Shop med omtanke

Her lægger jeg mine penge med Soleima: »Who knows, måske køber jeg om 20 år en hestefarm på Lolland«

Karantænen har sat en stopper for Soleimas største pengesluger: byture. Til gengæld har hun opdaget nye ting at investere i. Her fortæller hun om, hvor og hvornår hun kører kortet.
Her lægger jeg mine penge med Soleima: »Who knows, måske køber jeg om 20 år en hestefarm på Lolland«
Foto: Darren Ankenman

»Sangen handler om, hvad der ville ske, hvis man rent faktisk stoppede tiden. Lige nu føles det tema mere nærværende, end da jeg skrev den«.

Sådan skriver Soleima under en video på Instagram, hvor hun spiller en af sangene fra sit nye album. Og ja, man kunne måske godt have forestillet sig et mere oplagt tidspunkt at udsende en plade på end midt i en viruspandemi. Men nogen gange må man bare sætte musikken fri, og så se hvor den finder hen, fortæller Soleima, der i marts udgav albummet ‘Powerslide’ – to dage efter Danmark lukkede ned og tog forårets koncerter med sig i faldet.

»Det har været rimelig syret. Vi anede jo ikke, hvad det ville sige at udgive musik midt i en krisetid. Men jeg er sindssygt glad for, at vi valgte at gøre det. For det ville sgu være hårdt, hvis der blev lagt låg på alt. Og selv om musik måske ikke ligefrem er en kur, så kan den måske fungere som trøst, aflad eller bare lidt tidsfordriv«, siger hun, da vi fanger hende over telefonen.

I videoen spiller Soleima på sit livs endnu bedste investering. Og hendes næste planlagte køb er også noget, hun kan spille på … primært Zelda. Her fortæller hun, hvor hun lægger sine penge, og hvad de oftest går til.

Hvad er dine karantæne-penge gået til?

»Normalt ryger de fleste af mine penge på at gå ud at spise eller at gå i byen, og det er der jo ufrivilligt blevet sat en stopper for. Men når det først er gået op for en, at man bruger færre penge på noget, så fortjener man pludselig noget andet. Så jeg har brugt betydeligt flere penge på at købe ind til at lave lækker mad. Herhjemme har vi været meget sådan: Uuh, skulle vi lige have en god flaske vin og lidt jomfruhummerhaler fra Torvehallerne? Den har ikke fået for lidt på hjemmeluksus-fronten«.

Hvad er det seneste, du har købt?

»Altan-kasser. Jeg troede seriøst aldrig, at det med planter skulle blive min ting. Men der har Corona ledt mig ad andre veje. Den her tid har generelt fået mig til at gøre ting, jeg ellers aldrig ville gøre. Forleden bagte jeg en kage (!). Det er jo ikke, fordi jeg ikke har tid til at bage en kage i mit almindelige liv. Det er bare ikke en tid, jeg tager mig. Og sådan tror jeg, der er mange ting, hvor corona måske trods alt kan få nogle positive efterveer«.

Soleima.

Hvad er dit bedste køb nogensinde?

»Da jeg som teenager begyndte at spille koncerter, købte jeg et Rhodes-elpiano, som har fuldt mig lige siden. Det er jeg virkelig stærkt følelsesmæssigt connected til. Som et familiemedlem, jeg har haft rigtig mange oplevelser med«.

Hvad er dit dummeste køb?

»Jeg hader generelt, når jeg kommer til at købe noget, der ikke bliver brugt. Et par virkelig dyre bukser, som sad som ingen andre i butikken, eksempelvis. Pludselig ligger de derinde på bukse-hylden. Og hver gang jeg ser dem, tænker jeg: Fuck, de var dyre mand. Men jeg får dem aldrig rigtig brugt. Og af en eller anden grund skiller jeg mig heller ikke af med dem. Så det ender med at blive sådan noget selvpineri«.

Soleima.

Hvad betyder bæredygtighed for dig?

