstrene deres efterhånden veletablerede stunt, hvor de stiller sig på hver sin side af en stortromme, som de begge hamrer i, mens de kigger hinanden dybt i øjenene og synger. Og der er næppe noget nummer, der egner sig bedre til det trick end ’Alive’, hvor omkvædet kulminerede i et kæmpestort angstskrig. Kjartan F. Stolberg
Uden Ord skabte fællessang i foyeren
Kærligheden var til at tage og føle på, da Uden Ord lagde vejen forbi Spot Festival for andet år i træk. Allerbedst var det, da trioen og deres band under afslutningsnummeret ‘Verden den er lige her pt. 2’ marcherede ud af koncertsalen, så den hjertevarme fællessang kunne fortsætte i foyeren.
»Det er virkelig rørende. Jeg er tæt på tårer«, indrømmede guitarist og sanger Gustav Hedemann Christensen på et tidspunkt. Jeg tror, jeg taler for alle i publikum, når jeg siger ‘samme her’. Malthe Hjort
Ingen kunne stå for Benny Jamz
Både Mas og Kesi imponerede til Noah Carters stjernespækkede optræden, men særligt Benny Jamz satte gang i festen med energi og publikumskontakt i lange baner under afslutningsnummeret ’Ousside’.
Da sangen startede, løb han ud mod de forreste rækker og rakte hånden ud til alle, og så snart det var gjort, sørgede han for også at etablere kontakt med dem, der var længere væk. Han var et veritabelt festfyrværkeri på scenen, og selv en ellers afdæmpet Noah Carter måtte trække på smilebåndet. Kjartan F. Stolberg
Smag På Dig Selv-medlem var saxofonist og råbesanger på én gang
Jeg ved ikke det store om saxofonteknik, men jeg har ladet mig fortælle, at Thorbjørn Øllgaard fra de antifascistiske afrojazz-punkravere Smag På Dig Selv er i stand til at råbesynge og spille barytonsaxofon samtidig, fordi hans to fortænder mangler. Derfor er der plads til mundstykket, mens han råber.
De fleste af trioens sange er instrumentale, men under nummeret ‘Fuck der kommer kontrollører!’ gjorde Øllgaard netop det. Hver gang han råbte ordet »fuck«, kom der således et blæs ud af saxofonen. Det var et hæsblæsende intenst øjeblik i en koncert, hvor der ellers var høj puls og instrumental ekvilibrisme hele vejen igennem. Kjartan F. Stolberg
Angående Migs rørende surprise-optræden
Den der Søn-koncert var altså virkelig god, så lad os tage endnu et højdepunkt derfra. Under afslutningsnummeret ‘Ka ik connect’ åbnede døren til førnævnte varevogn sig nemlig, og inde bag den sad Angående Mig.
Hun trådte ind i sangen med sin vanligt kraftigt forvrængede autotune, og smerten i sangen blev således adskillige niveauer mere hardcore. Til sidst pitchede hun endda sin vokal op, så outputtet var en heliumlys musestemme. Vovet valg, men det fungerede. Kjartan F. Stolberg
Find hele Soundvenues dækning af Spot Festival HER.