‘C,XOXO’: Camila Cabellos nye album er lige så ringe, som mange havde frygtet
Ugen op til udgivelsen af Camila Cabellos nye album, hørte jeg et afsnit af podcasten ‘Broken Record’, hvor hun blev interviewet om ‘C,XOXO’.
Her blev jeg mødt af en kunstner, der virkede oprigtig som ind i helvede. Cabello er blevet beskyldt af mangt en poplytter for kynisk at appropriere både hyperpop og hiphop for egen vindings skyld, uden at hun rent faktisk har kunstnerisk interesse for selv at udforske stilarterne.
Det hjælper ikke, at hendes nye æstetik skriger Charli XCX (altså, alene albumtitlen og det faktum, at førstesinglen hedder ‘I Luv It’, men det stopper ikke der), og at albummet udkommer i kølvandet på ‘Brat’, Charli XCX’s største kommercielle såvel som kunstneriske succes i mange år.
Og det hjælper heller ikke, at den dobbelt-gæsteoptrædende Drake under promo-cyklussen gik fra at være et kæmpe scoop til at være persona non grata – særligt i de eksakte målgrupper, Cabello umiddelbart sigtede efter.
Længe inden udgivelsen stemplede mange derfor ‘C,XOXO’ som ikke blot en fiasko, men en kynisk en af slagsen.
Selv tror jeg ikke helt på den. Jeg mærker en uforfalsket fascination af og respekt for hiphoppen, når jeg hører Cabello fortælle om sit værk. Jeg hører en kunstner, der oser af entusiasme for ikke længere blot at lave pophits, men at begynde at lave æstetisk sammenhængende værker. En kunstner med en vision om at udvikle en lyd, der er umiskendeligt hende.
Jeg ville virkelig gerne give ‘C,XOXO’ en chance. Cabello vil så gerne udvikle sig hinsides ‘Havana’ og ‘Bam Bam’, og derfor er det så meget desto mere hjerteskærende, at albummet er lige så ringe, som mange havde frygtet.
Albummet minder meget om hendes nylige, dybt forvirrende koncert på Tinderbox på den måde, at der i begge tilfælde tydeligvis er lagt masser af arbejde og budget i at få visionerne ført ordenligt ud i livet, men at de nævnte visioner er så fundamentalt dårlige, at det falder til jorden.
Hvorfor sampler den stilfærdige ballade ‘B.O.A.T.’ eksempelvis Pitbulls partybanger ‘Hotel Room Service’? Hvorfor afslutter hun hele albummet med 30 sekunder af verdens mest skærende drop, som der på ingen måde er bygget op til?
Og hvorfor er der et interludie, hvor sydstatsrapperen BLP Kosher fortæller om, at han lyttede til et Camila Cabello-album for at bearbejde sine følelser, da en af hans venner blev dræbt af politiet?
Sidstnævnte interludium er det eneste øjeblik, hvor anklagerne om kyniske cash-grabs bliver forståelige for mig. For hvorfor inkludere den slags, hvis det ikke er for at sige »ja, min kunst er altså vigtig for folk, jeg er ikke bare ‘Señorita’-sangeren«?
Hendes brug af hiphoppede flows på guitarballaden ‘Twentysomethings’ er tåkrummende. Når hun på ‘Dream-Girls’ sampler The-Dreams ‘Shawty Is Da Shit’ over et tamt, men samtidig insisterende reggaetonbeat, lyder begge dele så indlysende malplacerede, at jeg er i tvivl om, hvordan et helt hold af musikproducere blev enige om, at sammensætningen var en fin idé.
Charli-sammenligningerne er i øvrigt alle sammen blot overfladiske. Kun på ét nummer bevæger hun sig over i noget, der lyder bare halvvejs som Charli – nemlig på den kraftigt autotunede ballade ‘Chanel No.5’.
Med dens skæve klavertoner er det nummeret, der er tættest på at fungere, men distraherende vokalfragmenter forhindrer dets momentum, og når hun i andet vers kaster sig ud i et Playboi Carti-agtigt flow med linjen »I just, ah, I just, what, I’m just writin’ all my wrongs«, falder det hele til jorden.
Hendes kemi med Drake er ikkeeksisterende på ‘Hot Uptown’, hvilket bare gør det endnu mere spøjst, at det efterfølgende nummer, ‘Uuugly’, er en kort Drake-sang, hvor Cabello kun bidrager med sparsomme backingvokaler.
Det eneste nummer, jeg kommer til at vende tilbage til, er åbneren ‘I Luv It’, hvor Playboi Carti (den ægte vare denne gang) skejer ud i alt sit vanvid over en slags produktion, han ellers sjældent prøver kræfter med. Det er både forfriskende og løssluppent.
‘I Luv It’ føles ganske vist ikke meget mere gennemtænkt end resten af pladen. Men til gengæld nænner dét nummer at være underholdende.
Kort sagt:
‘C,XOXO’ er ikke det kyniske cash-grab, som mange havde antaget. Men her på den anden side af udgivelsen er det desværre tydeligt, at albummet er bygget op omkring en række fundamentalt dårlige idéer.