»Det er noget, jeg tænker mere og mere over. Særligt når jeg køber mad, tøj og møbler, forsøger jeg at købe noget, der er i ordentligt kvalitet. Det betyder noget for mig, at det gulvtæppe, jeg ejer, er fremstillet under ordentlige forhold. Det er jeg ikke sikker på, jeg tænkte særlig meget over for nogle år tilbage. Så det er klart blevet et mere aktivt valg for mig at vælge visse ting til og fra«.

Har du nogen laster på det område?

»Altså, jeg køber ret meget elektronik – særligt på grund af mit arbejde. Der tænker jeg slet ikke over bæredygtighed. Det er ligesom uden for kategori. Det skal bare være det bedste. Ellers er min helt store dårlige samvittighed, at jeg flyver relativt meget – i forbindelse med arbejde og på ferie. Jeg har tit fortalt mig selv, at det jo ikke kan være anderledes, men så ser man billeder af Greta Thunberg, der vælger at sejle over Atlanten. Alting er jo et valg. Og jeg tror i virkeligheden, at Corona har vist os i musikbranchen, at der er ting som eks. sessions, som vi i visse tilfælde kan klare over nettet. Selvfølgelig er der noget særligt over at sidde fysisk sammen. Men måske behøver det ikke være hver gang. Og måske kommer der noget helt andet ud af den digitale form«.

Hvilke former for forbrug kan sætte dit pis i kog?

»Jeg bliver irriteret, når jeg bliver konfronteret med en uvillighed til at ændre på vaner. Eller i det mindste at gøre sig bevidst om sit aftryk. Den her bevidste passivitet er provokerende. Men jeg tror sgu, det er vigtigere at hjælpe hinanden frem for at shame, når det kommer til forbrug. Vi skal jo allesammen uddanne os i det her«.

Går du op i mode?

»Ja, det gør jeg jo nok. Der er ret mange danske mærker – blandt andet det, der hedder Kernemilk – som fanger min interesse i øjeblikket. Hun laver nogle sindssygt vidunderlige ting. Og jeg har lige købt en silketop derfra, som jeg ærligt tænker på hele tiden. Bar ryg. Stropper. Mmmh! Jeg kan ikke vente til sommer, hvor jeg har tænkt mig at flytte ind den«.

Hvad karakteriserer dine forbrugsvaner?

»Det er faktisk begrænset, hvor meget jeg køber. Men hvis jeg forelsker mig i noget – ofte på Instagram – så handler jeg rimelig spontant«.

Er der noget, du vil anbefale andre at købe?

»Jeg har for nylig købt et abonnement til det, der hedder Later, hvor man kan administrere sine Instagram-posts, så man ikke behøver bruge så meget tid derinde. For mig er noget af det sværeste ved at være kunstner, at der er en forventning om, at man konstant holder det der some-game i gang. Så det er en klar anbefaling«.

Soleima.

Hvis man ser bort fra prisen, hvad vi du så allerhelst eje?

»Jeg gad selvfølgelig godt bruge min tid i et gigantisk sommerhus med den vildeste udsigt, men hvis jeg skal være lidt mere realistisk, så kunne jeg rigtig godt tænke mig en hest. Jeg havde en, da jeg var barn, og jeg tror, at det ville bidrage med noget rigtig godt til mit liv. Det er noget af det allermest vidunderlige at koble af, mens man rider. Who knows, måske køber jeg om 20 år en hestefarm på Lolland«.

Hvad har du ejet længst?

»Jeg arvede som barn noget tøj, min mor selv havde gået med som ung, som jeg stadig har. Der er blandt andet den smukkeste blondetrøje, som jeg har lyst til at tage på nu. Hver gang jeg finder den frem, tænker jeg på, at min mor har været ung i den blondetrøje, som jeg nu rocker«.

Hvad er dit næste køb?

»Jeg kunne fandme godt tænke mig en Nintendo Switch. Min kæreste har en – som han spiller Fifa på, mens jeg spiller Zelda på den. Men det kan være virkelig drøjt at vente på sin tur, så nu kunne jeg godt tænke mig at dyrke min Zelda-obsession på min egen«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af