Eksperterne guider til de 6 bedste unisex-ansigtscremer

En god ansigtscreme indeholder gode ingredienser og holder, hvad den lover, lyder det.
Eksperterne guider til de 6 bedste unisex-ansigtscremer
Foto: Orlando / Three Lions, Getty Images

Hvis det bare handlede om fugt, ja, så var det måske nemt nok at finde en god ansigtscreme. Det lover de som minimum alle. Men så simpelt er det desværre sjældent. Der er cremer til tør hud, normal hud, rødme og acne. Der er cremer til ung hud, rynker, til kvinder og til mænd. Og det kan derfor lynhurtigt ende i en ufrivillig creme-safari at være på udkig efter en ansigtscreme.

Vi har derfor bedt to creme-connoisseurs om at pege på deres bud på ansigtscremer, som kan bruges af de fleste hudtyper, og som lever op til det, de lover.

Anita Falslund er kosmetolog og driver sin egen klinik i København, og som Social Media Manager hos Matas har Maja Røboe Fabech testet sig gennem tusindvis af produkter. Og så sad de begge i dommerpanelet, da forbrugerprisen Danish Beauty Awards sidst blev afholdt.

Begge understreger de, at det, at passe på sin hud, involverer flere trin. Det er med andre ord ikke nok bare at klaske fugtighedscreme i krydderen og så håbe på det bedste. Når det så er sagt, bør ansigtscremen være en helt grundlæggende del af ens daglige rutine, siger de.

»Ansigtscremen er overfrakken, når din hud skal have tøj på«, siger Anita Falslund. Men inden man ifører sig den, bør man rense huden for døde hudceller, så den er klar og i stand til at optage fugt og vitaminer. Og så skal man ellers væIge en creme med gode, naturlige ingredienser og droppe ideen om feminine og maskuline produkter. Der er produkter, der virker, og så handler resten om, hvad folk tillægger den emballage, det kommer i«, siger Anita Falslund.

Og det er Maja Røboe Fabech enig i. Når hun tester og udvælger produkter, er ingredienslisten helt afgørende. »De skal være ærligt og simpelt formuleret, så man ved, hvad det er, man smører sig ind i«, siger hun og fortæller, at hun desuden sætter pris på produkter, som har flere funktioner og kan bruges både dag og nat.

Her anbefaler de hver især deres favoritter.

BioElements Crucial Moisture

Anita Falslund »Hudtyper er jo forskellige, og derfor kan man dårligt sige, at one-size-fits-all når det kommer til hudpleje. Men den her fra BioElement indeholder ingen parfume, parabener eller kunstige farvestoffer, som ofte er med til at få nogen hudtyper til at slå ud. Derfor er det en creme, der kan bruges af alle – selv hvis man døjer med meget tør hud eller acne. Til gengæld indeholder den ingredienser som ginseng, gotu kola og essentielle olier fra sandeltræ, salvie og geranium, og så er det en creme, hvor man hurtigt kan se resultater«.

BioEffect Daytime

Anita Falslund: »Et mærke som virkelig har høstet internationale priser er det islandske Bioeffect, der også har lavet en ansigtscreme, som passer til alle hudtyper. Det særlige ved den her creme er, at dens indhold af glycerin fungerer som fugtmagnet uden at fedte. Og så indeholder den vækstproteinet EGF, som rent faktisk har bevist at kunne sætte gang i hudens kollagen-produktion. Tidligere har man anvendt kemikalier til at fremstille EGF, men i Bioeffect er det udvundet fra bygplanter«.

Environ Skin EssentiA

Anita Falslund: »Det sydafrikanske mærke, Environ, laver generelt nogle virkelig gode produkter uden farve-, konserverings- og duftstoffer. Alle vil kunne drage nytte af cremen, fordi den udover at give fugt er med til at genopbygge huden. Det gør den særligt med A-vitamin, som langsomt går ind og fornyer hudens celler. Det er derfor også nogle rigtig gode produkter til folk, som aldrig har gjort noget med deres hud – både mænd og kvinder – fordi man ikke bare kan sætte ind overfor solskader, fine linjer eller pigmentforandringer, men også fordi man hurtigt vil se et resultat«.

Environ forhandles udelukkende hos udvalgte kosmetologer og hudlæger.

Egyptian Magic

Maja Røboe Fabech: »Den her fugtighedscreme fra Egyptian Magic Skin Cream er en oldgammel opskrift fra faraoernes tid, der består af 100 procent naturlige ingredienser som olivenolie, bivoks og propolisekstrakt. Når en creme består af så simple ingredienser, bliver det meget nemmere at gennemskue, hvad det er, man smører i ansigtet. Derudover kan den bruges – ikke bare i ansigtet, men på hele kroppen. Så det er et virkelig godt produkt at have i sin daglige taske eller med på ferie, hvor man jo gerne vil være fri for at slæbe rundt på for meget«.

Tromborg Delux Face Cream

Maja Røboe Fabech: »Tromborgs ansigtcreme består udelukkende af rene og naturlige ingredienser. Cremen absorberer hurtigt og efterlader huden virkelig blød. Cremen er proppet med vitaminer – A, B, C, D og F – som alle har hver deres egenskab og positive indvirkning på huden. På den måde sikrer den både fugt, energi og næring til huden. Og så kan man bruge den både morgen og aften«.

Matas Natur 24h ansigtscreme

Maja Røboe Fabech: »Den her fra Matas Natur er bare en no fuss-ansigscreme, som udelukkende indeholder gode naturlige ingredienser som E-vitamin, jojobaolie og økologisk aloe vera. Ansigtscremen giver både fugt og fremmer elasticiteten i 24 timer. Og så kan man bruge den både morgen og aften«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af