Shop med omtanke

Fotografen Petra Kleis elsker polaroidbilleder: »Det er uretfærdigt retfærdigt«

Æstetikken og den ubarmhjertige tilfældighed har længe draget hende til de gamle apparater. Her fortæller Petra Kleis hvorfor, udpeger egne favoritter og hjælper dig i gang.
Fotografen Petra Kleis elsker polaroidbilleder: »Det er uretfærdigt retfærdigt«
Et polaroidbillede Petra skød af Jada under en fotosession til ‘I Cry a Lot’-albumcoveret. (Foto: Petra Kleis)

»Polaroid er for dummies«, slår Petra Kleis fast som det første, da jeg snakker med hende om hendes årelange fascination af – og frustration over – det gamle fotoformat.

»Alle kan være med og lege fotograf. Du skal bare trykke på en knap. Det er på mange måder blottet for teknik. Og da jeg jo ikke er den store teknikker, var det en af mine første succesoplevelser, i forhold til at outputtet så ud af noget, der var fedt, uden at jeg skulle sætte mig ind i alle mulige ting først«.

Du kender sikkert sci-fi-følelsen af at se det kvadratiske billede blive fremkaldt for øjnene af dig, efter at det er blevet kørt ud af kameraet til lyden af en hårdtarbejdende mekanik inde bag plastikskallen.

Langsomt forvandler den sorte, indrammede firkant sig til et billede. Måske et dårligt et, men det er en del af charmen.

En selfie af Petra Kleis – taget med mobilen, ikke polaroidkameraet.

»Der bliver rullet noget fremkaldervæske ud over polaroiden, når billedet kommer ud af kameraet, og tit fucker det op. Måske bliver væsken rullet skævt på, så er der nogle streger, eller måske er der noget, som ikke bliver fremkaldt«, fortæller Petra.

»Alt muligt kan gå galt i dens lille system. Hvis vi siger, at jeg har skudt 1.000 polaroider, så er det måske halvdelen af dem, som rent faktisk er blevet gode. Resten har jeg kunnet smide direkte i skraldespanden. Så man bliver lidt ekstra lykkelig, når den er der«.

Polaroid trumfer det digitale

Petra Kleis har skudt polaroidbilleder, siden hun gik i fotolære i 2007, og selvom hun er faldet lidt af på den, så forsøger hun stadig at huske at tage polaroider, hver gang hun fotograferer nogle særlige personligheder.

»Du får produktet i hænderne med det samme, hvilket er fedt. Og når den sidder i skabet, så er det bare så nice«, siger hun og bruger en fotosession med den svenske rapper Silvana Imam som eksempel. Hun skød omkring 3.000 billeder med sit digitalkamera.

»Det er svært at sige, hvilket jeg ville fremhæve, men så har du den der ene polaroid, som er god, og som på en eller anden måde er federe end alt det andet, og som bliver den, der bliver billedet fra den session. Der er et eller andet ved pol’en, der trumfer de andre. Måske på grund af umiddelbarheden«.

Billedet af Bisse er et af Petras egne favoritbilleder (her er det scannet uden polaroidrammen): »Det er nærmest perfekt eksponeret, og så er der det her regnbuefilter ind over, som netop er det, der er fantastisk. You never fucking know. Det kunne lige så godt have været ad helvede til, men lige her har polaroidguderne været med mig. Regnbuefilteret og hesten der ligner en enhjørning, det hele gik op i en højere enhed«. (Foto: Petra Kleis)

For umiddelbart er det. Du skal ikke tage stilling til særlig meget, som Petra siger. Du skal bare trykke på den der knap, og hvis du er heldig, så er det fedt.

»Du kan ikke zoome, du kan ikke noget. I bedste fald kan du skrue op eller ned for noget lys. Så på den måde er det for dummies. Det kan se ud af meget, uden at du behøver at have nogle skills. For om det er mig, der har været fotograf i snart ti år, eller om det er min kæreste, der er ligeglad, som trykker på knappen, så er outputtet altid det samme. Det er der noget meget charmerende ved«.

Petra scanner altid sine polaroider ind, så hun har en digital kopi, og så putter hun billederne i en scrapbog, som hun nogle gange tager frem og kigger i – og bliver »utroligt glad for«. I gamle dage kunne man have dem hængende på væggen eller køleskabet, men det kan man ikke længere, fortæller Petra.

»De nye polaroider lysner. De bliver blege og forsvinder faktisk, hvis man har dem fremme. Et billede kan forsvinde over en sommer, hvis det er i solen. Det gjorde de gamle ikke på samme måde«.

Chuck D endte i skraldespanden

Måske bliver de mange polaroidbilleder til en bog eller en udstilling en dag. Det vil hun i hvert fald ikke afvise. Der er noget enkelt og ens ved mange polaroider, som Petra godt kan lide.

»Udgangspunktet er det samme. De er ofte skudt på samme måde med samme framing. Jeg kan godt lide at holde mig til ét dogme på den måde. Det er der noget ro i«, siger hun.

»Det er lidt et forfinet eller sejt pasbillede, fordi man er lidt låst. Der er noget sejt i, at de ofte ligner hinanden, om det så er (Mario, red.) Testino, der har skudt en pol af Kate Moss, eller det er mig, som har skudt et af en fra andedammen. Der er lige vilkår på en eller anden måde«.

Clara-billedet er en anden af Petras favoritter: »Jeg tror nærmest aldrig, jeg har eksponeret et polaroid så godt. Det er mere et tilfælde end talent, vil jeg sige. Det er skide flot. Der er utrolig flot tegning i det. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes«. (Foto: Petra Kleis)

Æstetisk er det blandingen af noget blødhed og noget smadder, der fascinerer hende.

»Kvaliteten er så dårlig på mange måder. Det er lidt som at få fremkaldt et billede fra ens gamle Nokia 3310. Der er noget crappy, men alligevel supersejt over det. Det er en æstetik, der er den samme, om det så var skudt for 30 år siden eller nu«, siger Petra.

Det er nok også derfor, hun ikke kan lide de nyere polaroidkameraer, som er mere træfsikre, og hun får næsten knopper bare af at fortælle om en app, hvor man kan printe sine iPhone-billeder ud som polaroider.

»Det er totalt snyd. Det er jo ikke fedt så. Det går ikke. Jeg kan godt lide charmen ved, at outputtet er så svingende på de gamle kameraer«.

Også selvom hun har mærket den frustration, som kvalitetslotteriet selvfølgelig kan medføre, mange gange på egen krop og sjæl. Som da hun skød Chuck D fra Public Enemy i Hamborg.

»Jeg lavede en polaroid og tænkte, den skal bare være fed. Og den var forfærdelig. Den var undereksponeret, så man nærmest ikke kunne se, hvem det var. Jeg tror, jeg endte med at kyle den i skraldespanden, fordi jeg var så deprimeret over resultatet«, fortæller hun.

Petra er også glad for sit polaroid af Martin Kongstad: »Det er superflot og passer fuldstændig ind i den måde, han ser ud på. Han ligner også, at han er fra en anden tid. Den pol kunne lige så godt være skudt for 60 år siden«. (Foto: Petra Kleis)

Da hun havde en fotosession med Jada i forbindelse med tilblivelsen af albumcoveret til ‘I Cry a Lot’, skød hun otte polaroidbilleder. Èt af dem blev ordentlig eksponeret.

»Jeg håber, at det er lige for alle, og det er også charmen ved det. Det er uretfærdigt retfærdigt. Det kan jeg godt lide«, siger hun.

»Vi tager alt for mange billeder. Der er en lektie i polaroiden. Begræns dig. Tænk over, hvad du fotograferer. Ofte bliver du gladere for det ene fucking billede, end man gør for de 3.000 digitale, du har taget«.

Petra Kleis’ 3 begyndertips

1. Find et gammelt, enkelt polaroidkamera
»Jeg har haft forskellige kameraer, men vender altid tilbage til det helt klassiske Polaroid 640. Dem har jeg haft størst succes med. De har været mest træfsikre og ekstremt hårdføre. Man skal nærmest slå det for at folde det ned. Der er noget dejligt rock’n’roll over det, at man ikke skal passe helt vildt godt på det«.

2. Lær kameraet at kende
»Man skal sætte sig lidt ind i den ene knap, der er, som er at skrue op og ned for lyset. Læg mærke til, om alt er fuldstændig brændt ud, hvis du skyder på den lyseste indstilling på en solskinsdag, eller om det kan holde til det. Så minimerer du dit spild senere. Jeg taler af erfaring. Det koster 150 kroner for otte billeder, men det er altså vigtigt at tillade sig selv at eksperimentere lidt i starten«.

3. Find en der gider at stå stille
»Jeg ved ikke, hvad lukketiden er, men det kan ikke rigtig klare særlig meget bevægelse, før billedet bliver sløret. Så du er nødt til at tænke over din framing«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af